Afgørelse

Låneomlægning. Indfrielsesmetode. Rådgiveransvar.

Klageren opsagde den 29. juli 2005 sit lån til det indklagede institut til indfrielse pr. 1. oktober 2005 med henblik på optagelse af nyt lån. Den 3. august 2005 fremsendte instituttet et lånetilbud til klageren, hvori det gamle lån var forudsat indfriet til kurs 100. Under indfrielsesomkostninger var anført et gebyr på 950 kr., og det var uden beløbsangivelse anført, at der skulle betales delydelse frem til indfrielsestidspunktet. Det fremgik endvidere, at den obligationsårgang, som lånet var tilbudt i, lukkede den 31. august 2005, og at det nye lån var forudsat udbetalt pr. denne dato. Instituttets folder ”Fakta om indfrielser”, som var vedlagt lånetilbudet, indeholdt oplysning om indfrielsesmetoderne. Ved låneomlægningen blev det gamle lån straksindfriet mod betaling af differencerente på 3.008 kr. for perioden 18/8-2005 til 30/9-2005. For det nye lån betalte klageren for samme periode lånerente på 2.252 kr. Efterfølgende protesterede klageren over rådgivningen, som havde ført til straksindfrielse af det gamle lån og betaling af dobbeltrente i en periode. Korrekte oplysninger om omkostningerne ville ifølge klageren have fået ham til at undersøge mulighederne for optagelse af det nye lån i et andet institut til opsigelsesterminen. Instituttet afviste, at klageren havde lidt et tab, og henviste til, at klageren forud for låneomlægningen havde modtaget en fyldestgørende vejledning og på basis heraf havde valgt den mest fordelagtige omlægningsmetode.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte hans meromkostning på 1.694 kr. ved den valgte indfrielsesmetode. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ud fra det skriftlige materiale, at klageren gennem folderen ”Fakta om indfrielse” havde kunnet gøre sig bekendt med de forskellige indfrielsesmetoder, herunder betaling af differencerente og delydelse. Selv om Nævnet fandt, at det havde været nærliggende i lånetilbudet at angive størrelsen af differencerenter og delydelse ved udbetaling den 31. august 2005 som forudsat i tilbudet, fandt Nævnet det ikke ansvarspådragende, at det ikke var sket. Nævnet fandt, at instituttet havde anvendt den indfrielsesmetode, der var mest gunstig for klageren. Nævnet fastslog, at klageren ikke pr. 1. oktober kunne have opnået lån i årgang 2005 hos andre institutter, idet denne årgang i alle institutter lukkede med udgangen af august 2005. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at Nævnet ikke fandt det godtgjort, at klageren havde praktisk mulighed for at få en långivning i et andet institut gennemført inden serien lukkede. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold og frifandt instituttet.