Afgørelse

Spørgsmål om nedlukning af valutalån ved valutaterminsforretning

Indledning

Denne sag vedrører, om Handelsbanken pådrog sig et erstatningsansvar ved i august 2011 at foretage en afsluttende valutaterminsforretning imod klagerens vilje.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Handelsbanken, hvor han i august 2008 fik udfærdiget en investeringsprofil, der viste høj risikovillighed.

Klageren optog den 31. oktober 2008 et valutalån i banken på 406.369 CHF til kurs 5,12 svarende til 2.080.000 kr. Lånet skulle anvendes til finansiering af klagerens ejendom. Af låneaftalen fremgik blandt andet følgende:

"…

Lånebeløb

…

Udløbsdato: Indtil videre.

…

Lånet kan i særlige tilfælde forfalde uden varsel, jf. bankens almindelige bestemmelser.

Særlige betingelser

…

Aftale om afvikling tages op til genforhandling hvert år ved regnskabsaflæggelse, senest 30.10, første gang 30.10.2009. Dette præjudicerer dog ikke bankens ret til iflg. Kontraktens bestemmelser at opsige/ophæve lånet.

SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR VALUTALÅN

…

5. Diverse

…

Medfører kursstigninger på den eller de valutaer, som lånet er ydet i, at modværdien i danske kroner udgør mere end 105 % af modværdien ved oprettelsen, bemyndiges banken til – men har ingen pligt til – at indgå terminsforretninger for låntagers regning til imødegåelse af yderligere kursrisici.

…

ALMINDELIGE BESTEMMELSER FOR LÅN OG KREDITTER TIL PRIVATKUNDER (FORBRUGERE)

…

Opsigelse

Banken og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.

Udlånsaftaler (kreditaftaler) kan dog kun opsiges af banken med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis banken opsiger udlånsaftalen, har kunden krav på en begrundelse.

…

Misligholdelse og andre forfaldsgrunde

I følgende særlige situationer er banken berettiget til at ophæve lånet/kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks:

Hvis ydelser, renter, provision eller afdrag ikke betales ved forfaldstidspunktet, og kunden ikke har betalt 8 dage efter, at banken har sendt rykkerbrev til kunden på den af banken senest kendte adresse. Ved kreditter gælder dette tillige, hvis kunden overtrækker kredittens maksimum uden bankens tilladelse.

…

Særligt om pant

…

Forringelse af pantet

Hvis pantets værdi forringes væsentligt, kan banken stille krav om, at kunden enten ekstraordinært nedbringer gælden/maksimum eller, at kunden stiller yderligere sikkerhed, der modsvarer den skete forringelse. I modsat fald kan banken betragte lånet/kreditten som misligholdt.

Hvis banken har pant i fast ejerbolig, vil banken dog ikke ved forringelse af ejendomsværdien stille krav om ekstraordinær nedbringelse eller yderligere sikkerhed, medmindre forringelsen skyldes vanrøgt.

…"

Den 20. december 2008 underskrev klageren et rådgivningsskema. Det fremgik blandt andet heraf, at klageren havde valgt valutalån, da det gav gode muligheder for en billigere ydelse trods kursrisikoen. Under punktet "Øvrige råd" fremgik følgende:

"En kursstigning til 6,00 på CHF vil medføre et tab på ca. 17 % hvilket Handelsbanken anser som det maksimale kunden kan "tåle" at tabe.

…"

Den 23. december 2010 var klageren til møde i banken, da kursen på CHF var steget til 5,96. I forlængelse af mødet påbegyndte klageren afvikling af et forbrugslån på ca. 65.000 kr.

Den 3. marts 2011 indfriede klageren forbrugslånet.

Ved møde i banken den 5. august 2011 meddelte banken klageren, at man ville foretage valutaterminsforretning ved kurs 7,00. Klageren har oplyst, at kursen for CHF på daværende tidspunkt var på 6,92.

Den 9. august 2011 foretog banken afsluttende valutaterminsforretning til kurs 700,6000.

Ifølge det oplyste blev lånet efterfølgende indfriet via prioritetslån og banklån ydet af banken.

Klageren sendte den 11. september 2011 en klage til banken over den foretagne valutaterminsforretning.

Ved brev af 4. oktober 2011 afviste banken klagen.

Som følge af kurstabet på valutalånet modtog klageren i foråret 2012 ca. 300.000 kr. i overskydende skat, som han egenhændigt investerede i aktier.

Parternes påstande

Den 5. december 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med principal påstand om, at Handelsbanken skal stille ham, som om låneaftalen aldrig var indgået, subsidiært at Handelsbanken skal stille ham som om valutaterminsforretningen var indgået ved opnåelse af 105 % vilkåret, alternativ ved kurs 6,00, mere subsidiært at Handelsbanken skal stille ham som om den afsluttende valutaterminsforretning ikke var blevet foretaget.

Handelsbanken har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at selve låneaftalen indeholdt urimelige vilkår og ikke egnede sig til forbrugerforhold.

I december 2010 henvendte han sig på eget initiativ til banken, da kursen nærmede sig 6,00. Der blev i den forbindelse indgået mundtlig aftale om, at såfremt han afviklede forbrugslånet på 65.000 kr. og oprettede en opsparing i banken, ville man ikke tvangsindløse valutalånet. Der blev ikke drøftet noget om et nyt kursloft for, hvor meget han kunne tåle at tabe.

Den 30. december 2010 gik kursen over 6,00, uden at banken reagerede herpå.

Derfor formodede han, at banken ikke ville gøre brug af sin ret til at opsige terminsforretningen. På samme måde formodede han, at der ikke længere var fastsat noget kursloft, da alle i den finansielle sektor, også Handelsbanken, var enige om, at Schweiz ikke kunne tåle den høje kurs, og at den ville falde igen.

Han har kun været til møde i banken den 23. december 2010. Herudover har han alene drøftet den stigende kurs på CHF med banken. Havde der været tale om en løbende dialog som anført af banken, ville det have været naturligt at drøfte, hvornår terminsforretningen ville blive stoppet.

I juni 2011 nåede kursen op på mere end 105 % af modværdien ved oprettelsen. Til trods herfor valgte banken fortsat ikke at indfri lånet.

Banken har anført, at han ikke kunne tåle en kurs højere end 6,00, men alligevel lod banken ham fortsætte til kursen kom op til 7,1, hvor banken uden varsel opsagde terminsforretningen, og uden at han fik en chance for at finde en alternativ løsning. Han havde således kontantværdier for yderligere 570.000 kr., som banken ikke tog højde for. Heraf 300.000 kr., i overskydende skat, som følge af kurstabet på finansieringen i CHF, 130.000 kr. i aktier samt et pensionsdepot på 350.000 kr., som dog ville udløse en strafafgift til staten på 60 %.

Han tilbød at betale 60.000 kr. årligt til en spærret konto i bankens navn i over 10 år for ikke at blive tvangsindløst, da han mente, der var tale om en panikløsning fra bankens side. En indfrielse blot 20 dage senere ville således have påført ham et mindre tab, og endnu mindre, hvis man havde ventet til oktober 2011.

Valutalånet blev indfriet mod hans vilje og i strid med bankens egne retningslinjer.

Han blev efterfølgende præsenteret for nye lånepapirer, som han fik at vide, han havde pligt til at underskrive for at dække sine tab og gælden fra valutalånet.

Ved den afsluttende valutaterminsforretning påførte banken ham et tab på 850.000 kr., som banken nu får renteindtægter for som følge af hans nye store lån i banken på ca. 2.900.000 kr.

Han anerkender, at han efterfølgende, har anvendt de 300.000 kr. han fik tilbage i skat til aktieinvesteringer. Det er ikke korrekt, at han er day-trader. Det er en aldeles ubegrundet påstand fra indklagedes side, der udelukkende er fremsat for at sætte ham i et dårligt lys. Det er under alle omstændigheder alene forholdene ved aftalens indgåelse, der bør lægges til grund for Ankenævnets afgørelse.

Handelsbanken har for så vidt angår frifindelsespåstanden anført, at lånets vilkår og bestemmelser er gældende i forbrugerforhold.

Klageren modtog rådgivning omkring lånet og de dermed forbundne risici, hvilket fremgår af de dokumenterede rådgivningsskemaer.

Klageren blev løbende orienteret på møder, ved besøg i banken og ved telefonopkald om risiciene ved finansieringen i CHF.

Klageren var fuldt bevidst om de risici, der knyttede sig til låneengagementet.

Banken opsagde ikke engagementet, men afdækkede alene en kursrisiko, som banken var berettiget til i henhold til de særlige bestemmelser for valutalån.

Årsagen til, at banken ikke tidligere afdækkede kursrisikoen skyldtes klagerens anmodning om fortsat finansiering i CHF, hvor han var bekendt med risikoen, og hvor han foretog yderligere indbetaling.

På mødet den 5. august 2011 blev klageren informeret om, at "toppen" var nået, og at indklagede ville fortage en terminsforretning, når kursen nåede 7,00. Ved denne kurs ville klagerens egenkapital være opbrugt, hvorfor en fortsat finansiering i CHF ville være for bankens regning og risiko.

At en senere valutaterminsforretning ville have påført klageren et mindre tab er irrelevant, idet hele markedet på tidspunktet for terminsforretningen var nervøse omkring udviklingen i CHF. Man afdækkede derfor sine dispositioner, og ingen havde forudset eller forventet det kursfald CHF oplevede i det følgende kvartal.

Det er indklagedes opfattelse, at klagerens overskydende skat på ca. 300.000 kr. udbetalt i 2012, burde have været anvendt til nedbringelse af klagerens engagement hos indklagede. I stedet anvendte klageren beløbet til aktieinvesteringer. Det bemærkes i den forbindelse, at der ofte bliver day-traded.

For så vidt angår afvisningspåstanden henvises til, at klageren i sine anbringende referer til mundtlige aftaler, hvilket forudsætter vidneafhøring, der ikke kan finde sted overfor Ankenævnet, men bør ske ved retten.

Det bestrides i den forbindelse, at der blev indgået mundtlig aftale omkring lånets afvikling ved mødet den 23. december 2010.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte aftalegrundlaget, som klageren kendte og forstod.

Klageren var bevidst om de stigende kurser for CHF og ønskede at fortsætte engagementet.

Klagerenmåtte indse, at bankens accept af engagementets fortsættelse i december 2010 ikke kunne sidestilles med en generel fraskrivelse af bankens ret – men ikke pligt – til at foretage terminsforretning i henhold til låneaftalens pkt. 5.

Det findes derfor ikke at kunne kritiseres, at banken bragte engagementet til ophør som sket, idet det tillige bemærkes, at banken på tidspunktet ikke vurderede, at klageren kunne stille tilstrækkelig sikkerhed til at fortsætte engagementet.

Ankenævnets afgørelse