Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ejerpantebrev fremsendt ved almindelig skrivelse. Indsigelse mod udbetaling fra konto.

Sagsnummer: 347/1997
Dato: 27-02-1998
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Ejerpantebrev fremsendt ved almindelig skrivelse. Indsigelse mod udbetaling fra konto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Denne sag drejer sig dels om, hvorvidt indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren i anledning af, at et ejerpantebrev, som af indklagede er hævdet afsendt til klageren, efter klagerens oplysninger ikke er modtaget af denne (I), dels om, hvorvidt klageren i december 1996 har fået udbetalt 55.000 kr. på sin konto hos indklagede (II).

Ad I:

Af skrivelse af 25. januar 1995 fremsendt ved almindelig post til klageren fremgår:

"Ejerpantebrev stort kr. 34.000,- i matr. nr. .....

Ved gennemgang af vort arkiv har vi fundet ovennævnte ejerpantebrev, som skulle afhentes af Dem.

Pantebrevet er vedlagt nærværende skrivelse sammen med tegninger og årsopgørelse for 1988.

De bedes venligst kvittere for modtagelsen og returnere denne."

Ultimo februar 1997 rettede klageren personlig henvendelse til afdelingen og oplyste, at han ikke havde modtaget ejerpantebrevet. Ved skrivelse af 4. marts 1997 til klageren oplyste indklagede, at ejerpantebrevet var sendt som almindelig post den 25. januar 1995. Indklagede angav, at man ikke havde modtaget brevet retur, hvorfor dette måtte være modtaget på klagerens adresse.

Klageren har anført, at pantebrevet beroede i depot hos indklagede, for at det ikke skulle blive væk, og han er uforstående over for, at indklagede i januar 1995 skulle have fremsendt det til ham. Han finder endvidere, at det ville være naturligt at sende ejerpantebrevet ved anbefalet post, eller man kunne have udleveret det til ham, når han var i afdelingen.

Indklagede har anført, at det af indklagedes notater fremgår, at ejerpantebrevet, der oprindeligt var på 45.000 kr., var stillet til sikkerhed for klagerens engagement. I forbindelse med en gennemgang af klagerens sag blev man i afdelingen opmærksom på, at ejerpantebrevet ikke var blevet afhentet af klageren, hvorfor man i januar 1995 sendte det til klageren. Klageren har udvist passivitet ved først primo 1997 at have reageret på, at han ikke modtog ejerpantebrevet, som blev frigivet primo 1995.

Ad II:

Den 30. december 1996 blev der ifølge en posteringsoversigt fra klagerens konto i indklagedes Brønshøj afdeling udbetalt 55.000 kr., hvorved kontoen blev overtrukket med 9.072,85 kr. Udbetalingen skete i indklagedes Helsingør afdeling. For kontoen er ikke udstedt bog, men kontoen har påtegning om mærke.

Under sagen er fremlagt kopi af udbetalingsbilag vedrørende hævningen. Klageren har oplyst, at han har påført kontonummer og underskrift, men ikke det hævede beløb. I feltet vedrørende kontohaver er anført en underskrift, ligesom der er skrevet under i kvitteringsfeltet. Mærket er ikke anført i et fortrykt felt herfor.

Den 15. maj 1997 udskrev indklagede Brønshøj afdeling den førnævnte posteringsoversigt for klagerens konto for perioden 31. oktober 1996 til 2. maj 1997.

Ved skrivelse af 3. september 1997 skrev klageren således til indklagedes revision:

"Engang først i midten af December 96 var jeg i Helsingør for at forhøre mig i hvor meget der stod på kontoen, jeg skrev således en seddel og gav til kassen, jeg sørgede ikke for at få den med da jeg gik. Og ved kontoudtog i Marts gik det op for mig at der var hævet 55.000, jeg kontaktede [navngiven medarbejder i Brønshøj afdeling], der lovede at se på det, han ville så ringe tilbage, da det aldrig skete forstod jeg at det måtte være en fejl.

Men i går har jeg kontaktet [anden medarbejder i Brønshøj afdeling], fortalte han at der ikke var dette beløb på kontoen, og nu reagerer jeg så først over dette. Jeg har ikke fået udbetalt pengene, og da jeg har mærke på bogen, og dette ikke er oplyst må der vel være noget galt."

Indklagede afviste at udbetale beløbet, idet indklagede ikke var i tvivl om, at klageren havde modtaget de 55.000 kr.

Indklagede har under sagen indhentet erklæring fra en grafolog. Ifølge dennes erklæring er der "en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for, at det anførte beløb kr. 55.000,00 på udbetalingsbilaget fra den 30.12.1996 ..... er skrevet af den samme person som har anført registreringsnummer/kontonummer ..... og underskrift på udbetalingsbilaget."

Klageren har anført, at han kun får kontoudtog én gang om året, men han har fået oplyst, at han kan få kontoens indestående oplyst ved henvendelse. Derfor skrev han sit kontonummer og underskrift på bilag og afleverede det til kassereren i Helsingør afdeling for at få oplysning om kontoens saldo. Hvis han havde haft brug for at hæve, oplyste han endvidere mærket, men da han ikke har hævet den 30. december 1996, har han muligt ladet sedlen ligge, og på denne måde er der formentlig hævet uden oplysning om mærke. Han kontaktede medarbejderen i Brønshøj afdeling om udbetalingen, og denne oplyste, at der var tale om et overførselsbeløb, og at han ville høre nærmere, hvis ikke det var i orden. Han modtog posteringsoversigten pr. 15. maj 1997 den følgende dag og kontaktede telefonisk Brønshøj afdelingen om hævningen på de 55.000 kr. Han hørte ikke videre fra afdelingen og gik ud fra, at der var tale om en fejl.

Indklagede har anført, at klageren i januar 1997 har modtaget årsopgørelse med oplysning om saldoen på kontoen. Klageren har udvist passivitet ved først at reagere i september måned efter i april 1997 at have modtaget kopi af udbetalingsbilaget. Klageren må anses for at have modtaget beløbet, hvilket støttes af erklæringen fra grafologen.

Påstande:

Ved klage modtaget den 19. september 1997 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale omkostninger ved oprettelse af nyt ejerpantebrevet samt at betale 55.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Ad I:

Ifølge indklagedes oplysning blev det omhandlede ejerpantebrev fremsendt til klageren i forbindelse med en gennemgang af klagerens sag, hvor man blev opmærksom på, at ejerpantebrevet ikke tidligere var blevet afhentet af klageren. Fremsendelse af pantebrevet skete således på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde nogen forventning om, at indklagede ville fremsende pantebrevet. Fremsendelsen af ejerpantebrevet skete ikke ved anbefalet brev. Endvidere havde indklagede ifølge skrivelsen anmodet klageren om at kvittere for modtagelsen af ejerpantebrevet og returnere fremsendelsesskrivelsen til indklagede. Det lægges til grund, at indklagede ikke modtog nogen kvittering fra klageren og ikke reagerede herpå. Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at klageren har modtaget ejerpantebrevet. Indklagede bør derfor betale klageren sædvanlige omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrevet samt omkostningerne ved oprettelse af et tilsvarende nyt ejerpantebrev.

Ad II:

Ankenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at klageren har kvitteret for modtagelsen af beløbet 55.000 kr. Herefter findes indklagede at have ført tilstrækkeligt bevis for, at klageren har fået beløbet udbetalt. På dette punkt kan klagen således ikke tages til følge.

Som følge af det anførte


Indklagede skal godtgøre klageren dennes omkostninger ved mortifikation af det omhandlede ejerpantebrev samt omkostningerne ved etablering af et nyt tilsvarende. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.