Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 336 /1991 |
| Dato: | 12-02-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 10. marts 1986 ydede indklagedes Nibe afdeling klagerne et lån på 125.000 kr. Provenuet af lånet skulle anvendes til køb af en bil og det var i lånedokumentet anført, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.200 kr., første gang den 1. juni 1986. Det var endvidere anført
"Ydelsens størrelse er fastsat, således at lånet med den nuværende rentesats vil være tilbagebetalt ca. den 1. juni 1991".
Den aktuelle rentesats var ikke oplyst i lånedokumentet, men det var anført, at indklagede ved renteændringer var berettiget til at forlange ydelsen ændret.
Efter at klagerne var blevet opmærksomme på, at lånets restgæld den 23. august 1988 udgjorde 93.681,69 kr., rettede den ene klager henvendelse til Nibe afdeling. Der er ikke enighed mellem parterne om, hvad der aftaltes og drøftedes på dette møde. Ved skrivelse af 23. november 1990 rettede denne klager henvendelse til Nibe afdeling vedrørende billånet. I skrivelsen anførtes:
"Vi to havde en snak om lånet den 8. september 1988, hvor du satte renten til 11%, men på kontoudtog den 17. oktober 1990 trækkes der 13% i rente".
Efter yderligere brevveksling mellem indklagede og FDM på klagerens vegne, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerne ved betaling af ydelsen pr. 1. juni 1991 er frigjort overfor indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært om afvisning i medfør af vedtægternes § 7.
Klagerne har anført, at de forinden accept af indklagedes lånetilbud havde fået lånetilbud fra andre pengeinstitutter, hvor de havde forhandlet sig frem til at betale 2.200 kr. om måneden i 5 år. Klagerne bestrider derfor, at de skulle have været i ond tro i forbindelse med indgåelsen af låneaftalen. Klagerne finder ikke, at de som almindelige forbrugere er forpligtet til at kontrollere, hvorvidt rentesatsen på et lån må anses for værende lav, hvis lånet skal afvikles indenfor det tidsrum, som er anført på lånedokumentet. Klagerne bestrider, at det på mødet den 8. september 1988 i Nibe afdeling eller senere blev aftalt, at lånet som følge af en fejl begået af Nibe afdeling herefter skulle forrentes med en rentesats, der var 2% lavere end den gældende rentesats for billån hos indklagede, idet klagerne aldrig har accepteret et sådant tilbud.
Indklagede har anført, at lånets forrentning blev aftalt som variabel og på etableringstidspunktet var 11,5%. På baggrund af denne rentesats skulle den faste ydelse pr. måned have været fastsat til 2.750 kr. og ikke som anført i lånedokumentet 2.200 kr., for at løbetiden på 5 år kunne have været overholdt. Under forudsætning af en uændret rente i lånets løbetid ville opretholdelse af den lave ydelse - og den dertil knyttede løbetid - indebære, at lånet skulle tilbagebetales med 132.000 kr., altså kun 7.000 kr. i rente svarende til 2,15% p.a. Under mødet i afdelingen den 8. september 1988 tilbød indklagede som kompensation for fejlen per kulance at yde en rentedekort, således at lånet for fremtiden skulle forrentes med 1,5% under den normale rentesats på billån. Den pågældende klager ønskede at drøfte dette tilbud med den anden klager, men da indklagede ikke havde modtaget anden instruktion, blev renten den 12. september nedsat med de tilbudte 1,5% p.a. Efter at den anden klager telefonisk havde rettet henvendelse til indklagede den 13. september 1988, blev rentedekorten fastsat til 2% p.a., således at renten nedsattes til 11% p.a. mod den dagældende sædvanlige rente på 13% p.a. Denne aftale blev indgået, efter at fejlen vedrørende lånets ydelse og afvikling var opdaget, og uden at ydelsen blev forhøjet, hvorfor løbetiden automatisk blev forlænget. Klagernes oplysning om, at de har modtaget tilbud om billån fra andre pengeinstitutter bestyrker indklagedes anbringende om, at klagerne indså eller burde have indset den af banken begåede fejl. Såfremt disse tilbud havde samme hovedstol som lånet hos indklagede, må der enten have været tale om en længere afviklingsperiode eller om en højere månedlig ydelse. Denne sammenligning lånene imellem burde have bragt klagerne i ond tro.
Til støtte for afvisningspåstanden gør indklagede gældende, at såfremt klagerne bestrider, at der den 13. september 1988 blev indgået en ny aftale om lånets forrentning og afvikling, vil sagens afgørelse forudsætte en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter den indklagede afgivne redegørelse, der på afgørende måde bestyrkes af den ene klagers skrivelse af 23. november 1990 til indklagede, finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at parterne i september 1988, efter at man var blevet klar over, at der var begået en fejl ved fastsættelsen af den månedlige ydelse, således at lånet ikke kunne være afviklet inden for den fastsatte løbetid, indgik aftale om, at klagerne som kompensation herfor skulle have en rentedekort. Klagerne findes på denne baggrund at være afskåret fra nu at gøre gældende, at de skal anses for frigjort efter udløbet af den oprindeligt fastsatte løbetid.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.