Kreditaftaleloven, oprindeligt trepartsforhold.
| Sagsnummer: | 41/1994 |
| Dato: | 31-08-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
|
| Ledetekst: | Kreditaftaleloven, oprindeligt trepartsforhold. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag omhandler spørgsmål vedrørende klagerens indsigelser i forbindelse med et bilkøb, som indklagede finansierede, jvf. Kreditaftalelovens § 33.
Den 1. marts 1991 indgik klageren aftale med MN, der drev en taxavognmandsforretning, og som var kunde hos indklagede, om køb af dennes bil for 280.000 kr. med 40.000 kr. i udbetaling. Af kontrakten fremgik, at restbeløbet på 240.000 kr. skulle finansieres gennem indklagede. Klageren har fremlagt en tilsvarende kontrakt indgået af MN med en trediemand.
Den 4. april 1991 underskrev klageren gældsbrev til indklagede på 250.000 kr. med MN som selvskyldnerkautionist. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 7.600 kr. Samme dag underskrev klageren løsøreejerpantebrev og panthaverdeklaration. Lånet blev effektueret den 5. april 1991. Låneprovenuet blev indsat på en i forbindelse med etableringen af billånet oprettet foliokonto og blev med fradrag af omkostninger samme dag overført til et leasingselskab. Leasingselskabet havde indtil overførslen fandt sted haft pant i bilen til sikkerhed for MN's gæld.
Til afvikling af billånet debiterede indklagede månedligt ydelsen 7.600 kr., på foliokontoen. Da klageren ikke som forudsat af indklagede foretog indbetalinger på kontoen, opstod der overtræk svarende til de overførte ydelser med tillæg af renter.
Klageren blev ifølge indklagede skriftligt rykket for betaling den 17. juni, 1. oktober og 2. december 1991. Klageren bestrider at have modtaget rykkere.
I januar 1992 og senere blev de automatiske overførsler fra foliokontoen til udlånet tilbageført. Den 6. maj og 29. juli 1992 indbetalte MN, som indklagede i dec. 1991 havde orienteret om restancerne, henholdsvis 30.000 kr. og 25.000 kr. på lånet.
I november 1992 erfarede indklagede, at bilen var solgt via Dansk Automobilbørs København A/S. Da klageren ikke kunne kontaktes, valgte man at acceptere handelen mod indbetaling af den betalte pris, 150.000 kr., til afskrivning på billånet. Klageren fik meddelelse herom den 14. december 1992, hvor restgælden hereftervar 95.267,16 kr.
I skrivelse af 29. december 1992 afviste klageren via sin advokat at skylde indklagede noget beløb.
Ved stævning af 24. marts 1993 anlagde indklagede sag mod klageren og MN. Den 6. maj 1993 blev sagen på klagerens begæring udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke skylder indklagede noget beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at MN gennem indklagede fik aftalt finansieringen af bilkøbet. Handelen blev imidlertid umiddelbart efter underskrivelsen af dokumenterne annulleret. Dette blev meddelt indklagede via MN, hvilket er bekræftet af MN i en erklæring af 22. januar 1993, som er fremlagt under sagens forberedelse. Han har aldrig ejet den pågældende bil og har aldrig disponeret over den som ejer. Han blev ikke indregistreret som ejer og har ikke tegnet forsikring på bilen, hvilket indklagede var bekendt med. Overførsel af låneprovenuet til leasingselskabet og overførsler fra foliokontoen til billånet skete ikke på hans foranledning ligesom han ikke på noget tidspunkt har foretaget indbetalinger eller forpligtet sig hertil. Først da han modtog indklagedes skrivelse af 14. december 1992, blev han bekendt med engagementet. Lånet er omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, da MN havde en aftale med indklagede om finansiering af bilhandler. Ordningen var tilrettelagt således, at MN rettede henvendelse til indklagede med forespørgsel om mulig finansiering når han havde indgået aftale om salg af en bil. Herefter foretog indklagede en kreditvurdering af debitor og bevilgede lån til finansiering af købet og udarbejdede i tilslutning hertil nødvendige dokumenter i form af gældsbrev og pantebrev, og det var altid et vilkår for engagementerne, at MN påtog sig selvskyldnerkaution. MN har fået finansieret omkring 30 bilhandler efter dette system. Han kan derfor i medfør af Kreditaftalelovens § 33, stk. 2 gøre indsigelse overfor indklagede med den virkning, at han skal friholdes for lånet/det påståede beløb.
Indklagede har anført, at oprettelse af udlånskonto og foliokonto fandt sted på klagerens foranledning. Det blev aftalt, at klagerens indtjening skulle indsættes på foliokontoen, og at ydelserne på lånet i overensstemmelse med gældsbrevets ordlyd skulle overføres herfra. Ved lånets effektuering blev provenuet efter aftale med klageren overført til indfrielse af MN's gæld hos leasingselskabet, der havde pant i bilen. Man modtog ikke på noget tidspunkt meddelelse om, at handelen var annulleret. Med klagerens underskrift på panthaverdeklarationen forudsatte man, at forsikring var tegnet. Klageren reagerede hverken på de fremsendte rykkere eller på konto-/årsudskrift pr. 31. december 1991. Først da man i efteråret 1992 rejste krav overfor klageren protesterede denne. MN foretog indbetalinger på lånet på klagerens vegne efter som kautionist at have modtaget meddelelse om restancerne. Det bestrides, at lånet er omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2. Man har ikke på noget tidspunkt indgået aftale med MN om finansiering af bilsalg, ligesom det afvises, at man skulle have finansieret ca. 30 biler solgt af MN. Lånet er ydet som et sædvanligt billån efter præsentation af en slutseddel, hvoraf fremgår, at der var foretaget en kontant udbetaling, og efter sædvanlig kreditvurdering af låntager.
Ankenævnets bemærkninger:
Fire medlemmer - Niels Waage, Kirsten Nielsen, Peter Møgelvang-Hansen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, finder vi, at det må lægges til grund, at sælgeren af bilen bidrog til oprettelsen af låneaftalen i en sådan grad, at der foreligger et kreditkøb jvf. kreditaftalelovens § 5 nr. 2. Herved bemærkes, at lånet blev formidlet af sælger, at sælgeren i mindst eet yderligere tilfælde har finansieret sit bilsalg gennem indklagede, at sælger påtog sig selvskyldnerkautionen for lånet, og at han indbetalte ikke ubetydelige beløb på lånet, da han blev bekendt med restancen.
Indklagede har ikke bestridt, at handelen rent faktisk blev annulleret, og at klageren derfor på intet tidspunkt har været ejer af eller disponeret over bilen. Vi finder herefter, at klageren i medfør af kreditaftalelovens § 33 stk. 2 ikke hæfter for lånets restgæld.
Et medlem - Allan Pedersen - udtaler:
Jeg finder det ikke godtgjort, at der foreligger et oprindeligt trepartsforhold i kreditaftalelovens forstand, men finder ikke, at klageren er forpligtet efter almindelige aftaleretlige grundsætninger, jvf. aftalelovens § 36. Med disse bemærkninger stemmer jeg som flertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter for restgælden på lånet oprettet den 4. april 1991. Klagegebyret tilbagebetales klageren.