Investering i ScandiNotes IV Mezzanine og V Junior obligationer i henhold til formueplejeaftale med middel risikovillighed.
| Sagsnummer: | 985/2009 |
| Dato: | 22-07-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
Rådgivning - investering |
| Ledetekst: | Investering i ScandiNotes IV Mezzanine og V Junior obligationer i henhold til formueplejeaftale med middel risikovillighed. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om DiBa Bank har pådraget sig et erstatningsansvar ved investering af klagerens midler i ScandiNotes IV Mezzanine og V Junior obligationer i henhold til en formueplejeaftale med middel risikovillighed.
Sagens omstændigheder.
Klageren, som er født i 1951, er kunde i DiBa Bank.
Den 29. december 2006 indgik klageren en aftale med banken om formuepleje af sine pensionsmidler. Af aftalen fremgår:
"…
Aftalens formål
Med henblik på størst muligt afkast af opsparingen forvalter banken, dog under hensyntagen til den valgte investeringsstrategi – efter bedste skøn – de aktiver, der er placeret i ovennævnte depot og ovennævnte konto i overensstemmelse med betingelserne i denne aftale.
Banken alene træffer afgørelse om, på hvilke tidspunkter og i hvilke papirer, der skal investeres indenfor den valgte investeringsstrategi.
…
Ansvar
Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer ved sin underskrift på denne aftale at være bekendt med, at investering i værdipapirer indebærer risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med ændringer i værdien af værdipapirerne, i valutakurser eller i udsteders situation. Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinjer for investeringerne. Banken påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat, herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning.
Banken bestræber sig på at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale bedst muligt. Kunden er indforstået med ikke at gøre banken ansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.
Investeringshorisont
Tidshorisonten for de aftalte investeringer er 5-15 år. …
….
Risikoprofil
Middel risiko:
Der investeres i individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer samt aktiebaserede investeringsforeningers basis- og specialafdelinger. Midlerne placeres som hovedregel med en lille overvægt i obligationer.
Investeringsopbygning
Banken baserer investeringer efter denne aftale på en overordnet fordeling mellem aktivtyper. Aktivtyper omfatter kontant indestående (K), obligationsinvestering (O) samt aktieinvestering (A). Fordelingen på aktivtyper bruges som en overordnet styring af risikoen ved kundens investeringer. De værdipapirer, som kunden investerer i gennem denne aftale, benævnes investeringsobjekter. Herunder findes en oversigt over investeringsobjekter med angivelse af risiko og afkastmuligheder.
Værdipapirerne er bedømt på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er udtryk for lav risiko/afkastmulighed og 10 er udtryk for høj risiko/afkastmulighed.
INVESTERINGSOBJEKT | AKTIVTYPE | RISIKO | AFKASTMULIGHED |
Indestående på konto | K | 1 | 1 |
Korte danske obligationer | O | 1 | 2 |
Lange danske obligationer | O | 3 | 3 |
Indeksobligationer | O | 2 | 2 |
Danske erhvervsobligationer | O | 4-5 | 4 |
Udenlandske statsobligationer | O | 4 | 3 |
Udenlandske erhvervsobligationer | O | 5-6 | 6 |
Aktieindekseret obligation | A | 4 | 6 |
Basis aktieinvesteringsforeninger | A | 7 | 7 |
Special aktieinvesteringsforeninger | A | 9 | 9 |
Danske aktier | A | 10 | 10 |
Udenlandske aktier | A | 10 | 10 |
Investeringsfordeling
Banken placerer pensionsmidlerne, omfattet af denne aftale, ud fra en bestemt procentuel fordeling mellem aktivtyperne. Midlernes procentuelle fordeling samt valg af investeringsobjekter foretages ud fra bankens aktuelle markedsvurdering og den af kunden valgte risikoprofil og investeringshorisont. Den aktuelle fordeling mellem aktivtyperne kan til enhver tid oplyses af banken.
Kunden erklærer sig indforstået med, at den procentuelle fordeling på grund af markedssvingninger i perioder kan afvige. I sådanne tilfælde vil banken indenfor et passende tidsrum sikre, at depotets sammensætning tilpasses den planlagte fordeling.
…"
Ved et tillæg af 26. marts 2007 tiltrådte klageren, at definitionen af middel risiko i aftalen blev ændret til:
"…
Middel risiko:
Der investeres i individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer, aktiebaserede investeringsforeningers basis- og specialafdelinger samt individuelle danske og nordiske aktier. Midlerne placeres som hovedregel med en lille overvægt i obligationer.
…"
Banken har oplyst, at pr. 31. december 2007 udgjorde kursværdien af pensionsdepotet ca. kr. 460.000 kr. Midlerne var bl.a. investeret i:
4 % ScandiNotesVJunior, (nominelt 22.092 kr.) | Kursværdi: | 19.633 kr. |
3 % ScandiNotesIVMezzanine, (nominelt 55.184 kr.) | Kursværdi: | 50.417 kr. |
Banken har anført, at der den 19. februar 2008 blev holdt et møde med klageren og hans søn S om investeringerne i henhold til formueplejeaftalen samt en formueplejeaftale vedrørende et anpartsselskabs midler.
Af mail af 11. september 2008 fra banken til klageren og S fremgår:
"…
Vi har aftalt, at I selv fremover overvåger obligationsbeholdningerne, men vi vil alligevel lige gøre opmærksom på Scandinotes IV Mezzanine-obligationen …
…
Mezzanine-obligationen er udstedt af 21 lokale og regionale banker, heriblandt Roskilde Bank. Det samlede udlån til bankerne er på godt 2,3 mia. kr. Inden der kommer tab på Mezzanine-obligationen skal hele Junior-obligationen, der ligger under være tabt. Junior-udstedelsen er på 300 mio. kr. Roskilde Banks lån var på 200 mio. kr. hvilket betyder, at 200/300 = 66 % af junior-udstedelsen nu er væk. Der skal således være en eller flere af nedenstående banker med lån på tilsammen 100 mio. kr. der skal gå ned på samme måde som Roskilde Bank førend at Mezzanine-obligationen berøres.
I skal således forholde jer til om I tror at der vil være andre banker som går ned og om lån til disse udgør mere end 100 mio. kr. Hvis I frygter dette bør I overveje salg af obligationen.
Følgende banker er med:
[angivelse af 22 pengeinstitutter]
Vi er gerne behjælpelig med at forsøge at sælge obligationerne.
…"
Ved brev af 11. juni 2009 anførte klageren, at banken havde investeret hans - og anpartsselskabets - midler i strid med de indgåede aftaler og anmodede om, at banken erstattede hans og selskabets tab på ScandiNotes obligationerne.
Ved brev af 6. august 2009 afviste banken klagen. Banken henviste til, at der efter mødet i februar 2008 blev indgået en storkundeaftale med klageren, da han og S var af den opfattelse, at de bedre end banken kunne forvalte klagerens pensionsmidler.
Banken har oplyst, at pr. 2. oktober 2009 udgjorde kurstabet på klagerens ScandiNotes obligationer ca. 16.300 kr. på V Junior obligationen og ca. 4.800 kr. på IV Mezzanine obligationen.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. september 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank tilpligtes at tilbagekøbe ScandiNotes obligationerne til deres nominelle pålydende på 77.276 kr.
DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han ikke er blevet rådgivet om investeringen af pensionsmidlerne i ScandiNotes obligationerne og tilhørende risici.
Hans risikovillighed var middel. ScandiNotes obligationerne er for risikofyldte til hans portefølje. Banken burde aldrig have investeret i obligationerne uden først at have rettet henvendelse til ham og orienteret om konsekvenserne.
På investeringstidspunktet kendte banken reelt ikke til risikoen ved investering i ScandiNotes obligationerne.
DiBa Bank har bl.a. anført, at formueplejeaftalen giver banken fuldmagt - og en forpligtelse - til at handle værdipapirer på klagernes vegne indenfor den valgte investeringsstrategi.
Klageren skulle ikke rådgives om de enkelte investeringer, som banken foretog i henhold til aftalen.
Banken vurderede på investeringstidspunkterne, at ScandiNotes IV Mezzanine obligationerne havde en lav risiko.
ScandiNotes V Junior obligationen udgør kun en meget lille del af pensionsmidlerne.
Klagerens risikovillighed var middel. Banken har investeret i overensstemmelse med formueplejeaftalen herunder klagerens risikoprofil.
Det fremgår af aftalen, at klageren er indforstået med ikke at gøre banken ansvarlig for fejlskøn eller tab undtagen ved grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.
Klageren og S tilkendegav på mødet i februar 2008, at de bedre end banken kunne forvalte klagerens midler. S har de fornødne faglige forudsætninger for at rådgive sin far.
I mail af 11. september 2008 bekræftes, at klageren selv overvåger sine investeringer, og der oplyses om forholdene vedrørende ScandiNotes IV Mezzanine obligationen. Klageren tilkendegav herefter ikke et ønske om salg af obligationen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren valgte i formueplejeaftalen af 29. december 2006 med DiBa Bank en middel risikovillighed.
Af tillægget til formueplejeaftalen, som klageren indgik i marts 2007, fremgår, at der ved middel risiko "investeres i individuelle danske obligationer/obligationsbaserede investeringsforeninger, udenlandske obligationer i investeringsforeninger, aktieindekserede obligationer, aktiebaserede investeringsforeningers basis- og specialafdelinger samt individuelle danske og nordiske aktier. Midlerne placeres som hovedregel med en lille overvægt i obligationer."
Aftalen indeholder en oversigt over investeringsobjekter. Ifølge oversigten kan der bl.a. investeres i danske og udenlandske erhvervsobligationer. Aftalen indeholder ikke definitioner af disse begreber. Ankenævnet finder, at investeringerne i ScandiNotes obligationer som udgangspunkt ligger inden for aftalens mulige investeringsområde.
Ankenævnet finder ikke, at klagerens ønske om middel risiko udelukker, at enkelte værdipapirer måtte være forbundet med højere risiko, forudsat at banken til stadighed investerede klagerens samlede portefølje i overensstemmelse med en middel risikovillighed.
Kursværdien af klagerens pensionsdepot udgjorde pr. 31. december 2007 ca. 460.000 kr., hvoraf ca. 20.000 kr. (svarende til ca. 4 %) var investeret i ScandiNotes V Junior og ca. 50.000 kr. (svarende til ca. 11 %) i ScandiNotes IV Mezzanine.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at de oplyste investeringer af klagerens midler i ScandiNotes IV Mezzanine og V Junior obligationer er i strid med formueplejeaftalen.
Der er ikke hermed taget stilling til, om bankens investeringer i øvrigt på vegne af klageren - herunder om de skiftende sammensætninger af porteføljen - har været i overensstemmelse med de rammer, som er en følge af formueplejeaftalerne og klagerens risikovillighed. Herved bemærkes, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.