Afgørelse

Indsigelser vedrørende rykning for realkreditbelåning

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser overfor Ringkjøbing Landbobank vedrørende rykning for realkreditbelåning.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og K var i 2007 kunder i Ringkjøbing Landbobank. M havde et firma F, der også var kunde i banken. Klagernes ejendom blev anvendt både privat og til erhverv. Ejendommen var belånt med to realkreditlån på 886.000 kr. og 231.000 kr.

Klagerne har oplyst, at de i 2007 optog et boliglån på 250.000 kr. i banken. Til sikkerhed for lånet fik banken pant i klagernes ejendom via et ejerpantebrev.

Klagerne har anført, at de i 2007 foreslog banken, at de hjemtog yderligere kreditforeningslån til brug for finansieringen af en gennemført bygningsrenovering - som indtil da var blevet finansieret ved midler fra M’s firma.

Den 27. april 2007 fik klagerne en beregning fra realkreditinstituttet R vedrørende optagelse af to nye realkreditlån på henholdsvis 1.200.000 kr. og 400.000 kr. til afløsning af de to eksisterende realkreditlån.

Den 15. september 2007 fik klagerne et lånetilbud fra R vedrørende to realkreditlån på henholdsvis 1.207.000 kr. (med afdragsfrihed og 30 års løbetid) og 484.000 kr. (med 20 års løbetid). Begge lån var med variabel rente, der skulle tilpasses hvert år.

Det fremgår af tilbuddet, at andre lån eller hæftelser i ejendommen enten skulle indfries eller rykke for de nye lån og at fristen for udbetaling af lånene var den 15. marts 2008.

Klagerne har anført, at banken svarede, at den ikke ville rykke for tillægsbelåningen.

Banken har anført, at banken for at rykke med sit pant stillede som betingelse, at provenuet fra tillægsbelåningen blev anvendt til nedbringelse af klagernes engagement i banken.

Klagerne har videre anført, at banken nægtede dem yderligere realkreditbelåning, da banken kunne se en meget bedre forretning i at låne dem pengene til en meget højere rente - ca. 15 % contra 1 %. De har kreditter i banken for ca. 1.100.000 kr. Banken har pant i deres ejendom og deres sommerhus samt virksomhedspant.

Banken har videre anført, at banken den 29. februar 2008 oprettede en konto, hvortil låneprovenuet skulle overføres. Tillægsbelåningen blev ikke effektueret, hvilket beroede på klagernes egne forhold.

Ved brev af 25. maj 2012 udtrykte klagerne utilfredshed med "diverse afgørelser", som banken havde truffet - herunder vedrørende bankens beslutning i 2007 angående de to nye realkreditlån.

Ved brev af 7. juni 2012 svarede banken, at banken ikke havde afvist tillægsbelåningen i 2007. Banken havde imidlertid betinget sig, at låneprovenuet skulle anvendes til nedbringelse af klagernes engagement i banken. Dette fremgår af et brev af 29. februar 2008, som blev sendt til realkreditinstituttet R.

Parterne opnåede ikke enighed i den følgende korrespondance.

Parternes påstande

Den 15. august 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Ringkjøbing Landbobank tilbage fra 2007 skal betale dem forskellen mellem deres bankrente og renten på et 30 års realkreditlån (med et-årig rentetilpasning) af beløbet 539.954 kr. (- svarende til det provenu, som de ville have fået hjem til nedbringelse af bankgælden) og fremadrettet give dem et banklån på 539.954 kr. på tilsvarende realkreditvilkår.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at banken ville have mere pant i deres sommerhus, hvilket de afslog.

Banken nægtede, at de kunne bruge 100.000 kr. af låneprovenuet til et nyt badeværelse.

Deres bankrådgiver mødte op den 29. februar 2008 på deres adresse, hvor kun M var til stede.

Rådgiveren sagde, at hvis de ville hjemtage realkreditlånene skulle provenuet indsættes på en pantsat konto.

Beløbet ville ikke kunne hæves, men skulle stå som sikkerhed for engagementet med banken.

Beløbet ville ikke kunne bruges til nedbringelse af bankgælden.

Beløbet ville kun kunne hæves, hvis de på anden måde kunne nedbringe engagementet med banken.

Den pantsatte konto ville ikke givet et renteafkast af betydelig grad.

Dette var betingelserne for at hjemtage lånene.

Dette kunne de selvfølgelig ikke acceptere.

De var ikke klar over, om det var bankens politik eller bare medarbejderens holdning, at sådan skulle det være.

De kan dårligt tro, at det er bankens overordnede politik.

Banken må stå til ansvar for, hvad dens ansatte gør i arbejdstiden, da dette er kutyme i andre erhverv.

Hver gang de har forsøgt at rette op på det, som banken har ført dem ud i, har de fået at vide, at det "måske tid for et bankskifte" eller "kontakt hotline".

Rådgiveren har ikke gjort opmærksom på, at der var en klagemulighed. I så fald havde hverken de eller banken stået i den nuværende situation. Så var bankens påståede brev af 29. februar 2008 til R - der ikke er fremlagt - kommet for dagens lys eller i hvert fald var der blevet skabt kontakt til R, og de havde haft den belåning, som de ønskede og et meget lille erhvervsengagement med banken.

De fik et lånetilbud, der kunne reducere deres engagement betydeligt og spare dem for ca. 7.000 kr. i renteudgifter om måneden. Det virker besynderligt, at de skulle nægte at hjemtage lånene.

Ringkjøbing Landbobank har bl.a. anført, at klagerne i 2007 ønskede at optage tillægsbelåning i deres ejendom og spurgte derfor, om banken ville rykke herfor.

I lyset af forholdene i M’s firma herunder vedrørende revisorens forbehold for "going koncern" samt et ulovligt aktionærlån ønskede banken ikke yderligere risiko på engagementet og betingede sig derfor, at låneprovenuet skulle anvendes til nedbringelse af klagernes engagement.

Banken har ikke betinget sig, at provenuet blot skulle henstå på en spærret konto.

Banken oprettede den 29. februar 2008 en konto, hvortil låneprovenuet skulle overføres. Banken havde ikke oprettet kontoen, hvis den ikke havde været indstillet på at rykke for realkreditlånene forudsat, at betingelserne blev opfyldt.

Det skyldes klagernes egne forhold, at hjemtagelsen af lånene ikke blev effektueret.

Klagerne modtog rådgivning fra deres revisor.

Klagerne burde have reageret på et langt tidligere tidspunkt. Sagen er forældet.

Det må have stået klagerne klart, at de til enhver tid kunne henvende sig til rådgiverens foresatte, såfremt klagerne ikke mente at have fået en korrekt behandling.

Klagen vedrører en kreditmæssig beslutning, som Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle.

Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl.

Der er divergerende opfattelser af hændelsesforløbet.

Ifølge de fremlagte regnskaber ville klagerne have kunnet indfri deres bankengagement, hvorfor de ikke havde behov for bankens accept.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke godtgjort, at Ringkjøbing Landbobank i forbindelse med R’s lånetilbud til klagerne i 2007, der udløb i marts 2008 har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.