Krav om erstatning i anledning af opsigelse af engagement.
| Sagsnummer: | 357/1997 |
| Dato: | 27-02-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning i anledning af opsigelse af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren blev omkring den 20. april 1997 kunde hos indklagede 1. Indklagede ydede klageren et lån på 50.000 kr. og en kassekredit på 25.000 kr. Til brug for klagerens marketingfirma ydede indklagede en kassekredit på 300.000 kr. Indklagede modtog sikkerhed i et ejerpantebrev med pant i klagerens faste ejendom.
Klageren har oplyst, at han ca. 1 uge efter pengeinstitutskiftet til indklagede 1 havde behov for at få finansieret købet af lystbåd. Indklagede 1 havde ikke tilstrækkelig indsigt på dette område, og han kontaktede derfor indklagede 2 for et lånetilbud. Indklagede 2 kontaktede i denne forbindelse indklagede 1, idet indklagede 2 havde fået den opfattelse, at han i bedragerisk hensigt havde oplyst en urealistisk høj pris på båden. Indklagede 2's henvendelse til indklagede 1 førte til, at indklagede 1 opfordrede ham til at finde et andet pengeinstitut.
Indklagede 2 har oplyst, at klageren den 22. april 1997 ansøgte om et lån i forbindelse med køb af lystbåden, hvis pris blev oplyst til 975.000 kr. Båden var midlertidigt finansieret via klagerens kassekredit hos indklagede 1, men klageren ønskede et lån på 400.000 kr., da han fandt indklagede 1's rente for høj. På et tidspunkt fik man mistanke til bådens pris, som man derfor forsøgte at fremskaffe nærmere oplysninger om. Disse undersøgelser klarlagde, at bådens pris snarere måtte være mellem 300.000 og 400.000 kr. På baggrund heraf blev indklagede 1 kontaktet for en soliditetsoplysning.
Indklagede 1 har oplyst, at man blev kontaktet telefonisk af indklagede 2 med henblik på en soliditetsoplysning i anledning af et bådkøb, idet klageren havde opgivet indklagede 1 som sit pengeinstitut. Man var imidlertid ikke i stand til at fremkomme med en sådan som følge af, at kundeforholdet netop var etableret. Hvis de oplysninger, som indklagede 2 gav i forbindelse med forespørgslen om soliditetserklæring, var rigtige, ville det indebære en kraftig overbelåning. Indklagede 1 anmodede derfor om en nærmere forklaring fra klageren. Med henblik herpå blev der aftalt et møde mellem klageren og indklagede 1, der skulle afholdes 15. maj 1997.
Ved skrivelse af 14. maj 1997 til indklagede 1 meddelte klageren imidlertid, at mødet måtte udsættes, idet han først ønskede et møde med sin advokat i anledning af indklagede 2's kontakt til indklagede 1. I skrivelsen lovede klageren at kontakte indklagede 1, "når sagen er blevet belyst". Ved skrivelse af 23. s.m. rykkede en medarbejder hos indklagede 1 klageren for at få at vide, hvorledes sagen stod. Det blev anført i skrivelsen, at medarbejderen havde kontaktet klageren telefonisk flere gange, og at det var blevet lovet, at klageren ville ringe tilbage, hvilket indklagede 1's medarbejder fandt utilfredsstillende. Ved telefaxmeddelelse af 29. s.m. meddelte indklagede 1 klageren, at da man endnu ikke havde hørt fra ham, så man sig nødsaget til at afvise betalinger tilmeldt betalingsservice både for så vidt angik klagerens firma som privat. Indklagedes medarbejder tilføjede i skrivelsen: "Desuden vil jeg appellere til, at vi snarest får en reaktion fra dig, hvad du havde tænkt om fremtiden. Nuværende er ikke holdbart".
Ved skrivelse af 3. juni 1997 meddelte indklagede 1 klageren, at man havde afvist PBS-betalinger og slettet disse. Endvidere anførte indklagede 1:
"Da vi endvidere endnu ikke har hørt fra dig, må vi anmode dig om at finde et andet pengeinstitut inden den 12. juni 1997. I modsat fald vil engagementet blive opsagt og efterfølgende afgivet til incasso ved advokat."
Ved skrivelse af 18. juni 1997 tilbød klageren indklagede 1 at indfri sin gæld den 20. august 1997. Klageren anførte i samme forbindelse, at han fandt, at indklagede burde refundere nogle af omkostningerne ved engagementets oprettelse som følge af det kortvarige kundeforhold.
Ved skrivelse af 27. august 1997 til klageren henviste indklagede 1 til, at engagementet endnu ikke var indfriet og opsagde dette til indfrielse senest den 5. september 1997, hvorefter det skyldige beløb ville blive overgivet til incasso.
Den 19. september 1997 overgav indklagede 1 klagerens engagement til retslig inkasso. Ved skrivelse af 2. oktober 1997 til klageren anførte indklagede 1:
"Opsigelsen af dit engagement i [indklagede 1] er alene sket med baggrund i de af [indklagede 2] afgivne oplysninger i forbindelse med belåning af en båd. Vi har ikke fået en tilfredsstillende forklaring på forholdet, så vi kan opretholde kundeforholdet med dig."
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "få erstatning, fordi [?] først fik mig som kunde og dernæst sparkede mig, så det har kostet mig min virksomhed".
Begge de indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at han finder indklagede 1 har overtrådt dørsalgsloven, idet han medio april 1997 uopfordret blev telefonisk kontaktet af en medarbejder fra indklagede, som havde erfaret, at han muligvis havde ønske om at skifte pengeinstitut. Indklagede 1's opsigelse af engagementet skete på utilstrækkeligt grundlag. Indklagede 1 bør derfor erstatte ham omkostninger forårsaget af pengeinstitutskiftet. Han forventede at kunne indfri gælden til indklagede med indtægterne fra et kursus, men indklagede ønskede at få transport i et kursushonorar hos en kommune. Dette ønskede han ikke, idet han så ikke længere kunne forvente arbejde for den pågældende kommune. Han satte senere sin faste ejendom til salg med henblik på at indfri engagementet hos indklagede og tilbød indklagede 1 yderligere pant for 150.000 kr. således, at indklagede 1 havde pant for 450.000 kr. Indklagede 1 ønskede imidlertid yderligere pant for 150.000 kr. Endvidere ønskede indklagede 1 en salgsfuldmagt, hvilket han efter drøftelse med sin advokat afslog. For så vidt angår indklagede 2 finder han, at der er tale om overtrædelse af den tavshedspligt, der påhviler et pengeinstitut. De oplysninger, som indklagede 2 videregav til indklagede 1, må antages at have ført til indklagede 1's beslutning om at opsige engagementet.
Indklagede 1 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen angår klagerens erhvervsvirksomhed, idet klageren har påberåbt sig, at sagen har kostet ham hans virksomhed, hvorfor Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede 1 anført, at man alene rettede henvendelse til klagerens virksomhed med henblik på at få etableret et kundeforhold til erhvervsvirksomheden. Indklagede 1 har således ikke overtrådt dørsalgsloven. Indklagede 1 har endvidere anført, at man som følge af de oplysninger, man kom i besiddelse af om købet af båden og den ønskede finansiering af denne, fandt, at der kunne være tale om svindel. På denne baggrund ønskede man ikke klageren som kunde. Klageren har haft alle muligheder for at forklare sig eller bevise, at indklagedes mistanke var grundløs, men dette skete ikke. Man accepterede at afvente med at overgive engagementet til inkasso og finder på denne baggrund ikke klagerens krav om erstatning for berettiget.
Indklagede 2 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke har været noget kundeforhold med klageren. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at de oplysninger, som indklagede fik fremskaffet om båden, passede ikke overens med oplysningerne, som klageren havde givet. Man kontaktede derfor indklagede 1 for en soliditetsoplysning. Efter at have indhentet yderligere oplysninger blev klageren kontaktet, og indklagede foreholdt ham, at man anså sagen som forsøg på bedrageri, hvilket ikke blev imødegået. Man anmeldte senere sagen til politiet, som imidlertid efterfølgende henlagde sagen. Man stiller sig uforstående over for, at klageren ikke korrigerede indklagedes mistanke, da klageren blev konfronteret med denne.
Ankenævnets bemærkninger:
En del af klagerens engagement med indklagede 1 må anses for at have været et privat kundeforhold. Der findes derfor ikke grundlag for at afvise klagen over indklagede 1. Der findes heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen over for indklagede 2.
Det lægges til grund, at indklagede 1 oprindelig alene opsøgte klageren for at søge at etablere et kundeforhold til klagerens erhvervsvirksomhed. Der foreligger herefter ingen overtrædelse af dørsalgsloven.
Efter det oplyste lægges det til grund, at indklagede 1 efter en henvendelse fra indklagede 2 modtog oplysninger om et bådkøb, der gjorde det berettiget for indklagede 1 at udbede sig en nærmere forklaring fra klageren. Det må endvidere lægges til grund, at klageren, der havde aftalt et møde med indklagede 1 for nærmere at redegøre for bådkøbet, aflyste mødet og ikke senere - trods gentagne opfordringer dertil - gjorde noget for at forklare indklagede 1 sagens rette sammenhæng. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at indklagede 1 har været berettiget til at opsige engagementet, og Ankenævnet finder derfor ikke, at indklagede 1 er erstatningsansvarlig over for klageren.
Ankenævnet finder endvidere ikke, at det var uberettiget af indklagede 2, at man anmodede indklagede 1 om en soliditetsoplysning i anledning af bådkøbet, og at man oplyste indklagede 2 om baggrunden herfor. Det lægges endvidere til grund, at indklagede 1 ikke havde opsagt engagementet, såfremt klageren havde givet indklagede 1 en tilfredsstillende forklaring på forholdene omkring bådkøbet. Det beror herefter på klagerens egne forhold, at indklagede 1 opsagde engagementet, og der kan derfor ikke pålægges indklagede 2 noget erstatningsansvar i den anledning.
Som følge af det anførte
Ingen af de indgivne klager tages til følge.