Afgørelse

Refinansiering af kortrentelån. Kurssikring.

Klagerne havde i deres ejendom et kortrentelån til det indklagede institut. Instituttet orienterede i oktober 2008 klagerne om den forestående refinansiering og om muligheder for at ændre refinansieringsprofilen samt indgå fastkursaftale. Instituttet fremsendte den 8. oktober 2008 to aftaler til klagerne – den ene vedrørte en ændring af rentetilpasningsprofilen og skulle underskrives af klagerne, den anden var en allerede indgået fastkursaftale med tilhørende specifikation. Både følgebrevet til begge aftaler og et følgebrev til selve fastkursaftalen indeholdt en opfordring til klagerne om straks at henvende sig til instituttet, hvis de havde bemærkninger til det fremsendte. Der opstod efterfølgende en tvist om, hvorvidt der var indgået en fastkursaftale.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at de ikke telefonisk havde indgået en fastkursaftale vedrørende refinansieringen. Instituttet påstod frifindelse. Under klagesagen anførte klagerne blandt andet, at klager 1, der havde ført den telefoniske dialog med instituttet, ikke kunne handle på klager 2’s vegne, og at de havde opfattet materialet sådan, at der krævedes en underskrift fra dem, før de var bundet.

Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at klager 1 havde fuldmagt til at handle på vegne af klager 2. Flertallet fandt, at det på baggrund af det fremsendte burde have stået klagerne klart, at der efter instituttets opfattelse var indgået en fastkursaftale - også selv om fastkursaftalebekræftelsen blev fremsendt sammen med aftalen om ny rentetilpasningsprofil, der skulle underskrives af klagerne. Klagerne havde heller ikke fulgt opfordringen til straks at kontakte instituttet, hvis de havde bemærkninger. Flertallet fandt på den baggrund, at der den 8. oktober 2008 var indgået en bindende fastkursaftale mellem klagerne og instituttet, og stemte for at frifinde instituttet. Mindretallet fandt, at det fremsendte ikke med den nødvendige klarhed og utvetydighed angav, om der til indgåelse af aftalerne, herunder fastkursaftalen, forudsattes en underskrift fra klagerne. Mindretallet bemærkede videre, at det for den almindelige låntager måtte fremstå således, at en disposition af en så betydelig størrelsesorden alene kunne indgås skriftligt. Uklarheden og tvetydigheden i det fremsendte sammenholdt med størrelsen på lånet måtte efter mindretallets opfattelse føre til, at en bindende fastkursaftale ikke kunne anses for indgået. Mindretallet stemte derfor for at give klagerne medhold. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.