Afvikling.
| Sagsnummer: | 112/1991 |
| Dato: | 21-10-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Afvikling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1987 ydede indklagedes Silkeborg afdeling klager A en kassekredit, som i december 1988 blev indfriet ved optagelse af et omlægningslån på 260.000 kr. Ved kreditkontrakt af 1. juni 1989 ydede afdelingen klagerne en kassekredit med et maksimum på 90.000 kr. Den 27. august 1990 forhøjedes kreditten til 145.000 kr. Det var i lånedokumentet herom anført:
"Afvikling
Kredittens maksimum tages op til genforhandling efter anmodning fra debitor eller efter bankens ønske jf. dog punkt 8 og 9 om opsigelse i almindelige betalingsbestemmelser.
Renter, provision og andre løbende omkostninger betales hvert kvartalsultimo, f.g. førstkommende kvartalsultimo".
Ved skrivelse af 5. oktober 1990 til klager A meddelte afdelingen, at kassekreditten udviste et overtræk på 18.021,81 kr., og at man som følge heraf havde spærret klager A's dankort. Klager A anmodedes endvidere om at kontakte afdelingen snarest med henblik på en drøftelse af engagementet. Ved skrivelse af 11. oktober 1990 til klager A meddelte afdelingen, at man på baggrund af, at klageren havde oplyst, at der først kunne regnes med to indtægter fra januar 1991, var indstillet på at udskyde genforhandling/afvikling af engagementet samt genoptagelse af ydelsesbetalingen på udlånene til januar 1991. Afdelingen anførte endvidere, at man ikke ville acceptere højere saldo på kassekreditten end den nuværende på 163.021,81 kr. Lønudbetalingerne frem til januar 1991 var til klager A's disposition, og klager A og B anmodedes om at kontakte afdelingen med henblik på at aftale nærmere herom.
Efter yderligere brevveksling mellem klagerne og indklagede fremsendte afdelingen ved skrivelse af 22. februar 1991 en check på 9.872,36 kr. vedrørende klager A's lønudbetaling. Beløbet var specificeret således, at lønudbetalingen d.d. udgjorde 15.872,36 kr., hvorfra var trukket ydelser vedrørende lån pr. 31. januar 1991, 6.000 kr. Afdelingen gjorde sluttelig opmærksom på, at der fortsat savnedes forslag til afvikling af engagementet.
I skrivelse af 28. februar 1991 meddelte afdelingen klager A, at lånene i henhold til tidligere aftale skulle afvikles med 6.000 kr., hvilket stort set svarede til den løbende rentetilskrivning pr. måned fra januar 1991.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udskyde afviklingen af klagernes engagement med indklagede til klagerne har økonomisk mulighed herfor, at overføre klagernes engagement til en af indklagedes afdelinger i nærheden af klagernes bopæl samt at tildele klagerne en ny bankrådgiver i afdelingen, således at klagernes sag kan omvurderes.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det pga. sygdom ikke var muligt for klager B at færdiggøre sin uddannelse inden for den periode, hvor hun kunne få tildelt statens uddannelsesstøtte. Da klagerne ikke ønskede at modtage offentlige ydelser i form af hjælp efter den daværende § 42 i bistandsloven, og da klager B endvidere havde fået oplyst, at det kun var muligt at opnå denne hjælp, såfremt evt. lånemuligheder var udtømte, rettede klagerne henvendelse til indklagedes Silkeborg afdeling. På daværende tidspunkt i 1987 anslog klagerne, at klager B's uddannelse ville blive afsluttet i løbet af 1 1/2 - 2 år. Afdelingen ydede klagerne en kassekredit, og klagernes bankrådgiver i afdelingen gav mundtlig tilsagn om, at denne løbende kunne forhøjes, medens klager B studerede. Efter en periode begyndte bankrådgiveren imidlertid at chikanere klager B ved telefonisk at rette henvendelse til hende og forlange, at hun påny oplyste, hvornår hun forventede uddannelsen afsluttet og true med øjeblikkelig at lukke kassekreditten, såfremt hun ikke havde mulighed for at give de ønskede oplysninger. Da klagerne herefter rettede henvendelse til en anden bankrådgiver i samme afdeling med henblik på at få kassekreditten forhøjet, lukkede bankrådgiveren kassekreditten med øjeblikkelig virkning. Klagerne forsøgte herefter forgæves at klage over bankrådgiveren til filialdirektøren og anmodede ligeledes om at få tildelt en ny bankrådgiver, hvilket blev afslået. Efter at klagerne havde oplyst, at klager B forventede at have afsluttet sin uddannelse i marts 1990, blev kreditten imidlertid påny åbnet. Pga. dødsfald i familien afsluttede klager B dog ikke studiet på det forventede tidspunkt, hvorefter kassekreditten lukkedes i oktober 1990. I perioden frem til klager A's lønudbetaling i november 1990 indestod der således intet beløb på kontoen til dækning af leveomkostninger og livsvigtig medicin for klager B, og som følge heraf afsluttede klager B ikke sin uddannelse i januar 1991 som forventet.
Klagerne bestrider, at have indgået en aftale med afdelingen om påbegyndelse af afvikling af engagementet fra januar 1991 og finder således, at den skete modregning på 6.000 kr. i klager A's løn i februar 1991 har været uberettiget. Klagerne har anmodet om, at få overført engagementet til indklagedes afdeling i Køge, hvortil klagerne nu er flyttet, hvilket af Køge afdeling blev afslået under henvisning til, at klagernes bankrådgiver i Silkeborg afdeling ikke ville medvirke hertil. Klagerne er indstillet på, at afvikle engagementet når klager B's uddannelse er afsluttet, og det mundtlige tilsagn bankrådgiveren i Silkeborg gav klagerne i 1987 om løbende forhøjelse af kassekreditten så længe klager B studerede bør bevirke, at indklagede udsætter afviklingen af engagementet til klager B har afsluttet sin uddannelse.
Til støtte for sin afvisningspåstanden har indklagede anført, at en stillingtagen til de af klagerne nedlagte påstande falder udenfor Ankenævnets kompetence. For så vidt angår de to sidste led af klagernes påstand, er der ikke tale om en formueretlig tvist, og for så vidt angår første led af påstanden kan Ankenævnet ikke pålægge indklagede at yde klagerne tidsubestemt henstand med tilbagebetaling af lånene.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagernes låneengagement i indklagede nu andrager ca. 1 million kr., hvoraf ca. halvdelen udgøres af et statsgaranteret studielån ydet klager B. Det øvrige engagement udgøres af kassekreditten på 145.000 kr., der er stærkt overtrukket, samt af diverse lån. Der er ikke stillet sikkerhed for denne del af engagementet.
Indklagede bestrider, at man på noget tidspunkt skulle have givet tilsagn om en ubegrænset låneret i studietiden, ligesom det ikke er overladt til klagernes afgørelse, hvornår tilbagebetaling skal påbegyndes. Indklagede er på nuværende tidspunkt ikke indstillet på yderligere forhøjelser af engagementet eller yderligere udsættelse af tilbagebetalingen. Det er senest aftalt, at tilbagebetalingen skal påbegyndes den 31. januar 1991, og den ydelse, der p.t. ydes, svarer kun til de påløbende renter på engagementet. Efter at indklagede har modregnet 6.000 kr. i klager A's løn for februar, blev der kontant udbetalt 9.872,36 kr. Det er indklagedes opfattelse, at klagerne utvivlsomt har haft tilstrækkelige midler til rådighed frem til næste udbetaling. At beløbet er anvendt til dækning af andre faste udgifter, eller at ikke alle faste udgifter har kunnet betales, er indklagede uvedkommende. Det modregnede beløb på 6.000 kr. er endvidere anvendt til dækning af aftalte ydelser, idet det fremgår af gældsbreve vedrørende 2 lån på henholdsvis 77.825,96 kr. og 260.000 kr. ydet, klagerne i henholdsvis 1985 og 1988 at disse lån tilsammen skal afdrages med en månedlig ydelse på 6.000 kr. Indklagede bestrider endvidere, at klagerne har været udsat for chikane fra bankrådgiverens side og anfører, at engagementet vil blive overført hurtigst muligt, såfremt klagerne anviser en anden filial eller et andet pengeinstitut, der ønsker at overtage engagementet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort at indklagedes Silkeborg afdeling har givet klagerne tilsagn om, at påbegyndelse af engagementets afvikling først skulle finde sted, når klager B har afsluttet sin uddannelse.
For så vidt angår klagernes påstand om overførsel af klagernes engagementet til en anden af indklagedes afdelinger samt påstanden om tildeling af en ny bankrådgiver i den nuværende afdeling, og omvurdering af engagementet, angår disse led af påstanden ikke en formueretlig tvist mellem parterne, hvorfor det ligger uden for Ankenævnets kompetance at tage stilling hertil.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge for så vidt angår klagernes påstand om udskydelse af engagements afvikling. Ankenævnet kan ikke i øvrigt behandle denne klage.