Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ikke forringet regresmulighed. Oplysning om debitors øvrige engagement.

Sagsnummer: 525/1992
Dato: 26-04-1993
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Kaution - øvrige spørgsmål
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Ikke forringet regresmulighed. Oplysning om debitors øvrige engagement.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med, at klagerens stedsøn og dennes samlever i eftersommeren 1990 ophævede samlivet, blev deres engagement med indklagedes Skanderborg afdeling, for hvilken klageren tidligere havde afgivet kaution for 86.000 kr., opdelt i to lån på hver 126.000 kr. sikret ved gensidig kaution. Klageren afgav ved særskilt kautionserklæring af 29. september 1990 kaution for 86.000 kr. vedrørende stedsønnens lån på 126.000 kr. Kautionslånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.300 kr., første gang den 1. november 1990.

I oktober måned 1990 ydede afdelingen stedsønnen en kredit med et maksimum på 8.000 kr. Ifølge indklagede blev kreditten bevilget til betaling af et indskud på 6.000 kr. til en lejlighed samt betaling af 1.600 FF vedrørende efteruddannelse. Klageren har anført, at han lånte stedsønnen indskudsbeløbet, og at indklagede ydede kreditten til betaling af de månedlige ydelser på kautionslånet.

Indklagede har oplyst, at kautionslånet første gang kom i restance pr. 1. maj 1991 som følge af, at debitor blev arbejdsløs. Debitor meddelte ved skrivelse af 17. juli 1991 afdelingen, at han ikke var medlem af en arbejdsløshedskasse og derfor ikke kunne overholde afviklingen af lånet; han forventede dog at kunne genoptage afviklingen pr. 1. oktober 1991, idet han havde fået arbejde pr. 1. september 1991. Debitor opnåede imidlertid først arbejde pr. 1. februar 1992.

Ved skrivelse af 6. marts 1992 anmodede indklagede klageren om indbetaling af kautionsforpligtelsen.

Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at klageren ikke hæfter for kautionen, subsidiært, at klagerens hæftelse nedsættes.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at der allerede ved opdelingen af lånet i september 1990 reelt opstod restancer. Kun som følge af indklagedes ydelse af kreditten på 8.000 kr. kom kautionslånet formelt ikke i restance; men klagerens risiko blev forøget ved den skete kreditudvidelse, som skete uden underretning til klageren. Indklagede har endvidere tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 ved først efter seksmånedersfristens udløb at orientere klageren om restancerne på kautionslånet. Dette har medført, at klagernes regresmuligheder er blevet væsentligt forringet, da debitors samlede engagement er steget til knapt 300.000 kr., bl.a. ved debitors kaution for den tidligere samlevers lån. Hertil kommer, at indklagede i strid med, hvad klageren udtrykkeligt betingede sig ved kautionsløftets afgivelse, har undladt straks at give klageren meddelelse i tilfælde af misligholdelse af kautionslånet.

Indklagede har anført, at det ikke fremgår af kautionsdokumentet, hvilket også ville være usædvanligt, at indklagede er forpligtet til straks at underrette klageren ved restancer på kautionslånet. Det bestrides, at indklagede efter klagerens påtagelse af kautionsforpligtelsen har forhøjet debitors samlede engagement til 300.000 kr., idet der i dette beløb er medtaget debitors kaution for den tidligere samlevers forpligtelse. Kautionslånet kom først i restance pr. 1. maj 1991. Indklagede erkender, at man i strid med bank- og sparekasselovens § 41 har undladt at orientere klageren herom før udløbet af seksmånedersfristen. Overskridelsen er imidlertid kortvarig, ligesom debitor i den pågældende periode var arbejdsløs, hvorfor klagerens regresmuligheder ikke kan anses for forringet. Det må herved også tages i betragtning, at klagerens kautionsforpligtelse ville være mindre end lånets restgæld, selvom gælden var blevet nedbragt som aftalt.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke haft nogen pligt til på eget initiativ at underrette klageren om, at debitor havde påtaget sig at kautionere for den tidligere samlevers lån. Indklagede har heller ikke handlet i strid med sine forpligtelser over for klageren ved i oktober 1990 uden at underrette denne at have ydet debitor en kredit på 8.000 kr., og dette gælder, selv om ydelser vedrørende det kautionssikrede lån måtte være blevet betalt via denne kredit. Det er ikke godtgjort, at indklagede har påtaget sig at underrette klageren straks ved enhver misligholdelse af det kautionssikrede lån. Dette kom i restance pr. 1. maj 1991, og der skulle derfor - som også erkendt af indklagede - i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 have været givet klageren meddelelse om misligholdelsen senest den 1. november 1991. Af de grunde, der er anført af indklagede, finder Ankenævnet det imidlertid ikke sandsynliggjort, at indklagedes undladelse har forringet klagerens regresmuligheder.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.