Afgørelse

Spørgsmål om forhåndstilsagn om formidling af realkreditlån.

Indledning.

Denne klage angår, om indklagede har givet klagerne tilsagn om et tillægs-realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

I september 1998 nedbrændte en automekanikervirksomhed, som M drev fra lejede lokaler. M modtog i denne forbindelse en erstatning på ca. 1 mio. kr. fra sit forsikringsselskab.

I efteråret 1998 købte klagerne en fast ejendom, og i denne forbindelse formidlede indklagede optagelsen af et ejerskiftelån på 1.205.000 kr. 7 % i Danske Kredit, der er koncernforbundet med indklagede. Klagerne finansierede selv udbetaling samt indfrielse af et sælgerpantebrev, i alt ca. 324.000 kr. Ved købet ydede Danske Kredit 80% ejerskiftebelåning.

M havde hos indklagede en erhvervskassekredit med et maksimum på 150.000 kr. Klagerne har anført, at indklagede i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen stillede dem i udsigt, at de efter et års tid ville kunne opnå et tillægslån via Danske Kredit.

Indklagede bestrider, at klagerne skulle have modtaget et tilsagn om en senere tillægsbelåning i Danske Kredit.

I marts 1999 bevilgede indklagede M en kassekredit på 200.000 kr. Indklagede har anført, at bevillingen skete til brug for M's opkøb af brugte biler med henblik på videresalg.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt i 1999 fik klagerne afslag på et tillægslån fra Danske Kredit. Klagerne har anført, at ejendommen i denne forbindelse blev vurderet til 1.875.000 kr., og at de skyldte mellem 1.250.000 kr. og 1.300.000 kr. Indklagede har anført, at ansøgningen om tillægsbelåning blev afslået på baggrund af klagernes indkomstforhold og rådighedsbeløb, herunder indtjening og kapitalforhold i M's virksomhed.

I november 1999 bevilgede indklagede en forhøjelse af klagernes billån i forbindelse med skift af bil.

I oktober 2002 solgte klagerne ejendommen med overtagelse 1. marts 2003. I denne forbindelse meddelte indklagede ved skrivelse af 18. oktober 2002, at man var indstillet på at medvirke ved indfrielsen af ejendommens prioriteter, men med forbehold af, at indfrielse først kunne effektueres efter, at der var lyst nyt skøde på ejendommen. Indklagede henledte samtidig opmærksomheden på, at det indestående lån til Danske Kredit kunne opsiges senest 31. oktober 2002 med henblik på at undgå/reducere differencerenter ved lånets indfrielse.

Indklagede har anført, at man den 29. oktober 2002 modtog meddelelse fra pengeinstituttet P om, at P på klagernes foranledning overtog lånesagen.

Parternes påstande.

Klagerne har den 20. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at indklagede skal tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de i forbindelse med købet af ejendommen havde pengene til istandsættelse. Indklagede rådede dem imidlertid til at indfri sælgerpantebrevet på 234.000 kr. og meddelte, at de kunne bruge kassekreditten i forbindelse med istandsættelsen. De fik lavet nyt køkken og badeværelse samt renoveret andre ting ved ejendommen.

Senere fik de kassekreditten på 200.000 kr. og blev stillet i udsigt, at de efter et års tid kunne få et tillægslån.

De henvendte sig med henblik på at få et tillægslån på 350.000 kr., og indklagede vurderede ejendommen til 1.875.000 kr. eller 325.000 kr. mere end værdien ved købet. De modtog imidlertid afslag på tillægslånet.

Forud for salget af ejendommen var gælden i denne 1.170.000 kr. I forbindelse med salget regnede de med at få dækket gælden til på ca. 400.000 kr. samt et optaget privatlån på 300.000 kr.

Hvis indklagede og Danske Kredit havde været fleksible med tillægslån i 1999, ville de have sparet en del renter. Indklagede har ydet manglende og dårlig rådgivning.

Indklagede har anført, at man i forbindelse med klagernes køb af ejendommen ikke har noteret, hvad der blev drøftet med hensyn til finansiering af ønskede istandsættelser og boligforbedringer. Det er sandsynligt, at muligheden for at anvende overskydende likviditet blev drøftet, ligesom det er sandsynligt, at muligheden for senere ansøgning om et tillægslån f.eks. i Danske Kredit blev nævnt.

Man gav ikke klagerne et tilsagn om senere tillægsbelåning via Danske Kredit. Indklagede havde ikke mulighed for på egen hånd at give et sådant tilsagn, idet bevilling ville kræve besigtigelse af ejendommen mv.

Ved den senere ansøgning om tillægsbelåning blev der givet afslag på grundlag af en vurdering af klagernes indkomstforhold og rådighedsbeløb mv. Afslaget forhindrede ikke klagerne i at søge tillægsbelåning i et andet realkreditinstitut.

I løbet af 2000 og 2001 var der stigende overtræk på flere af klagernes konti. Klagerne optog via et finansieringsselskab et tillægslån med pant i ejendommen, og provenuet blev anvendt til nedbringelse af engagementet med indklagede. P.t. er der tale om et nødlidende engagement.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagernes erhvervelse af ejendommen gav bindende tilsagn om, at de senere kunne opnå et tillægslån i Danske Kredit. Der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan begrunde, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klagerne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.