Afgørelse

Spørgsmål om størrelsen af rente på udlån.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod rentens størrelse vedrørende et lån ydet i 1999.

Sagens omstændigheder.

Klageren købte i henhold til betinget skøde af 20. maj 1999 en fast ejendom for 1.050.000 kr. kontant. Sælger var et anpartsselskab ejet af klageren og dennes familie.

Klageren rettede primo maj 1999 henvendelse til indklagedes Store Torv afdeling, hvor klageren er kunde, vedrørende købet. Indklagede formidlede et lånetilbud til kl fra Totalkredit vedrørende et 30-årigt obligationslån på 862.000 kr. Klageren underskrev den 27. maj 1999 pantebrev til Totalkredit vedrørende lånet.

Indklagede har oplyst, at Totalkreditlånet blev hjemtaget den 30. juni 1999. Af låneprovenuet blev 549.259,29 kr. anvendt til indfrielse af et eksisterende Nykreditlån.

Den 30. juni 1999 fratrådte den medarbejder (M), som indtil da havde haft kundekontakten med klageren.

Ved skrivelse af 15. juli 1999 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse, idet restkøbesummen på 240.000 kr. vedrørende købet var forfalden til betaling.

Indklagede har anført, at der den 27. august 1999 blev afholdt et møde med klageren, hvor finansieringen af købet af ejendommen blev drøftet. Konklusionen var, at indklagede fastholdt en betingelse om en egenbetaling på 150.000 kr. for at yde et lån til finansiering af købet.

I skrivelse af 1. september 1999 anførte indklagede kravet om en egenbetaling på 150.000 kr. Indklagede fandt, at klagerens økonomi ud fra et fremsendt budget ville blive meget anstrengt ved en gennemførelse af handlen. Indklagede opfordrede derfor til, at handlen blev taget op til fornyet overvejelse med sælger.

Ved skrivelse af 8. september 1999 rettede den advokat, der skulle berigtige handlen, henvendelse til indklagede. Advokaten anførte, at indklagede ikke tidligere havde stillet krav om, at klageren selv skulle stille med et beløb 150.000 kr. Tværtimod var det stillet i udsigt, at handlens finansiering skulle foregå via indklagede og Totalkreditlånet. Advokaten bemærkede i denne forbindelse, at det forekom besynderligt, at indklagede foranledigede hjemtaget et ejerskiftelån i klagerens navn, uden at der samtidig var sikkerhed for, at handlen kunne hænge sammen. Han henviste samtidig til, at det var en klar aftale, at finansieringen skulle foregå på samme måde som ved klagerens brors køb af en ejerlejlighed, hvor indklagede havde finansieret restkøbesummen.

Ved skrivelse af 10. september 1999 fastholdt indklagede betingelsen om en egenfinansiering på 150.000 kr., ligesom man afviste at have givet tilsagn om finansiering af restkøbesummen ud over kreditforeningslånet.

Efter yderligere drøftelser parterne imellem meddelte indklagede ved skrivelse af 19. november 1999 - med henvisning til et samme dag afholdt møde - at man kunne tilbyde klageren et lån på 250.000 kr. til en rente på p.t. 8 % p.a. og med en månedlig ydelse på 2.300 kr. svarende til en løbetid på ca. 16 år. Lånet blev tilbudt mod sikkerhed i bl.a. den købte ejendom.

Den 2. december 1999 underskrev klageren gældsbrev om et lån på 250.000 kr. med vilkår svarende til det i skrivelsen af 19. november 1999 anførte.

Den 23. december 1999 fremsendte indklagede meddelelse til klageren om, at der var beregnet en garantiprovision på 1½ % p.a. af Totalkreditlånet på 862.000 kr. for perioden 23. september til 23. december 1999. Beløbet udgjorde 3.232,50 kr. og blev samme dag hævet på klagerens konto.

I forbindelse med klagerens omprioritering af ejendommen primo 2002 fremkom et provenu, som tilgik indklagede. Provenuet nedbragte restgælden på det i december 1999 etablerede lån. Lånets ydelse forblev uændret.

I september 2002 rettede klagerens forældre henvendelse til indklagede om finansieringen af købet af klagerens ejendom. Forældrene henviste til, at indklagede i foråret 1999 havde finansieret deres anden søns køb af en ejerlighed. Under henvisning hertil havde de da forespurgt medarbejderen M, om hvorvidt samme vilkår ville kunne aftales i forbindelse med klagerens køb af fast ejendom, hvilket M havde givet tilsagn om. Først efter M's fratræden fra sin stilling hos indklagede havde indklagede stillet krav om en egenfinansiering. Renten på klagerens lån var imidlertid væsentligt højere end renten på deres anden søns lån. Forældrene fandt endvidere, at indklagede havde forhalet ekspeditionen af prioriteringen, hvorved der uberettiget var påløbet garantiprovision på 3.232,50 kr. vedrørende Totalkreditlånet. Dette afviste indklagede.

Parternes påstande.

Klageren har den 13. februar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en økonomisk kompensation "vedr. for høje renter" samt refundere garantiprovisionen på 3.232,50 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han den 6. maj 1999 kontaktede indklagedes medarbejder M med henblik på at opnå samme finansieringsmodel, som hans bror havde fået vedrørende sit køb af en ejerlejlighed.

M gav den følgende dag telefonisk samtykke til, at han kunne erhverve ejendommen på tilsvarende vilkår, nemlig 80 % finansieret ved et realkreditlån og resten ved et lån ydet af indklagede eventuelt med et tillæg, hvis han havde brug herfor.

I løbet af juni måned 1999 erfarede han, at M var fritstillet af indklagede, således at M's ansættelsesforhold ophørte ved udgangen af juni måned.

Det er besynderligt, at indklagede foranledigede ejerskiftelånet hjemtaget i klagerens navn uden, at der samtidig var sikkerhed for den resterende finansiering af købesummen.

Skødet blev underskrevet hos indklagede, hvis medarbejdere har underskrevet som vitterlighedsvidner. Heller ikke på dette tidspunkt gjorde indklagede opmærksom på kravet om de 150.000 kr.

Efterfølgende fik han fra indklagede oplysning om, at finansieringen ikke kunne gennemføres som aftalt med M, men at han skulle stille med en udbetaling på 150.000 kr.

Han finder, at indklagede forhalede sagens ekspedition, hvilket medførte opkrævning af garantiprovisionen for perioden 23. september til 23. december 1999 på 3.232,50 kr.

Indklagede har anført, at det bestrides, at der blev indgået aftale med klageren om, at denne blev bevilget et lån på vilkår tilsvarende klagerens brors lån. Klageren har heller ikke dokumenteret, at en sådan aftale er indgået.

Man fremsendte ved skrivelsen af 19. november 1999 et tilbud på lån, som klageren accepterede.

Klageren har først 2 ½ år efter lånets optagelse kontaktet indklagede herom.

Ved hjemtagelsen af Totalkreditlånet blev der stillet garanti over for Totalkredit, og klageren må afholde udgiften herved. Det skyldes ikke indklagedes forhold, at sagen blev trukket i langdrag, men at klageren ikke opfyldte betingelserne for lånet.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse af, om der med klageren blev indgået aftale om et lån på favorable vilkår, kræver en bevisførelse, der gør sagen uegnet til behandling ved Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren underskrev den 2. december 1999 gældsbrev vedrørende det af indklagede tilbudte lån på 250.000 kr. med en rente på 8 % p.a. og en månedlig ydelse på 2.300 kr. Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at klageren efterfølgende kan gøre krav på en ændring af lånets rente, hvorved bemærkes, at der først i september 2002 af klagerens forældre blev gjort indsigelse mod rentesatsen på lånet.

For så vidt angår garantiprovisionen på 3.232,50 kr. bemærkes det, at der ikke er godtgjort omstændigheder, hvoraf fremgår, at indklagede trænerede sagens ekspedition og således uberettiget opkrævede garantiprovision for et for langt tidsrum.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.