Udlandslån, valutaterminsforretning, overdragelse af lån til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 620 /1991 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - øvrige spørgsmål
Udlån - udlandslån/valutalån |
| Ledetekst: | Udlandslån, valutaterminsforretning, overdragelse af lån til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 5. april 1991 optog klageren gennem indklagede 1 et udlandslån i USD for modværdien af DKR 200.000. Ved skrivelse af samme dag bekræftedes bevillingen af et lån på USD 31.307, der forfaldt til indfrielse den 9. april 1992.
Ved skrivelse af 23. oktober 1991 bekræftede indklagede 1 overfor klageren en terminsforretning med forfald den 9. april 1992, hvorefter klageren solgte JPY 2.116.800 mod køb af USD 16.000.
Ved kontoudskrift af 7. november 1991 modtog klageren meddelelse om, at en indlånskonto hos indklagede 1 samme dag var ophævet. Klageren kontaktede herefter indklagede 1, som oplyste, at man havde overdraget mindre kunder, herunder klageren, til indklagede 2. I skrivelse af 12. november 1991 til indklagede 1 protesterede klageren herimod, idet han oplyste, at han ikke forinden var blevet orienteret om overdragelsen. I skrivelse af 20. november 1991 meddelte indklagede 1 klageren, at det mellem indklagede 1 og indklagede 2 var aftalt, at indklagede 2 skulle forestå orienteringen om overdragelsen til de berørte kunder.
Indklagede 2 har oplyst, at man den 18. oktober 1991 til kunder, der berørtes af overtagelsen, udsendte en orienteringsskrivelse. I skrivelsen var bl.a. anført:
"Har De depot, udlandslån eller lignende specielle konti, vil disse fortsætte på samme vilkår i (indklagede 2), og De vil senere modtage en opgørelsesmeddelelse fra (indklagede 1). Indtil da vil (indklagede 1) betjene Dem som hidil."
Den 27. november 1991 kl. ca. 11.00 kontaktede klageren telefonisk indklagede 1's Hellerup afdeling og orienterede om udlandslånet, der forfaldt den 9. april 1992 samt valutaterminsforretningen af 23. oktober 1991. Klageren anmodede indklagede 2 om køb af JPY 2.116.800 pr. 9. april 1992 samt salg af USD. Senere samme dag kl. ca. 15.45 kontaktede klageren afdelingen med henblik på at få oplyst, til hvilken kurs omlægningen var sket; endvidere ønskede klageren nu at lægge hele USD-lånet om til CHF. Klageren blev da oplyst om, at omlægning ikke var sket, da pågældende medarbejder endnu ikke havde kunnet se, hvilken bevillingsramme klageren havde med hensyn til terminsforretninger. Der aftaltes herefter et møde til den følgende dag, hvor klagerens udlandslån og omlægning drøftedes.
Den 29. november 1991 meddelte indklagede klageren, at man ikke kunne godkende, at klageren indgik terminsforretninger. Klageren rettede herefter henvendelse til indklagede 2's direktion og gjorde gældende, at han med indklagede 1 havde haft en aftale om at kunne omlægge udlandslånet løbende gennem indgåelse af terminsforretninger, hvorfor indklagede 2 var forpligtet til også at indgå sådanne forretninger.
Den 19. december 1991 meddelte indklagede 2, at man efter en gennemgang af sagen ikke havde fundet dokumentation for, at indklagede 1 havde indrømmet klageren en bevillingsramme til indgåelse af terminsforretninger, samt at man efter en nærmere gennemgang af klagerens økonomiske forhold ikke fandt grundlag for en sådan bevilling. Med hensyn til udlandslånet ville dette blive videreført på de med indklagede 1 aftalte vilkår.
Den 3. januar 1992 omlagdes udlandslånet til DKR.
Klageren har ved klageskema af 22. december 1991 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede 1 tilpligtes at holde klageren skadesløs for tab som følge af, at klageren måtte være afskåret fra at indgå terminsforretninger hos indklagede 2 samt for omkostninger ved overdragelse af lån og sikkerhed til indklagede 2, at indklagede 2 tilpligtes at give klageren tilladelse til at indgå terminsforretninger.
Begge de indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede 1 uretmæssigt uden varsel har overført klagerens engagement til andet pengeinstitut uden at forespørge klageren herom. Inden underskrivelsen af udlandslånet aftaltes det, at klageren når som helst ved terminsforretninger kunne omlægge til anden valuta. Klageren har med indklagede 1 haft en aftale om løbende adgang til at foretage valutaterminsforretninger med henblik på omlægning af udlandslånet, og indklagede 1 bør i tilfælde af indklagede 2's fortsatte nægtelse af at optage valutaterminsforretninger holde klageren skadesløs i denne forbindelse.
For såvidt angår indklagede 2 har klageren anført, at denne indklagede i cirkulæreskrivelsen, som klageren ganske vist ikke modtog ved dens udsendelse, er indgået på at fortsætte engagementet på samme vilkår som med indklagede 1. Alligevel har man nægtet klageren adgang til at indgå valutaterminsforretninger. Ved en forlængelse af udlandslånet, som fandt sted den 9. april 1992, har indklagede forlænget valutalånet med DKR. 194.000, hvorved klageren er blevet påtvunget et afdrag på DKR. 6.000.
Indklagede 1 har anført, at klageren har indgået flere valutaterminsforretninger til kurssikring af valutalånet, og der har på intet tidspunkt foreligget en egentlig bevilling eller aftale - hverken skriftligt eller mundtligt - med klageren om, at han havde krav på når som helst efter eget valg at indgå valutaterminsforretninger. Indklagede har fra gang til gang været berettiget til at afslå klagerens ønsker om forretninger.
Indklagede 2 har anført, at det af indklagedes brev til de overtagne kunder fra indklagede 1 fremgik, at udlandslån ville fortsætte på samme vilkår hos indklagede 2, men det beklages, at klageren ikke har modtaget orienteringsbrevet. Ved klagerens henvendelse den 27. november 1991 til indklagedes 2 afdeling konstateredes det, at klageren ikke havde en rammebevilling til at indgå terminsforretninger. Efter modtagelse af oplysninger om klagerens økonomiske forhold og gennemgang af disse fandt man ikke grundlag for at yde klageren en rammebevilling, men det anbefaledes klageren at omlægge lånet til DKR. Indklagede har i april måned 1992 bevilliget en forlængelse af valutalånet med DKR 194.000, som dækker lånets hovedstol 189.610,94 + en del af det den 3. januar 1992 realiserede kurstab samt renter. Efter indklagedes sædvanlige forretningsgang vælger indklagede som oftest alene at forlænge forfaldne udlandslån med lånets hovedstol, og indklagede har således ikke påtvunget klageren et afdrag på kr. 6.000.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ikke godtgjort, at indklagede 1 i forbindelse med etableringen af udlandslånet gav klageren tilladelse til gennem indgåelse af terminsforretninger at omlægge udlandslånet. Da indklagede 1 må anses for berettiget til at overføre klagerens engagement som sket til indklagede 2, kan klagerens påstand om godtgørelse af eventuelle tab i forbindelse med overførslen ikke tages til følge. Ankenævnet finder dog anledning til at bemærke, at det havde været naturligt, at indklagede 1 havde orienteret klageren om overførslen af engagementet til indklagede 2.
Da Ankenævnet som ovenfor anført ikke anser det for godtgjort, at det mellem klageren og indklagede 1 var aftalt, at klageren kunne indgå terminsforretninger til sikring af udlandslånet, følger det allerede heraf, at indklagede 2, som overtog engagementet fra indklagede 1, ikke har pligt til at indgå sådanne forretninger med klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.