Indsigelse om forældelse af gæld optaget i perioden fra 1987 til 1990.
| Sagsnummer: | 197/2017 |
| Dato: | 02-03-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Kristian Ingemann Petersen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Passivitet - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om forældelse af gæld optaget i perioden fra 1987 til 1990. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse om forældelse af gæld optaget i perioden fra 1987 til 1990.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Nordjylland (nu Spar Nord Bank), hvor han både var privatkunde og erhvervskunde.
Den 8. oktober 1987 optog klageren et etableringslån -399 på 300.000 kr. i Sparekassen Nordjylland. Det fremgik af gældsbrevet, at renten var variabel på for tiden 10,00 % om året, og at lånet skulle tilbagebetales med 9.780 kr. hvert kvartal, første gang den 11. december 1987.
Den 7. juli 1988 forhøjede klageren et lån -129 i Sparekassen Nordjylland med 45.293,32 kr. til 106.000 kr. Det fremgik af gældsbrevet, at renten var variabel på for tiden 15,50 % om året, og lånet skulle tilbagebetales med 2.400 kr. om måneden, første gang den 5. august 1988.
Den 20. oktober 1988 optog klageren et lån -572 i Sparekassen Nordjylland på 25.000 kr. Det fremgik af gældsbrevet, at renten var variabel på for tiden 15,50 % om året, og lånet skulle tilbagebetales med 500 kr. om måneden, første gang den 5. november 1988.
Den 28. december 1988 afgav klageren selvskyldnerkaution over for Sparekassen Nordjylland for et lån på 1.200.000 kr., som hans far, der var musikforhandler, optog i sparekassen. Klagerens selvskyldnerkaution blev efterfølgende begrænset til 200.000 kr.
Den 17. februar 1989 afgav klageren selvskyldnerkaution over for Sparekassen Nordjylland for en kredit på 400.000 kr., som hans far optog i sparekassen.
Den 1. maj 1989 optog klageren en belåningskredit -093 på 500.000 kr. i Sparekassen Nordjylland til en musikforretning, der var en af klageren personlig ejet virksomhed. Det fremgik af kreditkontrakten, at renten var variabel på for tiden 14,75 % om året. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev belåningskreditten nedskrevet til 350.000 kr.
Den 29. marts 1990 optog klageren et erhvervslån som et udlandslån via Sparekassen Nordjylland på 315.000 DEM svarende til 1.200.457,50 DKK.
Den 28. maj 1990 optog klageren en fakturabelåningskredit -432 på 150.000 kr. i Sparekassen Nordjylland til hans personligt ejede virksomhed. Det fremgik af kreditkontrakten, at renten var variabel på for tiden 12,50 % om året.
I oktober 1990 anmeldte klageren betalingsstandsning.
Banken har fremlagt notaer, hvoraf fremgår, at klagerens personlige engagement den 19. december 1990 af regnskabsmæssige grunde blev afskrevet internt med følgende beløb: Lån -399 med ÷265.025 kr., lån -572 med ÷20.906,53 kr. og lån -129 med ÷74.200,12 kr.
Den 10. oktober 1991 blev der afsagt konkursdekret over klageren. Sparekassen anmeldte et tilgodehavende på 2.714.394,58 kr. i konkursboet excl. klagerens kautionsforpligtelser. Af en cirkulæreskrivelse til kreditorerne fra marts 1993 fremgik, at der blev en dividende til simple kreditorer på 7,10 % i konkursboet.
Af et brev af 5. august 1993 fra sparekassen (nu Spar Nord Bank) til klageren fremgik, at klagerens personlige gæld til sparekassen blandt andet kunne opgøres som en gæld på 276.664,50 kr. på konto -399, en gæld på 20.906,53 kr. på konto -572 og en gæld på 74.200,12 kr. på konto -129. Det fremgik endvidere af opgørelsen, at klagerens personlige gæld til sparekassen efter, at der var foretaget modregning i et beløb på 21.514,17 kr., udgjorde i alt 371.375,32 kr. (excl. renter).
Af et brev af 5. august 1993 fra sparekassen (nu Spar Nord Bank) til klageren fremgik endvidere, at klagerens erhvervsmæssige gæld til sparekassen kunne opgøres til 2.128.831,44 kr., og til 1.561.078,33 kr. (excl. renter) efter fradrag af dividende i konkursen og salg af varelager m.v. på i alt 567.753,11 kr. I opgørelsen var blandt andet medtaget en gæld på 226.045,93 kr. på kredit -093, en gæld på 1.278.709,56 kr. på udlandslånet og en gæld på 118.935,80 kr. på kredit -432. Af en håndskreven påtegning på opgørelsen var anført følgende udregning: ”832.274 kr. ÷ 567.753 kr. = 264.521 kr.”, og herefter var anført ”blot 5 års forældelse”. Banken har oplyst, at den formoder, at beløbet på 264.521 kr. udgjorde tilskrevne renter, der ikke blev inddækket i forbindelse med konkursen.
Der er af banken og klageren fremlagt årsopgørelser for 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007 og 2016 fra banken til klageren, hvoraf fremgik en forfalden gæld på henholdsvis 371.375,32 kr., 1.556.859,33 kr. og 600.000 kr. på en konto med klagerens far som medkontohaver, i alt 2.528.234,65 kr. Det var anført, at saldoen eventuelt skulle reguleres for skyldige påløbne, men ikke betalte renter.
I november 2007 afgik klagerens far ved døden.
Af et brev fra november 2007 fra banken til klageren fremgik blandt andet:
”Få en aftale om at komme ud af din gæld
Din gæld til Spar Nord Bank udgør p.t. ÷2.528.234,65 kr. Beløbet er ekskl. forfaldne renter.
…”
Klageren har anført, at han ikke har modtaget brevet.
Af et brev af 6. februar 2008 fra banken til klageren fremgik følgende:
”Uafklaret mellemværende med Spar Nord Bank A/S
Tak for en yderst behagelig telefonsamtale. Vi kom da vidt omkring! Lad os prøve om vi i fællesskab kan finde en mulig løsning på sagen. Som jeg nævnte i telefonen, skal jeg bruge lidt materiale til belysning af din økonomi – nemlig:
- kopi af din seneste årsopgørelse fra SKAT for 2006 og gerne 2007/evt. regnskab
- kopi af forskudsregistrering for året 2007 og 2008
- kopi af de seneste 3 måneders lønsedler, eller anden dokumentation for din indtægt
- kopi af eventuelt budgetskema (gerne fra nuværende pengeinstitut)
- vedlagte ”oplysningsskema” i udfyldt og underskrevet stand
- oplysninger om andre kreditorer – herunder gældens størrelse, forrentning og eventuel afvikling
- dit forslag til afvikling af gælden, der kunne være
- et fornuftigt engangsbeløb
- et rentefrit lån, hvorpå der indbetales et fast månedligt beløb
- afvikling af et nærmere aftalt beløb, hvorefter restgælden slettes
Vær opmærksom på, at gælden andrager 2.528.234,75 kroner + renter 1.996.595,47 kroner eller i alt 4.272.007,22 kroner, så dit forslag til løsning skal ses i relation til disse tal.
…”
Klageren har anført, at han ikke har modtaget brevet.
Den 20. marts 2017 sendte banken klageren et brev, hvori den bad ham betale sin personlige gæld på 371.375,32 kr., sin erhvervsmæssige gæld på 1.556.859,33 kr. og kautionsforpligtelsen på 600.000 kr., i alt 2.528.234,65 kr. til banken. Det var anført, at gælden blev forrentet med bankens til enhver tid gældende inkassorente, p.t. 15 % om året.
I en mail af 30. april 2017 til bankens klageansvarlige gjorde klageren indsigelse mod gælden, idet han anførte, at gælden var forældet. Han anførte endvidere, at brevet af 20. marts 2017 ikke indeholdt en nødvendig specifikation af gælden.
I en opgørelse af 5. maj 2017 til klageren oplyste banken blandt andet, at klagerens personlige gæld var en gæld på 276.664,50 kr. på konto -399, en gæld på 20.510,70 kr. på konto -572 og en gæld på 74.200,12 kr. på konto -129, i alt 371.375,32 kr. og klagerens erhvervsmæssige gæld var en gæld på 226.045,93 kr. på kredit -093, en gæld på 1.278.709,56 kr. på udlandslånet og en gæld på 52.103,84 kr. på kredit -432, i alt 1.556.859,33 kr. Det var anført, at gælden blev forrentet med bankens til enhver tid gældende inkassorente, p.t. 15 % om året.
I en mail af 22. maj 2017 til banken fastholdt klageren, at gælden var forældet og oplyste, at han ville indgive en klage til Ankenævnet.
Den 9. juni 2017 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Under sagens forberedelse i Ankenævnet har banken frafaldet kautionsforpligtelsen over for klageren. For at undgå at der ikke indgår forældede renter i bankens krav, har banken endvidere pr. kulance nedsat sit krav mod klageren vedrørende den personlige gæld til en hovedstol på 100.000 kr. og sit krav mod klageren vedrørende den erhvervsmæssige gæld til en hovedstol på 900.000 kr., dvs. til en hovedstol på i alt 1 mio. kr. Hertil kommer tre års forfaldne renter beregnet på grundlag af bankens til enhver tid gældende inkassorente, p.t. 15 % om året.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Spar Nord Bank skal frafalde kravet mod ham, subsidiært at banken har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med etableringen af hans erhvervsmæssige gæld.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens krav mod ham er forældet.
Han har modtaget en del af årsopgørelserne fra banken, men ikke samtlige årsopgørelser. Han har ikke modtaget andet end årsopgørelser fra banken.
Postomdelingen til hans adresse er uregelmæssig og giver jævnligt problemer – typisk ved afløsere – idet hans bopæl er beliggende på et hjørne, hvor to veje mødes, og der opstår ofte tvivl om, hvilken vej han bor på.
Endvidere er der usikkerhed forbundet med Post Danmarks/PostNords håndtering af breve, idet der er risiko for fejlbehandling, og det er flere gange konstateret, at nogle breve er gået tabt.
Det afgørende i relation til forældelsesspørgsmålet bliver, om han har modtaget det af banken fremlagte brev fra november 2007, idet det er det eneste brev, der ville kunne afbryde den 10-årige forældelsesfrist, således at kravet ikke var forældet i marts 2017.
Han har ikke modtaget brevet fra november 2007. Bevisbyrden for at han har modtaget brevet påhviler banken. Han kan ikke føre bevis for noget, som han ikke har modtaget.
Banken har ikke løftet bevisbyrden for, at han har modtaget brevet, der tydeligvis er behandlet manuelt i et ”ad hoc projekt” i forbindelse med ikrafttrædelsen af den nye forældelseslov, hvor den manuelle behandling - i modsætning til centralt maskinelt behandlede breve – medfører flere risici for fejlbehandling. Banken har ikke redegjort for postafsendelse i det konkrete ”ad hoc projekt”, men alene henvist til at andre ikke forældelsesafbrydende og centralt udsendte breve ikke er modtaget retur. Banken har heller ikke redegjort for hverken den konkrete forsendelsesdato eller den faktiske håndtering og omfanget af projektet, som med udgangspunkt i dateringen ”november 2007” (primo/ultimo ?) manuelt skulle behandles over en til maksimalt to måneder. Endelig har banken ikke afvist de mulige fejlkilder, som han har anført.
Bankens fremsendelse af årsopgørelser til ham – som en standardprocedure – sammenholdt med det forhold at han har haft uændret folkeregisteradresse, er ikke et tilstrækkeligt bevis for afsendelse og fremkomst af et brev, som tydeligvis er et produkt af et ”ad hoc projekt”.
Han har heller ikke modtaget bankens brev af 6. februar 2008.
Han bestrider, at han har rettet henvendelse til banken om indgåelse af en aftale om betaling af gælden i februar 2008. Henvendelsen til banken vedrørte hans mors situation efter hans faders død i november 2007. Efter at han havde drøftet faderens død med banken, blev samtalen af banken styret hen til også at omfatte hans gæld til banken.
Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at banken først under sagens forberedelse i Ankenævnet har fremlagt lånedokumenterne i sagen. Af de fremlagte erhvervsdokumenter kan han konstatere, at han allerede den 1. maj 1989 stod som eneindehaver af en musikforretning. Det er i den forbindelse uklart, hvorledes det I/S, som han som 25-årig i september 1987 sammen med sin far blev en del af, blev afviklet. Han blev tilsyneladende eneindehaver af en underskudsgivende forretning, hvilket førte til hans personlige konkurs. Han blev ikke rådgivet herom.
Han modtog heller ikke nogen rådgivning eller vejledning fra banken i forbindelse med underskrift af udlandslånet.
Et eventuelt rådgivningsansvar er ikke forældet, idet han først blev bekendt med en specifikation af bankens krav mod ham i 2017.
Spar Nord Bank har anført, at gælden ikke er forældet.
Klagerens gæld til banken var undergivet en 20-årig forældelse efter de tidligere forældelsesregler. Det følger af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 3, at det er tilstrækkeligt, at der er sket afbrydelse af forældelsen efter de hidtidige regler. Afbrydelse af forældelsen sker ved enhver påmindelse til debitor.
Banken sendte i november 2007 et brev til klageren, hvor gælden blev opgjort til 2.528.234,65 kr. (excl. renter). Bankens krav blev herefter forældet efter 10 år, dvs. tidligst i november 2017. Banken modtog ikke brevet retur som ikke leveret. Brevet blev sendt til den adresse, som var og stadig er klagerens adresse.
Banken anvendte samme adresse ved fremsendelse af klagerens årsoversigter, som klageren erkender at have modtaget. Af årsoversigterne fremgik den gæld, som var opgjort i bankens brev af 20. marts 2017 til klageren.
Efter modtagelsen af brevet i november 2007 rettede klageren i februar 2008 henvendelse til banken med henblik på at indgå en aftale om gælden, hvilket dog ikke blev til noget, jf. brevet af 6. februar 2008 fra banken til klageren. Det bestrides, at klageren rettede henvendelse til banken for at afklare sin mors situation efter hans fars død. Det fremgår tydeligt af brevet, at det var klagerens økonomi og gæld til banken, der blev drøftet. I brevet blev der refereret fra samtalen, hvilke oplysninger banken havde brug for til vurdering af et muligt løsningsforslag fra klagerens side.
På denne baggrund kan det af klageren anførte om, at han ikke har modtaget brevet fra november 2007 ikke tillægges vægt, ligesom det heller ikke kan tillægges vægt, at klageren anfører, at han ikke har modtaget brevet af 6. februar 2008.
Vedrørende klagerens indsigelser om uregelmæssigheder i postgangen henvises til en kendelse af 8. januar 2016 fra Vestre Landsret i en tilsvarende sag, hvoraf fremgår, at når breve med årsopgørelser til skyldneren var fremsendt automatisk via bankens datacentral og ikke var kommet retur til Spar Nord Bank, havde Spar Nord Bank løftet bevisbyrden for, at påmindelse om kravet var kommet frem til skyldneren.
Det har ikke betydning om skyldneren for klagerens erhvervsengagement var et I/S eller klageren personligt. Klageren hæfter under alle omstændigheder direkte for gælden.
Vedrørende det af klageren anførte om et eventuelt rådgivningsansvar, kan banken ikke pålægges at dokumentere sin rådgivning næsten 30 år tilbage i tiden, og et eventuelt rådgivningsansvar er under alle omstændigheder forældet, jf. forældelseslovens § 3.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren optog i perioden fra 1987 til 1990 både en personlig gæld og en erhvervsmæssig gæld i Sparekassen Nordjylland (nu Spar Nord Bank).
Der er af banken og klageren fremlagt årsopgørelser for 2002, 2003, 2004, 2005, 2006, 2007 og 2016 fremsendt til klageren, hvoraf fremgik en forfalden gæld på henholdsvis 371.375,32 kr., 1.556.859,33 kr. og 600.000 kr. på en konto med klagerens far som medkontohaver, i alt 2.528.234,65 kr. Det var anført, at saldoen eventuelt skulle reguleres for skyldige påløbne, men ikke betalte renter. Det fremgår af årsoversigterne, at klageren boede på den samme adresse i hele perioden.
Banken har endvidere fremlagt et brev fra november 2007 sendt til klageren til den samme adresse som årsoversigterne. I brevet var det blandt andet anført, at klagerens gæld til banken udgjorde 2.528.234,65 kr. excl. forfaldne renter.
Herudover har banken fremlagt et brev af 6. februar 2008 sendt til klageren til den samme adresse som årsoversigterne. I brevet henviste banken til en telefonsamtale med klageren og oplyste, hvilke økonomiske oplysninger banken skulle bruge fra klageren, for at der eventuelt kunne findes en løsning på hans mellemværende med banken.
Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde. Indtil lovens ikrafttræden kunne forældelse efter DL 5-14-4 afbrydes ved kreditors påmindelse til skyldneren om gældens størrelse og eksistens. Ankenævnet finder, at årsoversigterne og brevet fra november 2007 fra banken indeholdt en sådan påmindelse.
Banken har oplyst, at årsoversigterne blev sendt automatisk via bankens datacentral, og at ingen af de breve, som banken har sendt til klageren, er kommet retur til banken.
Klageren har oplyst, at han har modtaget en del af årsopgørelserne fra banken, men at han ikke har modtaget andet end årsopgørelser fra banken og således ikke har modtaget brevet fra november 2007 fra banken.
På baggrund af det oplyste om bankens posthåndtering og i betragtning af, at klageren har boet på den samme adresse i hele perioden, finder Ankenævnet det meget lidt sandsynligt, at årsopgørelserne fra banken og brevet fra november 2007, ikke skulle være kommet frem. Oplysningerne fra klageren om uregelmæssig postgang, fordi hans bopæl er beliggende på et hjørne, er ikke af en sådan vægt, at det kan føre til en anden vurdering.
Dette bestyrkes yderligere af, at det fremgår af brev af 6. februar 2008 fra banken til klageren, at der forud for dette tidspunkt havde været telefoniske drøftelser mellem banken og klageren om at finde en eventuel løsning på hans mellemværende med banken.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder Ankenævnet, at Spar Nord Bank i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at påmindelsen fra november 2007 er kommet frem, og der var således ikke indtrådt forældelse af bankens krav på betaling af hovedstolen i juni 2017, hvor klageren indgav klagen til Ankenævnet.
Banken har under sagens forberedelse i Ankenævnet frafaldet kautionsforpligtelsen over for klageren. For at undgå at der ikke indgår forældede renter i bankens krav, har banken endvidere pr. kulance nedsat sit krav mod klageren vedrørende den personlige gæld til en hovedstol på 100.000 kr. og sit krav mod klageren vedrørende den erhvervsmæssige gæld til en hovedstol på 900.000 kr., dvs. til i alt 1 mio. kr. Ankenævnet lægger til grund, at en hovedstol på 1 mio. kr., som anført af banken, ikke indeholder forældede renter.
Banken har endvidere begrænset sit rentekrav til tre års forfaldne renter i overensstemmelse med den nugældende tre-årige forældelsesfrist.
Bankens krav på en hovedstol på 1 mio. kr. med tillæg af tre års renter, beregnet på grundlag af en rentesats på p.t. 15 % om året, er således ikke forældet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af banken anvendte rentesats som urimelig.
Med hensyn til det af klageren anførte om, at banken har pådraget sig et eventuelt rådgivningsansvar i forbindelse med etablereingen af hans erhvervsmæssige gæld, bemærker Ankenævnet, at når der er forløbet mere end 10 år fra rådgivningen fandt sted, til sagen blev indbragt for Ankenævnet, følger det af forældelseslovens § 3, stk. 3, at et eventuelt erstatningskrav mod banken på nuværende tidspunkt må anses for forældet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.