Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende rammeaftale for valutaforretninger etableret i 2005 og om manglende brug af stop-loss. Spørgsmål om forældelse.
| Sagsnummer: | 132/2016 |
| Dato: | 04-07-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Jesper Claus Christensen, Kjeld Gosvig-Jensen, Lani Bannach og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Forældelse - rådgivning Terminsforretninger - indgåelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende rammeaftale for valutaforretninger etableret i 2005 og om manglende brug af stop-loss. Spørgsmål om forældelse. |
| Indklagede: | Totalbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende en rammeaftale for valutaforretninger etableret i 2005 og om manglende brug af stop-loss. Spørgsmål om forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Totalbanken, hvor han i oktober 2005 havde et engagement i banken på ca. 650.000 kr. fordelt på ”udlån særaftale” på ca. 250.000 kr., et lån på ca. 170.000 kr. til køb af Plus 5 Vækst Index 2009 obligationer og et lån på ca. 230.000 kr. til køb af Plus Emerging Markets 2010 obligationer og Bankinvest Højrentelande (lokalvaluta) obligationer. Til sikkerhed for engagementet havde banken sikkerhed i de anførte værdipapirer og i et ejerpantebrev i klagerens ejendom.
Den 6. oktober 2005 indgik klageren en rammeaftale for indgåelse af valutaforretninger med banken med en ramme på 5 mio. kr. til genforhandling senest den 1. november 2006. Af rammeaftalen fremgik blandt andet:
”…
2. Terminologi
…
2.1.5.
-”åben valutaforretning”: En forretning, hvortil modforretning ikke er indgået, hvorfor forretningen indeholder en valutakurs- og valutarenterisiko for kunden.
2.1.6.
-”modforretning”: En forretning, der indgås for at fastholde en gevinst eller et tab i en åben forretning. Modforretning indgås med samme forfaldsdag som den åbne valutaforretning, men med modsat opfyldelsesforpligtelse.
…
4. Kundens hæftelse
Kunden hæfter ubegrænset over for Totalbanken for ethvert tab, som kunden måtte få på de – i henhold til AFTALEN – indgåede valutaforretninger og er forpligtet til på anfordring at holde Totalbanken ska-desløs for ethvert tab, som måtte følge af de indgåede valutaforretninger.
…
Kunden alene er ansvarlig for resultatet af indgåede valutaforretninger. Dette gælder også for forretninger, som indgås efter rådgivning fra Totalbanken.
Kunden er bekendt med, at indgåelse af valutaforretninger er behæftet med høj risiko for tab.
…
8. Stop-loss klausul
For AFTALEN gælder en Stop-loss klausul på 5 %, hvorved forstås, at i det omfang kundens nettotab på:
- åbne valutaforretninger
- valutaforretninger, for hvilke der er indgået modforretninger, samt
- et eventuelt forfaldent tilgodehavende, som Totalbanken måtte have hos kunden i henhold til AFTALEN,
overstiger 5 % af rammebeløbet – svarende til DKK 250.00,00 – kan Totalbanken efter eget valg vælge
- at opsige AFTALEN uden varsel,
- at tillade en overskridelse af aftalt Stop-loss,
- at træffe særlig aftale med kunden eller
- at stille krav om sikkerhed i form af indlån i Totalbanken i danske kroner.
I sidstnævnte tilfælde skal sikkerheden tilvejebringes på anfordring.
…”
Banken har oplyst, at rammeaftalen herefter løbende blev forlænget og genforhandlet.
Banken har endvidere oplyst, at klageren løbende fik tilsendt bekræftelser ved indgåelse, forlængelse eller lukning af valutaforretninger. Herudover fik klageren hvert år tilsendt en markedsværdiopgørelse/statusrapport over sine finansielle aftaler opgjort ved årets slutning.
I perioden fra rammeaftalens etablering til udgangen af 2008 havde klageren en samlet fortjeneste på ca. 628.000 kr. under rammeaftalen.
Af statusrapport for udgangen af december 2009 fremgik, at klageren havde to åbne valutaforretninger i CHF/NOK (norske kroner) og i EUR/TRY (tyrkiske lira) med negative markedsværdier, og af statusrapport for udgangen af december 2010 fremgik, at klageren havde fire åbne valutaforretninger i EUR/TRY, EUR/NOK, EUR/CHF og NOK/DKK alle med negative markedsværdier.
I en mail af 11. august 2011 til sin rådgiver i banken anførte klageren blandt andet:
”…
De seneste år har valutaforretningerne været svære at styre. Jeg kan ikke sige om det er specielt Totalbanken, som har svært ved at komme med gode beslutninger eller om det er generelt i bankverdenen.
Dog vil jeg påpege følgende områder, hvor jeg er meget skuffet.
…
Om mandagen aftalte vi at gå ind ved 6,95 og ud ved 6,85. Da jeg ser, at vi er på vej mod 6,87, men at der er ved at være stop i nedgangen, sender jeg en mail ind til [navne] kl. 08:52 og ringer til begge to kl. 08:59 uden at få forbindelse. Alligevel skal jeg selv ringe kl. 10:50 for at meddele, at jeg synes vi skulle stemple ud. Men nu var det igen for sent. Jeg synes her, at det er meget sent at reagere fra deres side. Jeg fik altså ikke en gevinst på kr. 15.000, men en udstempling i CHF 7,25 om onsdagen på opfordring af [navn] med tab igen. Jeg tror ikke [navn] var i tvivl om at jeg var frustreret over at han ikke kontaktede mig, men at jeg selv måtte ringe igen.
I dag er kursen så gået nedad hele dagen. Det er måske svært at se denne trend. Men jeg ser ikke et initiativ fra [navn] til at diskutere dagens udvekling. Her kl. 1800 ligger vi omkring 6,82!
Jeg har faktisk selv påvist en klar tendens hver dag i CHF. Den går 10 point ned hver morgen ved 9-tiden.
Jeg har heller ikke rigtigt gennem de sidste to år set mange initiativer på at få min stigende negative valutaudvikling vendt. Vi har haft flere møder, men uden vi har kunnet vende det effektivt. Jeg synes måske, at vi i en lang periode mest accepterede stigningen uden at vi brugte andre valutaer som Rand eller lignende til at kommende ned.
Jeg har på intet tidspunkt handlet på egen hånd, men kun ud fra de råd Totalbanken har givet mig. Altså er der ikke foretaget uansvarlige handlinger fra min side. Så i den forbindelse er det oplagt, at jeg kun kan stole på de råd, jeg får fra banken.
Derfor er mit spørgsmål, om banken er gearet til at håndtere valutahandel? ….
…”
Den 22. august 2011 indgik klageren en ”Aftale om Stop-loss – Terminsforretning” med banken om en ”Stop-loss kurs” på henholdsvis TRY og MXN (mexicanske pesos) vedrørende nogle terminsforretninger i henholdsvis EUR/TRY og i EUR/MXN.
I august 2011 blev klagerens ramme for indgåelse af valutaforretninger nedskrevet til 2,5 mio. kr. og der blev etableret et lån -156 på 950.000 kr. til dækning af klagerens tab på valutaforretninger på 947.800 kr. Af gældsbrevets særlige betingelser fremgik blandt andet:
”Kreditten er oprettet til dækning af tab på valutaterminsforretninger, og kreditten tages op til fornyet overvejelse pr. 1.10.2013 med henblik på reel afdragsbetaling.”
Af statusrapport for udgangen af december 2011 fremgik, at klageren havde tre åbne valutaforretninger med en negativ markedsværdi på over 700.000 kr.
Den 15. oktober 2012 blev rammeaftalen forlænget til genforhandling senest 1. oktober 2013.
Fra 2013 indgik klageren ikke nye valutaforretninger, men aftalte alene med banken at forlænge sine bestående valutaforretninger.
I oktober 2015 afholdt klageren et møde med banken om sit engagement, og banken udarbejdede i december 2015 et oplæg til nedbringelse af engagementet med klageren. Det fremgik af oplægget, at klageren på daværende tidspunkt havde et urealiseret tab på valutaforretninger på ca. 862.000 kr. Banken stillede krav om, at der blev indlagt stop-loss for de enkelte valutaforretninger efter nærmere aftale.
Klageren ønskede ikke at indgå en aftale med banken i overensstemmelse med bankens oplæg. Klageren tilbød i stedet banken til fuld og endelig afgørelse af gælden at betale to gange 250.000 kr., og maksimalt 650.000 kr., hvilket svarende til den pålydende værdi af det ejerpantebrev, som banken havde sikkerhed i.
Banken afslog klagerens akkordforslag. I februar 2016 ophørte klageren med at betale løbende ydelser på sit engagement i banken, og engagementet blev herefter opsagt til fuld indfrielse.
Den 13. april 2016 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren overdrog sin ejendom til sin ægtefælle, men ejendommen blev efterfølgende overdraget tilbage til klageren, idet ejerpantebrevet pantsat til banken var til hinder for overdragelsen.
De sidste af klagerens valutaforretninger blev lukket den 3. juni 2016, hvorved der blev realiseret et yderligere tab på 865.459 kr.
I august 2016 indbragte banken sagen for fogedretten som en delfordring på 100.000 kr. med anmodning om foretagelse af udlæg i klagerens ejendom.
Klageren gjorde indsigelse mod fogedforretningen, og den 29. november 2016 afsagde fogedretten en kendelse, hvoraf blandt andet fremgik:
”…
Fogedretten finder efter sagens oplysninger, at det ikke er åbenbart, at sagen er uegnet til behandling ved Pengeinstitutankenævnet. Derimod finder fogedretten ikke, at sagen ved Pengeinstitutankenævnet kan få afgørende indflydelse på fogedsagen. Fogedretten har herved navnlig lagt vægt på, at [klageren] over for Pengeinstitutankenævnet har anerkendt at skylde Totalbanken et beløb på ikke mindre end 500.000,00 kr. Det må således antages, at [klageren], uagtet udfaldet af Pengeinstitutankenævnets afgørelse, vil hæfte over for Totalbanken A/S for et større beløb, der kan søges inddrevet gennem fogedretten. Det skal således også bemærkes, at Totalbanken A/S alene har indbragt fogedsagen som en delfordring på 100.000,00 kr.
Fogedretten finder på denne baggrund ikke grundlag for at udsætte fogedsagen på Pengeinstitutankenævnets behandling, jf. retsplejelovens § 502, stk. 1.
…”
Den 10. januar 2017 blev der i fogedretten foretaget udlæg i klagerens ejendom.
Banken har oplyst, at restgælden på lån -156 pr. 1. februar 2017 udgjorde ca. 812.151 kr., hvortil kom det yderligere tab på valutaforretninger på 865.459 kr., som var blevet realiseret i juni 2016. I februar 2017 udgjorde klagerens samlede gæld opstået som følge af tab på valutaforretninger i alt ca. 1.677.610 kr.
Klageren kærede fogedrettens afgørelse til landsretten, der ved en kendelse af 20. april 2017 stadfæstede fogedrettens foretagelse af udlæg i klagerens ejendom.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Totalbanken skal acceptere, at han frigøres for gælden mod betaling af 500.000 kr.
Totalbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken har ydet mangelfuld rådgivning vedrørende risikoen ved valutaforretningerne. Forinden han indgik rammeaftalen med banken i 2005, besøgte hans rådgiver ham hjemme for at fortælle om valutaterminsforretninger. Rådgiveren forklarede, at banken anvendte to parallelle forretninger således, at hvis den ene gik skævt, ville den anden udligne underskuddet, således at det i princippet var risikofrit.
I rammeaftalerne var det anført, at banken kunne anvende to gange 250.000 kr. stop-loss. Han opfattede stop-loss som den risiko, som han påtog sig og mener ikke, at han hæfter for mere end 500.000 kr., dog maksimalt for ejerpantebrevets pålydende beløb på 650.000 kr.
Hans gæld til banken er accelereret på grund af bankens manglende brug af stop-loss som anført i rammeaftalerne.
Han vidste intet om denne type bankforretninger. Det var bankens valutaafdeling, der foretog spekulationen, og alle de valutaforretninger, som han indgik, var på bankens anbefaling. Banken tilgodeså kun, at den selv kunne lave forretninger og få en god indtjening.
Der kom gevinster ud af valutaforretningerne i starten og derfor stolede han på, at banken havde viden om valutaforretninger.
I årene 2009 og 2010 lod banken forretningerne køre passivt og skabte dermed et tab over stop-loss grænsen.
Ved en valutaforretning i juni 2010 i CHF/NOK fik han et minus på ca. 352.201 kr. i stedet for en gevinst på ca. 15.000 kr., fordi han ikke kunne komme igennem til banken pr. telefon.
Ved optagelsen af lån -156 på 950.000 kr. i 2011, anbefalede banken ham at fortsætte valutaforretningerne for at reducere tabene. Lånet var alene en parkering af et tab, som herefter ikke længere figurerede som valutaspekulation, mens han fortsatte med en mindre rest af valutaforretninger på ca. 400.000 kr., indtil denne gæld var væk. Herefter var det meningen, at lånet på ny skulle åbnes, og der skulle arbejdes videre med valutaforretninger for at bringe lånet ned. I 4½ år betalte han på et parkeret lån til en rente på 6,5 %, mens banken tjente yderligere på passive valutaforretninger, som alene medførte, at gælden til banken voksede.
Det undrer ham, at banken ikke efterfølgende aktivt gik ind og ud af valutaforretninger. Banken manglede indsigt i valutamarkedet, ellers ville der have været flere transaktioner fra bankens side.
Indtil lukningen af hans resterende valutaforretninger i juni 2016 anbefalede banken, at han fortsatte med valutaforretningerne, selv om de havde givet et tab. Det var en skrue uden ende, og banken bragte ham derved i en umulig økonomisk situation.
Ved overdragelsen af ejendommen til hans ægtefælle satte banken ”en kæp i hjulet”, så det optagne realkreditlån ikke kunne rulles tilbage. Dette viser, at banken ikke havde en interesse i at finde en fornuftig løsning på sagen.
Ved indgivelsen af klagen var han 62 år og almindelig lønmodtager med udsigt til pensionering efter 3 ½ år uden mulighed for at betale/afvikle en gæld på ca. 1,7 mio. kr. Han er uforstående over for, at Totalbanken efter landsrettens afgørelse kan tvinge ham ud af hans hjem, mens Ankenævnet vurderer hans sag.
Han bestrider, at kravet mod banken er forældet. Lån -156 var et teknisk indgreb og skulle åbnes igen, når resten af tabet var vundet ind.
Totalbanken har anført, at klageren siden etableringen af den første rammeaftale for valutaforretninger i 2005 flere gange har underskrevet rammeaftaler, hvoraf fremgik, at indgåelse af valutaforretninger var behæftet med en høj risiko for tab.
Det fremgik endvidere af rammeaftalerne, at der var en risiko på åbne valutaforretninger. Rammeaftalerne indeholdt ligeledes en beskrivelse af muligheden for at indgå modforretninger for at fastholde en gevinst eller et tab i en åben forretning.
Klageren fulgte udviklingen på valutamarkedet tæt og var aktiv i beslutningsprocessen. Dette illustreres blandt andet af den mail af 11. august 2011, som klageren sendte til sin bankrådgiver.
Klageren kunne til enhver tid opsige rammeaftalerne med øjeblikkelig virkning.
Banken kan ikke se, at den har indgået andre skriftlige aftaler med klageren end rammeaftalerne og stop-loss aftalen i august 2011. Banken har handlet i overensstemmelse med disse aftaler.
Klageren har i øvrigt løbende fået tilsendt bekræftelser ved indgåelse, forlængelse eller lukning af valutaforretninger.
Banken bestrider, at klageren ikke kunne komme igennem til banken pr. telefon i juni 2010. Bankens telefonsystem var indrettet således, at bankens kunder altid kunne blive viderestillet til en anden medarbejder i banken, hvis den ønskede medarbejder ikke var tilgængelig.
Banken bestrider, at klagerens valutaforretninger blot ”kørte passivt” i 2009 og 2010, idet der i perioden skete både forlængelser og omlægninger af forretningerne, jf. statusrapporterne for udgangen af december 2009 og udgangen af december 2010.
Klageren kunne i 2011, hvor hans tab på 947.800 kr. blev omlagt til et lån, have valgt at stoppe med valutaforretninger, men klageren besluttede sig for at fortsætte, hvilket medførte yderligere tab. På tidspunktet af omlægningen af tabet til et lån, kunne klageren ikke være i tvivl om indholdet af stop-loss klausulen i rammeaftalerne.
Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år.
Klageren havde i august 2011, hvor han realiserede et tab på 947.800 kr., et tilstrækkeligt kendskab til konsekvensen af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav, der derfor var forældet senest i august 2014.
Efter en gennemgang af klagerens økonomi er det bankens opfattelse, at klageren i overensstemmelse med bankens oplæg fra december 2015 vil være i stand til at afvikle gælden over en længere periode. Banken ønsker derfor ikke at acceptere klagerens akkordforslag.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at klagerens hæftelse ikke ses at være begrænset til 500.000 kr. eller til maksimalt 650.000 kr.
Det følger af stop-loss klausulen i punkt 8 i rammeaftalen for valutaforretninger fra 2005 og de rammeaftaler, som klageren efterfølgende har underskrevet, at banken efter eget valg kunne vælge at bringe klausulen i anvendelse. Ifølge det oplyste har banken ikke valgt at bringe stop-loss klausulen i anvendelse.
Klageren har i øvrigt ikke godtgjort, at han har indgået andre skriftlige aftaler om stop-loss med banken end aftalen indgået i august 2011.
Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.
Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald i august 2011, hvor han optog lån -156 til dækning af et tab på 947.800 kr. på valutaforretninger, havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning vedrørende valutaforretninger under rammeaftalerne til at rejse et eventuelt erstatningskrav.
Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med indgåelsen af rammeaftalen for valutaforretninger i 2005 og rådgivning om at fortsætte med valutaspekulation på trods af, at der var realiseret et betydeligt tab på valutaspekulation, var derfor forældet den 13. april 2016, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordordning.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.