Afgørelse

Beregning af låneprovenu. Låneomlægning med tillægslån.

Klagerne havde 2 kortrentelån til realkreditinstitut 1. Klagerne rettede i sommeren 2009 henvendelse til en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for det indklagede realkreditinstitut 2, med henblik på optagelse af et tillægslån på 300.000 kr. Det blev aftalt, at de gamle lån samtidig skulle omlægges. Institut 2 afgav i august 2009 tilbud til klagerne, som udviste et betydeligt fald i terminsydelserne og et provenu på ca. 182.000 kr. Provenuet var med håndskrift – angiveligt af ejendomsmægleren – rettet til ca. 300.000 kr. Låneomlægningen blev gennemført i oktober 2009 og førte til et samlet overskydende provenu på ca. 200.000 kr. Efter en del korrespondance erklærede institut 2 sig enig med klagerne i, at rådgivningen ikke havde været korrekt. Da det imidlertid ikke havde ført til et tab, men alene til skuffede forventninger, tilbød institut 2 at godtgøre klagerne sagens vederlag på 19.973 kr. og at yde klagerne et yderligere lån på 80.000 kr. på samme vilkår som det nye realkreditlån.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 skulle erstatte dem forskellen mellem det i tilbuddet angivne provenu på 297.802 kr. og det faktisk udbetalte provenu på ca. 220.000 kr. Institut 2 påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at der i forbindelse med rådgivningen var begået en fejl, idet omlægningen medførte et lavere provenu end oplyst i det materiale, der tilgik klagerne. Nævnet fandt det dog overvejende betænkeligt at fastslå, at institut 2 havde tilsikret klagerne et provenu på 300.000 kr. Nævnet fandt derfor, at klagerne ikke ud fra tilsikrings- eller garantisynspunkter kunne kræve betaling af det manglende provenu. Efter en samlet vurdering af resultatet af låneomlægningen fandt Nævnet det ikke godtgjort, at klagerne ikke ville have foretaget låneomlægningen, der reducerede den årlige ydelse væsentligt, hvis de havde fået oplyst, at låneomlægningen kun ville medføre et provenu på ca. 200.000 kr. Nævnet fandt derfor, at klagerne ikke havde krav på at få lånet tilbageført. Efter Nævnets opfattelse kunne klagerne heller ikke efter almindelige erstatningsretlige synspunkter kræve en erstatning på 77.802 kr., fordi deres forventninger om et provenu på ca. 300.000 kr. ikke var blevet indfriet. Nævnet fandt imidlertid i overensstemmelse med nævnspraksis, at institut 2’s vederlag på 20.000 kr. for låneomlægningen burde tilbagebetales, hvilket allerede var sket. Derudover fandt Nævnet, at institut 2 vederlagsfrit burde tilbyde klagerne et supplerende lån på 80.000 kr. på samme vilkår som det nye lån.