Afgørelse

Krav om nedsættelse af rente på konto tilhørende et interessentskab. Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med dødsbos frikøb af garantbeviser fra kapitalpension med henblik på udbetaling af kapitalpensionen

Indledning

Sagen vedrører krav om nedsættelse af udlånsrente på konto tilhørende et interessentskab samt indsigelse mod rådgivning i forbindelse med dødsbos frikøb af garantbeviser fra afdødes kapitalpension med henblik på udbetaling af kapitalpensionen.

Sagens omstændigheder

K havde været kunde i Sparekassen Østjylland (nu Sparebank Østjylland af 2012) i en årrække. K afgik ved døden den 26. september 2011. Boet blev udleveret til privat skifte. Arvinger i boet er K’s søn S, der er klager i sagen, og K’s datter, D.

I 2006 købte D en industrigrund (herefter ejendommen), hvorpå der blev opført en fabrikshal med henblik på udlejning til D’s selskab. Den 12. juni 2006 underskrev D et pantebrev til sparekassen vedrørende et lån på 2.325.000 kr. med sikkerhed i ejendommen (herefter pantebrevslånet). I 2008 optog D et realkreditlån på 2.097.000 kr. i DLR. Indklagede har oplyst, at låneoptagelsen skete mod garantistillelse fra sparekassen for færdiggørelse af byggeriet, og at sparekassen fik indtrædelsesret i pantebrevet til DLR. Den 24. oktober 2008 underskrev sparekassen en udbetalingsanmodning til DLR og en erklæring om supplerende sikkerhed ved forhåndslån, der bl.a. indeholdt følgende:

"… Da ovennævnte lån ønskes udbetalt uden at der foreligger tinglyst pantebrev, erklærer undertegnede pengeinstitut at pantebrevet for ovennævnte lån er underskrevet af debitor og indleveret til tinglysning, at vi indestår som selvskyldnerkautionist for, at lånet incl. eventuelle restancer og omkostninger på anfordring vil blive indfriet, såfremt DLR ikke inden 3 måneder fra udbetalingsdatoen har modtaget pantebrevet i endelig tinglyst stand uden retsanmærkninger, som DLR ikke kan acceptere, eller såfremt de i lånetilbudet anførte vilkår, herunder vilkår om supplerende sikkerhed ikke er opfyldt inden 3 måneder fra udbetalingsdatoen. …

… Idet ovennævnte lån ønskes udbetalt, forinden DLR har opnået den forudsatte sikkerhed, stilles herved overfor DLR følgende supplerende sikkerhed for lånet: …

[X] Fuld supplerende sikkerhed ved undertegnede pengeinstituts garantistillelse …"

Provenuet fra realkreditlånet blev anvendt til nedbringelse af pantebrevslånet, og pantebrevet til sparekassen blev nedlyst til 228.000 kr.

Indklagede har oplyst, at K ultimo 2008/primo 2009 købte halvdelen af ejendommen med henblik på at genplacere genvundne afskrivninger fra en solgt landbrugsejendom, og at ejendommen herefter blev drevet og udlejet af D’s og K’s fælles interessentskab. Ved allonge af 10. marts 2009 indtrådte K som debitor uden personlig hæftelse i pantebrevet til sparekassen.

Af skatteregnskab for 2009 for interessentskabet fremgik, at K og D var indehavere af interessentskabet, at interessentskabets aktiviteter var udlejning, at årets resultat var 4.642 kr. (negativt), at ejendommen indgik som et aktiv med 4 mio. kr., og at egenkapitalen var 1.670.358 kr.

I september 2010 flyttede K efter det oplyste hovedparten af sin private formue, der da udgjorde ca. 3,2 mio. kr., til et andet pengeinstitut, P. Af porteføljerapport fra P fremgår, at porteføljeværdien af K’s værdipapirer udgjorde ca. 1,9 mio. kr. pr. 31. december 2011.

Indklagede har oplyst, at der opstod økonomiske problemer i D’s selskaber med manglende betaling af husleje til interessentskabet til følge, hvilket førte til restancer og inkasso på interessentskabets lån hos DLR. Indklagede har endvidere oplyst, at DLR opsagde lånet pr. 1. juli 2011 og stillede krav om indfrielse i henhold til den af sparekassen stillede garanti. Den 27. juni 2011 sendte DLR en indfrielsesopgørelse til sparekassen, hvorefter lånets obligationsrestgæld var 2.082.175,69 kr., og kontantbeløbet ved indfrielse pr. den 1. juli 2001 udgjorde 3.691,75 kr. I opgørelsen indgik forfaldne ydelser og morarenter. Den 30. juni 2011 blev lånet indfriet ved træk af 2.150.858,39 kr. på interessentskabets driftskonto betegnet "finanskonto, Erhverv". Der opstod herved et overtræk på driftskontoen. Sparekassen har oplyst, at K på daværende tidspunkt var alvorligt syg, at korrespondance i forbindelse med indfrielsen af lånet blev sendt til interessentskabets adresse, og at drøftelserne herom skete med D, der repræsenterede interessentskabet.

K afgik ved døden den 26. september 2011. Ifølge sparekassens proformaopgørelser pr. 26. september 2011 udgjorde restgælden på pantebrevslånet 221.354,53 kr., mens den negative saldo på interessentskabets driftskonto udgjorde 2.249.722,26 kr. Den 5. oktober 2011 anmeldte sparekassen disse krav i boet.

D indgav efter det oplyste begæring om personlig konkurs ved årsskiftet 2011/2012.

K havde endvidere garantbeviser placeret i en kapitalpension. I december 2011 stoppede sparekassen for indløsning af garantbeviser og oprettede en garantbørs for købere og sælgere af garantbeviser. Boet frikøbte på et ikke nærmere oplyst tidspunkt garantbeviser for 40.000 kr. fra K’s kapitalpension til kurs 100 med henblik på, at kapitalpensionen kunne udbetales.

Klageren rejste indsigelse mod de anvendte udlånsrentesatser og anmodede sparekassen om at redegøre for varsling af rentesatserne samt redegøre for, hvorfor K’s kapitalpension først blev ophævet i februar 2012. Ved e-mails af 5., 13. og 22. marts 2012 oplyste sparekassen, at renten på overtrækket på driftskontoen og på pantebrevslånet for tiden var henholdsvis 18,5 % og 9 % p.a., at korrespondance vedrørende mellemværendet var sendt til interessentskabets adresse, og at kapitalpensionen var opgjort umiddelbart efter, at der var overført penge til at købe garantbeviserne ud af pensionen.

Den 21. marts 2012 blev boet udleveret til advokat A til bobestyrerbehandling. Den 21. maj 2012 betalte advokat A på vegne boet 1.750.000 kr. til sparekassen.

Af kontoudskrift for driftskontoen for perioden fra 1. juni 2011 til 18. juli 2012 fremgik bl.a. følgende posteringer vedrørende debiterede renter:

I april 2012 gik sparekassen konkurs og sparekassens aktiver og passiver blev overdraget til Sparebank Østjylland af 2012, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S.

Parternes påstande

Den 16. maj 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparebank Østjylland af 2012 skal nedsætte renten fra 18,5 % til 6 % p.a. for perioden fra 30. juni 2011 og fremefter samt tilbagebetale 40.000 kr. vedrørende garantbeviserne.

Sparebank Østjylland af 2012 har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse for så vidt angår kravet om tilbagebetaling af rente, og frifindelse for så vidt angår kravet vedrørende garantbeviserne.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at sparekassen har beregnet en rente på 18,5 % uden at kontakte K personligt eller skriftligt en eneste gang. K havde været kunde i sparekassen gennem mange år. K havde et langt sygdomsforløb fra marts 2007, hvor hun ikke længere var sit sædvanlige jeg. Sparekassen var vidende om, at K havde flere millioner stående i aktier i et andet pengeinstitut. Sparekassen kunne have fået håndpant heri, således at renten kunne have været bragt ned på et normalt niveau.

Han blev først klar over renten efter K’s død. Sparekassen spurgte i oktober 2012, hvad der skulle ske med driftskontoen, der stod til overtræksrente.

Sagen har intet erhvervsmæssigt præg. Der er udelukkende tale om manglende rådgivning, oplysning og kontakt til en privatperson.

Sparekassen bør tilbagebetale forskellen mellem den skyhøje ågerrente på 18,5 % p.a. og en normal bankrente på f.eks. 6 % p.a. fra den 30. juni 2011 og fremefter.

Sparekassen anmodede endvidere om indbetaling af 40.000 kr. til garantbeviser, så pensionen kunne udbetales til ham og D. Sparekassen oplyste ikke, at det ikke var muligt at sælge garantbeviserne igen, men oplyste derimod, at pensionen kun kunne udbetales, hvis beløbet blev indbetalt. Sparekassen ydede ikke nogen rådgivning og oplyste ikke, at handlen med garantbeviser var suspenderet. Sparekassen bør tilbagebetale de 40.000 kr., som sparekassen tvang boet til at indbetale.

Sparebank Østjylland af 2012 har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at sparekassen fuldt ud iagttog sin vejlednings- og oplysningspligt overfor interessentskabet, og dermed overfor K og D. Vilkårene for garantien og oplysning om opsigelsen af lånet var kendt af interessenterne, og opsigelsen blev meddelt interessentskabet. K’s daværende rådgiver i sparekassen, R, har oplyst, at al korrespondance i forbindelse med opsigelse af lånet blev sendt til direkte til interessentskabets adresse på ejendommen. Sparekassen var ikke forpligtet til at rette henvendelse til de enkelte interessenter på deres private adresser.

Al dialog vedrørende indfrielsen af DLR-lånet skete med D, der repræsenterede interessentskabet udadtil. D var legitimeret til på interessentskabets vegne at meddele sparekassen, at interessentskabet ikke ville/kunne indfri kassekreditten.

I forlængelse af opsigelsen af DLR-lånet den 1. juli 2011 nævnte R muligheden for kontant indfrielse gennem salg af K’s værdipapirer for D. Det blev meddelt sparekassen, at K var for syg til at drøfte dette spørgsmål. D meddelte endvidere, at hun formodede, at porteføljen var faldet i værdi. Sparekassen tog oplysningerne til efterretning. Sparekassen var ikke forpligtet til aktivt at forsøge at få en terminalt syg og stærkt svækket erhvervskunde til at afhænde værdipapirer svarende til den væsentligste del af hendes private formue for at nedbringe en kassekredit. Klageren har selv i sagsfremstillingen anført, at K "ikke mere [var] sit eget kvikke og kritiske jeg". Dertil kommer, at porteføljen var placeret i et andet pengeinstitut, og at sparekassen derfor ikke havde konkret kendskab til porteføljens sammensætning og størrelse. Boet kan ikke rejse krav for renter efter den 5. december 2011. Boet kunne umiddelbart efter udleveringen til privat skifte have indfriet lånet og derved have sparet yderligere renter efter denne dato.

Klageren opfordres til at opgøre erstatningskravet vedrørende kassekreditten til et kontantbeløb og angive beregningen, som ligger til grund for kravet.

Frikøbet af garantbeviserne var nødvendiggjort af, at garantkapitalen ikke umiddelbart kunne indløses, da sparekassen kort forinden havde indført en garantbørs. Der er store skattemæssige ulemper forbundet med at opgøre en kapitalpension delvist. Det var derfor nødvendigt at købe garantbeviserne ud af pensionsordningen. Frikøbet skete på sparekassens opfordring, således at kapitalpensionen kunne opgøres. Der var tale om en manøvre uden en formueforskydning. Garantbeviserne blev købt ud af kapitalpensionen af boet selv til kurs 100. Det er derfor uklart, hvordan boet skulle have lidt et tab. Klageren opfordres til at redegøre for, hvordan boet ved dispositionen er blevet påført et tab på 40.000 kr.

Sparebank Østjylland af 2012 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at kravet om tilbagebetaling af overtræksrente vedrører et erhvervskundeforhold og adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

K erhvervede en ideel anpart af en fabriksejendom til erhvervsudlejning gennem K’s og D’s fælles interessentskab. Den omtvistede overtræksrente påhvilede interessentskabet, og overtrækket havde direkte forbindelse til interessentskabets erhvervsmæssige aktivitet, som bestod af udlejning af en fabrikshal. Transparens mellem K’s private økonomi og interessentskabet medfører ikke, at sagen får karakter af et privat kundeforhold.

D, der stod for dialogen med sparekassen, afviste muligheden for at indfri lånet ved salg af K’s værdipapirer, med henvisning til K’s fremskredne sygdom og tab på værdipapirporteføljen. Uenigheden om det faktiske forløb fra opsigelsen af DLR-lånet den 1. juli 2011 til anmeldelsen i boet den 5. oktober 2011, bør føre til afvisning, da der er behov for yderligere bevisførelse med vidneforklaringer fra R og D, som forestod dialogen med sparekassen vedrørende mulighed for indfrielse af kassekreditten.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører den af Sparekassen Østjylland (nu Sparebank Østjylland af 2012) anvendte udlånsrentesats på interessentskabets konto, betegnet "finanskonto, Erhverv". Overtrækket på kontoen var opstået i forbindelse med sparekassens indfrielse af interessentskabets lån hos DLR. Interessentskabet var ejet af K og D og havde til formål at drive udlejningsvirksomhed. Indklagede har anført, at D repræsenterede og var legitimeret til at repræsentere interessentskabet udadtil, og at sparekassen ikke var forpligtet til at rette henvendelse til de enkelte interessenter på deres private adresser vedrørende indfrielsen af lånet i DLR. Ankenævnet finder, at klagen vedrørende den anvendte rentesats angår et erhvervsmæssigt kundeforhold, og at den ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.

Ankenævnet lægger til grund, at boet købte garantbeviserne ud af K’s kapitalpension til kurs 100, således at kapitalpensionen kunne udbetales til S og D, der var de eneste arvinger i boet. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at der opstod et erstatningsberettiget tab ved boets køb af garantbeviserne, eller at der i øvrigt er sket fejl eller forsømmelser fra sparekassens side, der kan medføre et erstatningsansvar vedrørende boets køb af garantbeviser.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke tage stilling til klagerens krav om nedsættelse af renten.

Klageren får ikke medhold i kravet om tilbagebetaling af 40.000 kr. vedrørende garantbeviser.