Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning ved huskøb i 2007 og manglende sikring af kreditorbeskyttede midler.

Sagsnummer: 153 /2015
Dato: 22-12-2015
Ankenævn: John Mosegaard, Poul Erik Jensen, George Wenning, Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Forældelse - rådgivning
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning ved huskøb i 2007 og manglende sikring af kreditorbeskyttede midler.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning ved huskøb i 2007 og manglende sikring af kreditorbeskyttede midler.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i DiBa Bank (nu Sydbank).

Klageren modtog i 2007 en erstatning for varigt mén og tabt arbejdsfortjeneste på 1.679.759,60 kr. i forbindelse med, at hun var blevet fejlopereret. Der var ifølge klageren mulighed for at kreditorbeskytte erstatningen.

Klageren har oplyst, at erstatningen blev overført til DiBa Bank (nu Sydbank), men den blev ikke indsat på en kreditorbeskyttet konto.

Klageren har endvidere oplyst, at hun i 2007 købte en fast ejendom. Hun anvendte 1 mio. kr. af erstatningen som udbetaling i forbindelse med ejendomshandlen.

Klageren har fremlagt en kontoudskrift for en såkaldt prioriteringskonto i DiBa Bank (nu Sydbank) for perioden fra den 1. juni 2007 til den 17. juli 2007 vedrørende ejendomshandlen, hvoraf bl.a. fremgår, at der den 6. juni 2007 indgik et beløb på 885.000 kr., den 14. juni 2007 blev der trukket et beløb på 2.180.000 kr. til deponering og den 18. juni 2007 indgik der et provenu fra et realkreditlån på 1.366.946,50 kr.

Klageren har oplyst, at der i forbindelse med ejendomshandlen ikke blev tinglyst en servitut, som oplyste, at midlerne til udbetalingen stammede fra en udbetalt personskadeerstatning.

Den 1. juli 2007 flyttede klageren ind i huset.

Klageren har oplyst, at hun hverken økonomisk eller fysisk kunne klare forpligtelserne vedrørende ejendommen. I oktober 2014 satte hun huset til salg og fik i den forbindelse en mægler til at vurdere huset. Vurderingen viste, at hvis ejendommen overhovedet kunne sælges, ville salget påføre hende et underskud på ca. 300.000 kr.- 500.000 kr.

Klageren har endvidere oplyst, at ejendommen i maj 2015 var ved at blive solgt på tvangsauktion.

Parternes påstande

Den 7. maj 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Sydbank skal betale en erstatning i forbindelse med salget af hendes ejendom.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken rådgav hende til at anvende 1 mio. kr. af erstatningen i udbetaling på ejendommen for at få den billigste husleje. Hele ekspeditionen af ejendomshandlen blev foretaget af banken.

Hun flyttede ind i ejendommen uden at få udleveret et skøde på ejendommen.

Den udbetalte erstatning blev indsat på en prioriteringskonto. Banken rådgav hende ikke til at indsætte erstatningen på en kreditorbeskyttet konto.

Hun er efterfølgende blevet bekendt med, at hvis banken havde sørget for at tinglyse en servitut på ejendommen, der oplyste, at midlerne til udbetalingen stammede fra en udbetalt personskadeerstatning, så ville hun have fået udbetalingen retur ved salg af ejendommen.

Banken har ydet fejlagtig rådgivning og har udvist en ansvarspådragende adfærd, der medfører, at hun ved salg af ejendommen er afskåret fra at få udbetalingen retur ved salg af ejendommen

Sydbankhar anført, at klagen vedrører rådgivning med videre i 2007. Banken er ikke længere i besiddelse af dokumentation til brug for sagens oplysning og behandling.

Banken har forsøgt at fremskaffe en genpart af skødet fra tinglysningskontoret, men det har ikke været muligt.

Sagen må i det hele betragtes som forældet.

Det har formodningen imod sig, at banken skulle have berigtiget og tinglyst en ejendomshandel. Det er ikke sædvanligt bankarbejde. Banker medvirker typisk alene til finansiering af ejendomskøb.

Et værditab på et aktiv er ikke kreditorbeskyttet i henhold til retsplejelovens § 513, og det kan derfor ikke kræves erstattet af banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren har oplyst, at klagen vedrører rådgivning ydet af DiBa Bank (nu Sydbank) i 2007 i forbindelse med, at hun fik en større personskadeerstatning udbetalt og købte en fast ejendom for en del af erstatningen.

Klageren har endvidere oplyst, at banken berigtigede ejendomshandlen og ikke sørgede for sikring af udbetalingen, der stammede fra erstatningen.

Banken har oplyst, at den på grund af den medgåede tid ikke længere er i besiddelse af materiale, der kan belyse sagen.

Det har formodningen imod sig, at banken berigtigede ejendomshandlen og tinglyste et skøde. Ankenævnet finder ikke, at det på nuværende tidspunkt kan pålægges banken at dokumentere, at den ikke berigtigede ejendomshandlen.

Ankenævnet finder heller ikke, at det på nuværende tidspunkt kan pålægges banken at føre bevis for de nærmere omstændigheder ved indsættelsen af klagerens personskadeerstatning i banken og rådgivningen i forbindelse med ejendomshandlen. Det kan ikke komme banken bevismæssigt til skade, at den ikke er i besiddelse af materiale, der kan belyse sagen.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at et værditab på et aktiv er omfattet af bestemmelsen i retsplejelovens § 513 om kreditorbeskyttede midler. Et værditab som følge af konjunkturbestemte prisændringer på ejendomsmarkedet kan ikke danne grundlag for et erstatningskrav mod banken.

Ankenævnet finder i øvrigt efter det foreliggende, at et eventuelt erstatningskrav mod banken på nuværende tidspunkt må anses for forældet.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.