Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Lånefinansieret indskud på kapitalpension.

Sagsnummer: 499/1995
Dato: 08-05-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Lånefinansieret indskud på kapitalpension.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Den 7. juli 1994 fyldte klageren 60 år. Klageren havde i indklagedes Sundvej afdeling, Horsens en kapitalpensionsordning.

I efteråret 1994 ønskede klageren pensionsordningen ophævet. Afdelingen foreslog klageren at foretage et indskud på 30.000 kr. på kontoen for straks herefter af ophæve den. Afdelingen tilbød at finansiere indskuddet. Klageren accepterede dette, og den 25. oktober 1994 blev der oprettet et gældsbrev på 30.591 kr., hvoraf 591 kr. medgik til omkostninger. Klageren gav samtidig indklagede sikkerhed i overskydende skat.

Den 29. november 1994 krediteredes nettoprovenuet fra kapitalpensionsordningen 24.632,90 kr. på klagerens lån, hvis saldo herefter udgjorde 5.958,10 kr.

I foråret 1995 viste det sig, at klageren ikke fik overskydende skat tilbagebetalt, men at der i stedet fremkom restskat.

Indklagede har oplyst, at man i forbindelse med drøftelserne forud for etablering af ordningen forespurgte klageren, om dennes hidtidige indtægtsforhold kunne lægges til grund, herunder en indkomst på ca. 200.000 kr. Dette bekræftede klageren. Afdelingen foretog en beregning, hvorefter der ved udbetaling til klageren af indskuddet på ordningen ville blive fratrukket 40% i skat eller 12.000 kr. Klagerens indkomstskat ville udgøre 42,4% med tillæg af 5% i mellemskat, i alt 47,4%. Med denne skatteprocent ville klageren opnå et fradrag på 14.220 kr., og den skattemæssige besparelse ville derfor udgøre 2.220 kr. Herfra skulle trækkes omkostninger ved lånets etablering på 591 kr. samt renteudgifter på lånet. Afdelingen forudsatte videre, at der ville påløbe en renteudgift på lånet på ca. 500 kr. i en måned, indtil provenuet for ordningen var udbetalt. Lånets restgæld ville på dette tidspunkt udgøre ca. 6.000 kr., som skulle forrentes frem til omkring 1. april 1995, hvor overskydende skat forventedes udbetalt. Den samlede renteudgift beregnedes til i alt 1.400 kr. eller netto 700 kr. Afdelingen lagde således følgende til grund:

Bruttofortjeneste
÷ låneomkostninger
÷ anslået nettorenter

Overskud i alt

2.220 kr.
591 kr.
700 kr.

930 kr.

Indklagede har yderligere oplyst, at det efterfølgende konstateredes, at beregningen af klagerens skatteprocent ikke var korrekt, da klageren som følge af sin ægtefælles personlige indkomstforhold ikke skulle betale mellemskat på 5%. Klagerens skattefordel var derfor kun 2,4% af 30.000 kr. eller 720 kr.

Ved klageskema af 3. oktober 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 7.400 kr. svarende til den aktuelle restgæld på lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 1.183,92 kr., som fremkommer således:

Bruttofortjeneste
÷ låneomkostninger
÷ renter (brutto for perioden

indtil 1. oktober 1995

720,00 kr.
591,00 kr.
1.312,92 kr.

÷ 1.183,92 kr.

Klageren har anført, at indklagedes medarbejder forud for ordningens etablering oplyste, at han kunne spare 15.000 kr. i skat. I stedet er fremkommet en gæld på 7.400 kr. Han er ordblind og har ikke indsigt i økonomiske forhold; han stolede på indklagedes oplysninger.

Indklagede har anført, at man forud for ordningens etablering gjorde opmærksom på, at en forudsætning var, at klagerens forskudsregistrering for 1994 var korrekt. Klageren oplyste, at en revisor havde udarbejdet denne, hvorfor den skulle være i orden. Ved betaling af beløbet på 1.183,92 kr. stilles klageren således, at han ikke lider tab. Klagerens påstand i øvrigt bør ikke tages til følge, idet klagerens restskat er nedbragt med et beløb svarende til den skattemæssige fradragsværdi af kapitalpensionsindskuddet, hvorfor klagerens restskat uden indskuddet ville være blevet tilsvarende større og restgælden på lånet derfor modsvares af en lavere restskat.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at indklagede ved indsættelse af beløbet på 1.183,92 kr. på det omhandlede udlån med valør 1. oktober 1995 stiller klageren således, at denne ikke har lidt tab som følge af den etablerede ordning.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger indsætte 1.183,92 kr. på klagerens lån med valør 1. oktober 1995. Klagegebyret tilbagebetales klageren.