Betalingsoverførsel.
| Sagsnummer: | 316/1990 |
| Dato: | 13-12-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingsformidling - tilmelding
|
| Ledetekst: | Betalingsoverførsel. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. januar 1986 afgik en af indklagedes Christiansfeld afdelings kunder ved døden. Arvingerne oprettede herefter en konto i afdelingen, hvorfra begravelsesudgifter og andre udgifter vedrørende boet skulle betales. Udlægskontoen skulle løbe, indtil salgsprovenuet fra afdødes faste ejendom kunne afregnes til indklagede.
Den 27. januar 1986 fremsendte en af afdødes forretningsforbindelser følgende anmodning til afdelingen:
"Vedr. boet efter [afdøde].
Hoslagt følger ifølge aftale med ten af [arvingerne] vort sidste kontoudtog til [afdøde].
Jeg lavede en mundtlig aftale med [afdøde] feb. 83.
Beløbet skulle stå "et par år" rente og afdragsfrit."
Det fremgik af kontoudtoget af 31. januar 1983, at den gamle saldo udgjorde 8.920,80 kr. og tilskrevne renter til 31. januar 1983 udgjorde 3.720,91 kr.
Afdelingen betalte herefter den 19. februar 1986 12.641,71 kr. til forretningsforbindelsen.
Ved dom afsagt af retten i Haderslev den 16. december 1987, senere stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 8. august 1989, blev forretningsforbindelsen frifundet for et af boet rejst krav om tilbagebetaling af 12.641,71 kr.
Klageren, dødsboet, har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 12.641,71 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at indklagedes Christiansfeld afdeling har honoreret en regning fra afdødes forretningsforbindelse uden at foretage nærmere undersøgelse eller indhente boets godkendelse af regningen og betalingen heraf.
Indklagede kan ikke begrunde betalingen med, at der i betalingsmodtagerens skrivelse af 27. januar 1986 til indklagede er anført, at betalingsmodtageren skulle have indgået en aftale med en af arvingerne, da det er en anden af arvingerne, der alene havde fuldmagt til udlægskontoen. Der er tale om en usædvanlig betaling, der ikke kunne foretages uden udtrykkelig aftale med den arving, der havde fuldmagt til udlægskontoen.
Indklagede har anført, at en medarbejder i indklagedes berørte afdeling havde aftalt med arvingerne, at indklagede skulle betale de regninger, der kom, uden nærmere præcisering af, hvilke regninger, det drejede sig om. Som følge af denne aftale, forekom det ganske sædvanligt, at afdelingen ikke inden betaling af en regning påny indhentede arvingernes godkendelse. Indklagede var bekendt med, at afdøde havde en del gæld, hvorfor det ikke forekom usædvanligt, at leverandøren fremsendte en regning i forbindelse med boets opgørelse. Det fremgik af den skrivelse, betalingsmodtageren fremsendte den 27. januar 1986 til afdelingen, at der var indgået en aftale mellem betalingsmodtageren og en af arvingerne om betaling af tilgodehavendet. Der var herefter ikke tvivl for indklagede om, at regningen skulle betales. Denne disposition forekommer ganske sædvanlig og i overensstemmelse med de af arvingerne indgåede aftaler. Det forhold, at arvingerne ikke indbyrdes har afklaret, hvad de har aftalt på boets vegne, bør ikke komme indklagede til skade.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at der forelå sådanne klare aftaler om betalinger fra den hos indklagede etablerede udlægskonto, at indklagede uden forinden at indhente boets godkendelse kunne anses for beføjet til at foretage den omhandlede udbetaling. Da klageren imidlertid ikke ses at have lidt et tab, jf. herved Vestre Landsrets dom af 8. august 1989 i den af klageren anlagte sag mod forretningsforbindelsen, vil klagen ikke kunne tages til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.