Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indgåelse af fastkursaftale ved refinansiering af variabelt forrentet realkreditlån.

Sagsnummer: 519/2008
Dato: 25-06-2009
Ankenævn: Peter Blok, Carsten Holdum, Peter Stig Hansen, Rut Jørgensen, Ole Simonsen
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst: Indgåelse af fastkursaftale ved refinansiering af variabelt forrentet realkreditlån.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om annullation/erstatning i forbindelse med, at klageren indgik aftale via Danske Bank om fastkursaftale ved refinansiering af sit realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klageren har et realkreditlån på 1,4 mio. kr. ydet af Realkredit Danmark. Lånet er variabelt forrentet og har 1-årig rentetilpasning pr. den 1. januar. Lånet er afdragsfrit frem til 2016.

Mandag den 27. oktober 2008 kontaktede klageren Danske Banks Østerbro afdeling, hvor klageren er kunde.

Henvendelsen angik klagerens overvejelse om indgåelse af fastkursaftale i forbindelse med refinansieringen af realkreditlånet. Klageren forespurgte til bankens forventninger til renteudviklingen.

Klageren har anført, at medarbejder A oplyste, at der forventedes en rente på 6,5 % ved den kommende rentetilpasning, men at han kunne låse renten fast på 6,03 %. Han forespurgte, om en fastlåsning af renten var gratis, og om der var strafkurs, kurstab eller lignende, der stillede ham dårligere økonomisk, idet han bemærkede, at den ejendom, som lånet havde pant i, aktuelt var til salg. A meddelte, at der ikke var nogen strafkurs eller gebyrer. Danske Bank har anført, at det bestrides, at klageren spurgte ind til en eventuel strafkurs, kurstab eller kursrisici vedrørende indgåelse af en fastkursaftale. Samtalen koncentrerede sig om forventningerne til renteudviklingen, og om klageren ønskede at afdække risikoen ved den forestående renteforhøjelse. Klageren spurgte ikke til, hvilke omkostninger en misligholdelse af fastkursaftalen ville medføre.

Klageren rettede samme dag kl. 13.46 via e-mail henvendelse til Danske Bank, hvoraf fremgår:

"Jeg kan forstå at der er et væsentligt pres på kronekursen hvilket bevirker at Nationalbanken er nødt til at intervenere med rentestigninger – stik imod hvad ECB forventes at gøre.

Vi ønsker at fastholde vores F1 lån med udgangspunkt i at presset mod kronen er kortvarigt og at Nationalbanken vil sænke renten til et niveau der er tættere på ECBs i den nærmeste fremtid. Men vi ønsker ikke at blive ramt af endnu en rentestigning fra Nationalbankens side inden rentetilpasningen. Vi vil også meget gerne høre, hvad I forventer Nationalbanken gør på den korte bane – frem til rentetilpasningen ved årsskiftet og i løbet af 2009 for at få et billede af om en fastkursaftale er en god idé."

Senere samme dag bekræftede klageren over for Danske Bank, at han ønskede at indgå fastkursaftale vedrørende refinansiering af realkreditlånet.

Ved brev af bekræftede Danske Bank på vegne Realkredit Danmark, at der var indgået fastkursaftale vedrørende refinansieringen af realkreditlånet pr. , således at lånets rentesats ville være 6,03048 % frem til næste refinansiering. Det fremgik, at lånets refinansiering skete ved klagerens salg af 4 % inkonverterbare stående obligationer til kurs 98,085. En misligholdelse af aftalen ville medføre pligt til at erstatte Realkredit Danmark et eventuelt tab, dersom lånet af årsager, der ikke kunne tilegnes Danske Bank, ikke blev refinansieret som aftalt.

Klageren har anført, at han modtog brevet om fastkursaftalen torsdag den 30. oktober 2008 og bemærkede, at der ikke var oplysninger om aftalens betingelser, opsigelse af fastkursaftale eller økonomiske konsekvenser ved for tidlig indfrielse af lånet.

Af sagen fremgår, at der fredag den 31. oktober 2008 blev annonceret en politisk redningspakke, der påvirkede kurserne på realkreditobligationerne positivt.

Klageren forespurgte efterfølgende Danske Bank om prisen for at opsige fastkursaftalen og fik oplyst, at beløbet var omkring 25.000 kr.

Klageren rettede ved brev af 11. november 2008 henvendelse til banken og anførte, at bankens medarbejder i forbindelse med indgåelsen af fastkursaftalen havde udvist forsømmelighed i strid med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Ved brev af 26. s.m. afviste banken klagerens synspunkter.

Parternes påstande.

Klageren har den 5. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at fastkursaftalen annulleres, eller at han tillægges økonomisk kompensation "svarende til meromkostninger ved aftalen".

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at medarbejderen A oplyste, at indgåelse af en fastkursaftale var gratis, hvilket undrede ham. Han var utryg ved, at noget skulle være gratis, da et realkreditinstituts handlinger og tilbud efter hans erfaring ofte har en forretningsmæssig begrundelse. A fastholdt, at indgåelse af aftalen var gratis, ligesom der ikke var nogen strafkurs.

Banken har tilsidesat flere bestemmelser i god skik bekendtgørelsen. Han henviser navnlig til § 4, stk. 4, jf. bekendtgørelsens bilag 1, pkt. 5 og 14. Således var bankens oplysning om en forventet rente på 6,5 % sammenholdt med den tilbudte på 6,03 % medvirkende til at give indtryk af, at det var fordelagtigt at slå til straks frem for at afvente indholdet af regeringens lovpakke. A’s handlemåde fremkaldte en umiddelbar afgørelse og fratog ham tilstrækkelig mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.

A oplyste endvidere, at fastkursaftalen var gratis uden at oplyse kursrisikoen ved indfrielse før planmæssig tilpasning af renten ved udgangen af 2009.

Han anser en række andre bestemmelser i bekendtgørelsen for tilsidesat således §§ 5,6 og 14.

DanskeBank har anført, at ved henvendelsen fra klageren om indgåelse af en fastkursaftale blev det oplyst, at det på daværende tidspunkt var bankens anbefaling at indgå en fastkursaftale, hvis kunden ønskede sikkerhed for at kende størrelsen på de fremtidige renteudgifter. Det blev understreget, at beslutningen om en fastkursaftale var klagerens.

Klageren valgte selv at indgå fastkursaftalen og herved låse renten på lånet.

Klageren gav under samtalen udtryk for at have et vist kendskab til området og beskrev i mailen af 27. oktober 2008 et eventuelt rentemæssigt scenario.

Det er rigtigt, at bankens medarbejder oplyste, at det var gratis at indgå en fastkursaftale, hvilket sigtede til, at der ikke længere opkræves ekspeditionsgebyr.

Klageren spurgte ikke til størrelsen af omkostningerne ved en misligholdelse af fastkursaftalen, og banken havde ikke pligt til at rådgive klageren om konsekvensen herved. Af brevet af 27. oktober 2008 fremgår, at kunden er pligtig at erstatte et eventuelt tab ved misligholdelse af fastkursaftalen.

Klageren er blevet nøje rådgivet om forholdene om indgåelsen af fastkursaftalen. Han var endvidere utvivlsomt vidende om, at såfremt renteudviklingen på markedet efterfølgende viste sig ikke at svare til hans formodning, risikerede han at have fastlåst renten på ugunstigt niveau.

Det er bankens opfattelse, at banken har opfyldt sine forpligtelser i henhold til god skik bekendtgørelsen.

Banken har ikke handlet erstatningspådragende. Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om at kunne misligholde eller udtræde af fastkursaftalen uden omkostninger herved.

For så vidt angår klagerens bemærkninger om uønsket økonomiske konsekvenser af en eventuel førtidig indfrielse af lånet bemærkes, at det aktuelt er uvist, om klageren ville blive påført omkostninger ved en eventuel førtidig indfrielse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter drøftelse med Danske Banks medarbejder indgik klageren en fastkursaftale vedrørende refinansieringen af hans rentetilpasningslån med en restgæld på 1.400.000 kr. i Realkredit Danmark pr. , hvorved renten på lånet indtil næste refinansiering blev fastsat til ca. 6 %. Klageren måtte indse, at fastkursaftalen ville være ufordelagtig for ham, hvis renten faldt i tiden frem til det sædvanlige tidspunkt for refinansiering, og at han selv måtte bære risikoen herfor. Han måtte endvidere indse, at han i denne situation ikke kunne udtræde af fastkursaftalen uden omkostninger, og at en fastlåsning af renten på et højere niveau end nødvendigt også kunne være ufordelagtigt i forbindelse med en eventuel indfrielse af lånet.

På den anførte baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at bankens medarbejder begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for dennes beslutning om at indgå fastkursaftalen. Medarbejderens oplysning om, at indgåelsen af fastkursaftalen var gratis, kunne således ikke forstås som sigtende til de negative konsekvenser af at indgå en fastkursaftale, der som følge af den efterfølgende renteudvikling måtte vise sig at være ufordelagtig. Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at bankens medarbejder har tilsidesat bestemmelser i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Klagen tages ikke til følge.