Udlån, rente.
| Sagsnummer: | 553/1991 |
| Dato: | 01-05-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Udlån, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I begyndelsen af 1986 ydede indklagedes Svenstrup afdeling klageren et lån på 120.581 kr. Det var i lånedokumentet anført, at låneprovenuet skulle anvendes til køb af motorkøretøj. I november 1987, da lånet var nedbragt til 95.915,86 kr., forhøjedes lånet med 126.000 kr. + omkostninger til ialt 228.984,86 kr. Det var i dokumentet om låneforhøjelsen anført, at lånets formål var køb af motorkøretøj, og at det skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.925 kr., første gang den 31. november 1987. Løbetiden var anslået til ca. 96 måneder.
Ved årsskiftet 1988/89 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende renten, der herefter korrigeredes for perioden 4. november 1987 frem til 12. januar 1989 med 4.463,50 kr., som modregnedes ved det følgende kvartals rentetilskrivning.
Klageren har ved klageskema af 10. november 1991 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre differencen mellem den rente, han rent faktisk har betalt, og rentesatsen på billån, der i 1987 udgjorde 13,5%.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ved forhøjelsen af lånet i november 1987 fik tilbudt en rente på 13,5% p.a. Da han modtog årsudskrift for 1988 rettede han henvendelse til indklagede og gjorde indsigelse over den rente, lånet var forrentet med. Indklagede ydede ham herefter et rentenedslag. Klageren har tillige i forbindelse med modtagelsen af årsudskrift for 1989 og 1990 rettet henvendelse til indklagede og klaget over den høje rente. Lånet er et billån, men er til trods herfor oprettet som forbrugslån med den deraf følgende højere rentesats. Dette betyder en merudgift for klageren på 140.000 kr. Lånet kan således ikke afvikles over den aftalte periode på 96 mdr., men derimod over ca. 132 mdr. Indklagede burde have gjort ham opmærksom på, at lånet ikke var oprettet som et billån, og da indklagede har undladt dette, bør indklagede godtgøre differencen mellem billånsrenten og den rente, han rent faktisk har betalt.
Indklagede har anført, at indklagede i begyndelsen af 1986, hvor det oprindelige lån oprettedes, ikke havde en speciel kontotype for autofinansiering. Lånet blev derfor etableret på rentevilkår for udlån til private. Der blev i forbindelse med låneoptagelsen ikke indgået nogen aftale om rentefavør, hvilket klageren accepterede.
Forhøjelsen af lånet i 1987 blev heller ikke rentemæssigt kategoriseret som et billån, idet vilkårene for et sådant lån ikke var opfyldt, bl.a. hvad angår krav om udbetaling og løbetid. Indklagede indgik imidlertid en aftale med klageren om en favørrente, der var lavere end renten på udlån til private. Den aftalte rente var variabel og skulle relatere sig til ændringer på rentesatsen til udlån for private, dog således at der til stadighed ville være tale om en favørrentesats. Ved en fejl fra indklagedes side blev denne afvigelse ikke registreret i EDB-systemet. Da klageren ved årsskiftet 1988 rettede henvendelse til indklagede, blev der hefter foretaget en rentekorrektion for perioden 4. november 1987 til 12. januar 1989. Klageren har fra begyndelsen af lånet været bekendt med rente- og afviklingsvilkår samt omkostningerne i forbindelse med låneoptagelsen. Da klageren ved sin underskrift af dokumenterne har accepteret disse vilkår, kan han ikke på et senere tidspunkt have krav på at få ændret en allerede indgået aftale, med mindre indklagede accepterer dette.
Indklagede har i skrivelse af 14. april 1992 supplerende oplyst, at lånet i november 1987 skulle have været etableret med en rentesats på 12% med tillæg af 3% i provision, idet klageren skulle betale en rente, der var et gennemsnit af renten på privatlån og billån med tillæg af 3% i provision. Billånsrenten var da 11% og privatlånsrenten 13% og 3% i provision. Ved korrektionen i 1989 blev klageren rent faktisk stillet således, at han i perioden november 1987 - januar 1989 havde betalt 13,75% i rente. Lånet blev i januar 1989 indkodet med en rente på 15,25% svarende til 12,25% + 3% i provision.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med forhøjelsen af lånet i 1987 med klageren aftalte, at lånet skulle forrentes med rentesatsen for billån hos indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.