Indsigelse mod spærring af konti og depoter tilhørende forening. Spørgsmål om retten til at disponere over foreningens midler.
| Sagsnummer: | 319/2015 |
| Dato: | 10-10-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Jesper Claus Christensen, Astrid Thomas, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Indlån - forening
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod spærring af konti og depoter tilhørende forening. Spørgsmål om retten til at disponere over foreningens midler. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod spærring af konti og depoter tilhørende en forening og spørgsmål om retten til at disponere over foreningens midler.
Sagens omstændigheder
Klageren i sagen er en forening (herefter Foreningen), som var kunde i Jyske Bank. M er formand for bestyrelsen og kasserer i Foreningen.
Af Foreningens vedtægter fra 1977 fremgik bl.a.:
”… § 2 Klubbens formål er at fremme undervandssporten og sikkerheden under dens udøvelse. Den skal, hvor det er muligt, støtte undervandsaktiviteter af kulturel og sportslig art. …
§ 5 Indmeldelsesgebyr og kontingentstørrelse fastsættes på den årlige generalforsamling. …
§ 6 Klubbens bestyrelse består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær, og et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen vælges for et år af gangen …
§ 7 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt, i April måned …
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer, eller mindst halvdelen af klubbens aktive medlemmer fremsætter ønske herom. Indkaldelsen skal ske … med mindst 14 dages varsel.
§ 9 Klubbens aktive medlemmer er stemmeberettigede …
§ 10 Alle valg afgøres ved håndsoprækning. … Alle valg afgøres ved almindelig stemmeflerhed. …
§ 15 Hvis det bestemmes på en generalforsamling at klubben skal opløses, skal en sådan afgørelse efterprøves på en ekstraordinær generalforsamling, senest en måned efter, og bekræftes af mindst 2/3 af klubbens aktive, stemmeberettigede medlemmer. Opnås dette flertal, skal bestyrelsen realisere klubbens værdier, og det indkomne over- eller underskud fordeles til medlemmerne, efter anciennitet. …”
Vedtægterne indeholdt ikke tegningsregler eller bestemmelser om vedtægtsændringer.
Af en meddelelse fra banken til Foreningen v/M af 17. juni 1991 fremgik, at M af Værdipapircentralen var registeret som rettighedshaver og administrator af Foreningens depot.
I et brev af 21. december 1993 blev banken oplyst om, at Foreningens bestyrelse bestod af fem navngivne personer, herunder M som kasserer. Brevet var underskrevet af den daværende formand for bestyrelsen i Foreningen og af M. I brevet blev det samtidig meddelt, at M var ”den eneste som kan disponere over de konti som [Foreningen] er i besiddelse af.” M modtog herefter løbende korrespondance, kontoudtog mv. for Foreningen fra banken.
Af en posteringsoversigt for en af Foreningens konti i banken fremgik, at der i 2006 og 2007 var betydelige ind- og udbetalinger på kontoen, herunder to indbetalinger pr. check på henholdsvis 550.000 kr. den 21. juli 2006 og 1.030.000 kr. den 9. marts 2007 samt en overførsel til andet pengeinstitut på 1.000.000 kr. den 26. juni 2007.
I sagen er fremlagt to fuldmagter af 25. december 2010, hvorved M gav fuldmagt til to personer til hver at disponere over en af Foreningens konti.
I sagen er fremlagt et referat af en ordinær generalforsamling i Foreningen den 2. april 2013, hvoraf bl.a. fremgik, at en person, P1, blev valgt som dirigent.
I et brev til Foreningen v/M af 16. september 2013 meddelte banken, at Skat havde anmodet banken om at vise dokumentation for Foreningen. Banken anmodede M om at sende vedtægter, referat fra generalforsamlingen 2013 samt billedlegitimation af de tegningsberettigede i Foreningen, hvorefter banken ville ”udfærdige nye dokumenter”. Banken meddelte, at Foreningens konto var spærret, indtil de omhandlede forhold var på plads, og at Skat ville inddrage Foreningens indestående til statskassen, hvis forholdene ikke var på plads inden tre år.
I e-mails af 30. september og 1. oktober 2013 anmodede banken M om at sende legitimation for samtlige bestyrelsesmedlemmer. Banken anførte, at Foreningen blev tegnet af den samlede bestyrelse, da vedtægterne ikke indeholdt en tegningsregel. Banken anbefalede, at Foreningen fik lavet en vedtægtsændring med en tegningsregel på næste generalforsamling, således at banken kun skulle have legitimationsoplysninger for de tegningsberettigede. Banken henviste endvidere til reglerne om hvidvask og anmodede M om at sende legitimationsoplysninger for samtlige bestyrelsesmedlemmer samt referat af konstituerende bestyrelsesmøde til brug for udarbejdelse af en fuldmagt fra den samlede bestyrelse til M.
I sagen er fremlagt et referat af generalforsamling i Foreningen den 6. april 2014, hvoraf fremgik, at P1 blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Endvidere fremgik, at der blev vedtaget et forslag til tilføjelse til Foreningens love, at M blev valgt til kasserer og formand, og at bestyrelsen konstituerede sig på de resterende pladser, da der ikke var indkommet andre kandidater. Referatet var underskrevet af dirigenten. I sagen er endvidere fremlagt et særskilt dokument med overskriften ”Tilføjelse til love for [Foreningen]” og med indholdet ”§6A Klubben tegnes af formanden eller kassereren. Vedtaget på generalforsamlingen den 6. april 2014”. Dokumentet var underskrevet af dirigenten og af M som formand.
I en e-mail til M af 15. august 2014 anmodede banken Foreningen om at indlevere referat fra konstituerende bestyrelsesmøde og legitimationsoplysninger for samtlige bestyrelsesmedlemmer. Banken anførte, at den samlede bestyrelse herefter kunne underskrive en fuldmagt, der gav M råderet over engagementet. I en e-mail til M af 25. august 2014 rejste banken tvivl om gyldigheden af vedtægtsændringen på generalforsamlingen den 6. april 2014 og anførte, at alene den samlede bestyrelse eller alternativt M med fuldmagt fra den samlede bestyrelse kunne disponere over Foreningens konti. Banken anmodede om dokumentation for hvem, der af generalforsamlingen var udpeget som bestyrelsesmedlemmer samt om legitimation for disse. M afviste bankens indsigelse og oplyste, at vedtægtsændringen blev gennemført ved afstemning på generalforsamlingen og i overensstemmelse med bankens anbefaling.
Af årsudskrift pr. 30. december 2014 fremgik, at Foreningen havde et samlet indestående på 24.186,71 kr. på fire konti i banken. Der er endvidere fremlagt en udateret udskrift vedrørende et åbent depot tilhørende Foreningen, der viser en beholdning af værdipapirer til en kursværdi på ca. 429.000 kr.
Den 28. september 2015 indbragte M sagen for Ankenævnet. I et indlæg i klagesagen af 2. januar 2017 meddelte M, at Foreningen var klager.
I et brev af 6. november 2015 anmodede banken klageren om at sende en aktuel medlemsliste, dokumentation for, at Foreningen eksisterede som en aktiv forening samt en redegørelse for, hvorfra Foreningen havde fået sine midler, og hvorfor indeståendet havde været urørt i en periode. Banken anførte, at hvis banken skulle godkende en vedtægtsændring med en tegningsregel, skulle vedtagelse ske på en ny generalforsamling med angivelse af bl.a. tilstedeværende medlemmer. Banken anførte, at der ikke ifølge Foreningens kontoudtog så ud til at være indgået kontingenter i perioden fra år 2000 til oktober 2015 eller sket udbetaling til almindelige driftsomkostninger, at der var indbetalt større enkeltbeløb til Foreningen, og at banken ikke var overbevist om, at Foreningen var en aktiv forening og en selvstændig juridisk enhed, herunder i forhold til Skat. Banken anførte endvidere bl.a., at M i en telefonsamtale med banken den 29. oktober 2015 ikke havde ønsket at oplyse antallet af medlemmer i Foreningen, og at M havde oplyst, at Foreningens formue, der omfattede værdipapirer for mere end 500.000 kr., var tilvejebragt ved medlemsbidrag og private donationer.
I sagen er fremlagt et referat af ekstraordinær generalforsamling i Foreningen den 29. november 2015, hvoraf fremgik, at P1 blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Af referatet, som var underskrevet af dirigenten, fremgik:
”Bestyrelsen indstiller at der tilføjes en § 6A i foreningens love. Forslaget til § 6 A lyder: Klubben tegnes af formanden eller kassereren. Ændringen til foreningens love blev enstemmigt vedtaget. Følgende medlemmer var mødt: [M] og [P1] …”
På forespørgsel fra M meddelte Skat i e-mails til M af 15. og 17. juni 2016, at Foreningens konti ikke var med på en liste, som Skat havde modtaget fra banken. Skat meddelte endvidere, at:
” Jeg [Medarbejder] i Skat har nu snakket med Jyske Bank og det er korrekt at kontiene er spærret, men de er ikke spærret i forbindelse med den statslige inddragelse. De vil sende dig et nyt brev, hvor de skriver, hvorfor de har spærret kontiene. Derfor kan vi desværre ikke hjælpe dig videre, hvordan du kan få slettet spærringen på nedenstående konti … idet de ikke er med i den statslige inddragelse.”
M fik herefter tilsendt kopi af et brev af 15. april 2013, som Skat havde sendt til bankerne i forbindelse med den statslige inddragelse. Af brevet fremgik bl.a.:
”SKAT iværksætter nu en ny statslig inddragelse af uidentificerede konti med indestående beløb. …
Inddragelsen sker med hjemmel i Skattekontrollovens § 8 J stk. 5 samt bekendtgørelse nr. 1315 af 15. december 2011 § 58 og § 59. … Under henvisning til ovenstående hjemmel skal SKAT hermed anmode de indberetningspligtige om, at indsende fortegnelse over konti med indestående, hvor den indberetningspligtige ikke har sikker viden om kontohaverens identitet, jf. bekendtgørelsens § 4. … Hvis varslingsperioden ikke har givet anledning identifikation/registrering, vil saldoen blive inddraget til fordel for statskassen. …”
I breve til M af 17. august 2016 og 5. september 2016 anmodede banken om at modtage opdaterede medlemslister og generalforsamlingsreferater, der var underskrevet af dirigenten og med dennes navn og adresse angivet. Banken tilbød endvidere, at Foreningens konti kunne frigives mod en såkaldt friholdelseserklæring fra M om, at han ville friholde banken for ethvert tab, som banken måtte blive påført, hvis banken efterfølgende blev mødt med indsigelser på grund af udbetaling af Foreningens indeståender, og således at banken afviste at dække krav fra Foreningen som følge af spærringen. M ønskede ikke at underskrive den omhandlede erklæring.
I sagen er fremlagt en erklæring, der er underskrevet af M som formand og kasserer i Foreningen den 1. januar 2017, samt af P1 og to andre personer som bestyrelsesmedlemmer i Foreningen. I erklæringen er det bl.a. er anført:
”Undertegnede der udgør den samlede bestyrelsen i [Foreningen] erklærer hermed:
At [Foreningen] eksisterer ….
… At [M] er den eneste der kan tegne [Foreningen], hvilket er i henhold til de allerede fremsendte dokumenter…”
I sagen er fremlagt diverse dokumenter og korrespondance vedrørende to andre foreninger (herefter F1 og F2), som henholdsvis P1 og M i starten af 2017 ønskede at oprette som kunder i banken. F1 blev oprettet som kunde hos banken, mens banken afviste at oprette F2 som kunde under hensyn til nærværende klagesag.
Foreningen har fremlagt en opgørelse, hvori Foreningen har opgjort et tab på 219.618.749 kr. som følge af spærringen.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal ophæve spærringen af Foreningens konti samt anerkende, at M er den eneste, der kan disponere over Foreningens konti, og at banken skal pålægges at betale en erstatning på 219.618.749 kr. til Foreningen, subsidiært en erstatning på et mindre beløb end det anførte.
Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken ikke har dokumenteret, at den har haft hjemmel til spærringen af Foreningens konti og depoter. Banken gav en løgnagtig begrundelse for spærringen. Banken anførte i brevet af 16. september 2013, at banken ”af SKAT er blevet bedt om at fremvise dokumentation” for Foreningen. Det er ved korrespondancen med Skat dokumenteret, at det ikke er tilfældet. Det var endvidere en løgn, når banken i brevet af 16. september 2013 anførte, at banken manglede Foreningens vedtægter og legitimation for de tegningsberettigede. Banken har haft vedtægterne i ca. 30 år og har haft den ønskede legitimation for M, der var eneste tegningsberettigede, i mere end 10 år. M har også private konti hos banken. Banken anførte i brevet af 16. september 2013, at den ville udfærdige nye dokumenter, når de efterspurgte dokumenter forelå. Banken gjorde ikke som lovet og fjernede ikke spærringen, selvom den allerede var i besiddelse af dokumenterne, og selvom M i september 2013 overbragte generalforsamlingsreferatet fra 2013 til banken.
Det var endnu en løgn, når banken i brevet af 16. september 2013 anførte, at ”Bringes ovenstående ikke i orden, vil konsekvensen være, at Skat om tre år inddrager kontoens indestående til statskassen”.
M kan disponere over Foreningens midler alene. Dette fremgår af Foreningens brev til banken af 21. december 1993. Der har ikke efterfølgende været ændringer i, hvem der kan disponere. Al korrespondance, kontoudtog mv. fra banken er gennem hele kundeforholdet blevet sendt til M alene. Banken har således anerkendt, at M kan tegne Foreningen. Banken har anerkendt de to fuldmagter fra 2010, der alene var underskrevet af M som fuldmagtsgiver, og har dermed anerkendt, at M var den eneste, der kunne tegne Foreningen. Fuldmagtshaverne brugte løbende fuldmagterne til at hæve på Foreningens konti. Det fremgår endvidere af posteringsoversigten, at banken tidligere har udført overførsler for Foreningen, hvor banken ingen betænkeligheder havde. M har adgang til Foreningens netbank. Frem til september 2013 kunne Foreningen have udbetalt alle sine midler til én person, hvis Foreningen havde ønsket dette. Bankens pludselige indvendinger er uforståelige. Foreningen ønsker blot at kunne disponere over sine midler og har ikke haft tanker om at hæve sine midler eller at udbetale disse til én person.
Banken anbefalede i 2013, at Foreningen vedtog en vedtægtsændring med en tegningsregel. Foreningen fulgte bankens anbefaling og vedtog en tilføjelse til vedtægterne på generalforsamlingen i april 2014. Beslutningen var enstemmig. Ingen af medlemmerne i Foreningen har betvivlet rigtigheden af vedtægtsændringen, og der har ikke efterfølgende været indsigelser over tegningsreglen, som kunne have været vedtaget af Foreningen langt tidligere. Banken afviste imidlertid vedtægtsændringen og stillede krav om, at Foreningen skulle sende referat af konstituerende bestyrelsesmøde. På foranledning og anbefaling af banken holdt Foreningen en ekstraordinær generalforsamling den 29. november 2015, hvor § 6 A igen blev vedtaget. Foreningen/M har svaret på alle bankens spørgsmål og har opfyldt kravene. Banken er løbende uberettiget kommet med nye krav.
Det fremgår tydeligt af det foreliggende materiale, at M kan disponere.
Foreningen er en meget lille forening, hvor M er valgt til både formand og kasserer. Af Erhvervsstyrelsens hjemmeside fremgår, at en forening skal bestå af mere end ét medlem. Der er foreningsfrihed og aftalefrihed for foreninger. Det kræver ingen dokumentation at være en forening. Alligevel har Foreningen/M fremlagt dokumentation for Foreningens eksistens. Opløsning af en forening kan kun ske ved dom eller ved foreningens egen opløsning af sig selv. I tilfælde af Foreningens ophør gælder § 15 i Foreningens vedtægter, Der står intet om, at banken skal spærre Foreningens midler.
Det giver ingen mening, når banken rejser tvivl om Foreningens eksistens, som banken løbende har anerkendt. Der er derfor ikke tale om, at Foreningens ejendom er ”herreløs” ejendom.
Af friholdelseserklæringen fremgår, at banken er enig i, at det er Foreningen, der ejer indeståendet på konti og depoter. Banken er ikke berettiget til at kræve, at M underskriver friholdelseserklæringen som betingelse for frigivelsen. Friholdelseserklæringen pålægger M risikoen ved at drive bank. Dette er ikke rimeligt.
En helt tilsvarende forening, F1 er uden problemer oprettet hos banken med samme dokumenter mv. som Foreningen. Det er dermed dokumenteret, at banken chikanerer og lyver over for Foreningen. Banken accepterede også den tilsvarende forening F2 som kunde. Det er dermed dokumenteret, at Foreningen opfylder alle de krav, som banken stiller til foreninger.
Foreningen har haft et tab på 219.618.749 kr. ved, at Foreningen ikke har kunnet investere sin formue som følge af spærringen.
Ankenævnet bør realitetsbehandle sagen. Det er unødvendigt at føre vidner. Det vil være nytteløst at indkalde vidner fra banken, der har dækket over løgne i sagen. De fremlagte dokumenter kræver ikke at blive understøttet af parts- eller vidneforklaringer. Der er ikke usikkerhed om bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. § 5 stk. 3 i Ankenævnets vedtægter omtaler ikke bevisvurdering i form af parts- og vidneforklaringer. Hvis Ankenævnet mener, at oplysningerne skulle give anledning til usikkerhed, bedes Ankenævnet meddele Foreningen/M dette, så Foreningen/M har mulighed for at fjerne en mulig usikkerhed i oplysningerne.
Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at Foreningen/M ikke har dokumenteret, at der på nuværende tidspunkt eksisterer en forening, hvorfor der kan være tale om ”herreløs ejendom” for så vidt angår de aktiver, som Foreningen havde, da Foreningen ophørte med at eksistere. Sådan ejendom tilhører staten ud fra det gamle princip om, at ”hvad ingen ejer, det ejer kongen.”
Det karakteristiske for en forening er, at foreningen har et antal medlemmer og en bestyrelse, at foreningens medlemmer betaler kontingent, og at foreningen har en særskilt økonomi, således at foreningens formue ikke blot tilfalder medlemmerne, i modsætning til § 15 i Foreningens vedtægter, hvori det hedder, at ”Hvis det bestemmes på en generalforsamling at klubben skal opløses, skal en sådan afgørelse efterprøves på en ekstraordinær generalforsamling, senest en måned efter, og bekræftes af mindst 2/3 af klubbens aktive, stemmeberettigede medlemmer. Opnås dette flertal, skal bestyrelsen realisere klubbens værdier, og det indkomne over- eller underskud fordeles til medlemmerne, efter anciennitet”. § 15 i Foreningens vedtægter gør, at Foreningen i forhold til M måske ikke kan anses som en økonomisk selvstændig enhed, hvis økonomi ikke er sammenblandet med andres. Materialet fra klageren er mangelfuldt. Det er efter de foreliggende oplysninger tvivlsomt, om der overhovedet består en forening. Banken kan ved en gennemgang af Foreningens konti de seneste år ikke se, at der foreligger kontingentindbetalinger.
Det er ikke klart, om klageren er Foreningen eller M.
Der foreligger nogle store posteringer tilbage i tiden. Baggrunden for disse er ikke banken bekendt, men de kan have haft erhvervsmæssigt præg.
Hvis det lægges til grund, at består en forening, er det ikke klart, hvem der kan tegne den.
Banken er ikke imod at udbetale Foreningens indestående. Banken bekendt er der ikke modstående interesser i sagen, herunder andre personer, der gør krav på beløbet. Banken ønsker imidlertid, at udbetalingen sker til den rette, så banken ikke bliver mødt med krav fra tredjemand eller Skat.
På baggrund heraf kan banken ikke på det foreliggende grundlag give M adgang til at disponere over Foreningens midler. Betingelserne i bankens brev af 6. november 2015 skal opfyldes, før der kan ske udbetaling af indeståendet.
Banken beklager, at Foreningen tilsyneladende fik misvisende oplysninger i bankens brev af 16. september 2013. Dette ændrer dog ikke ved, at det er tvivlsomt, om der eksisterer en forening, og i givet fald hvem der kan tegne Foreningen.
M har rettet henvendelse til en af bankens afdelinger og anmodet om at få oprettet et konto for F2 med stort set enslydende referater, vedtægter mv. som Foreningen. Banken formoder, at M har haft til hensigt drage paralleller til den verserende sag. Bankens afdeling har meddelt M, at banken ikke ønsker et engagement med F2 på baggrund af de problemer, der er opstået i forbindelse med Foreningen. Banken kan desværre konstatere, at det er lykkedes at oprette en forening, F1 i en anden af bankens afdelinger. Oprettelsen af F1 har ikke betydning for nærværende sag.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisvurdering i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at en stillingtagen til, om Jyske Bank er forpligtet til at ophæve spærringen af Foreningens midler samt en stillingtagen til de øvrige klagepunkter forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men må ske for domstolene. Det følger af vedtægternes § 5, stk. 3 nr. 4, at Ankenævnet derfor må afvise at afgøre sagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.