Afgørelse

Terminsrestance - afdragsordning.

Klageren kom i løbet af 1991 i restance med marts og juni termin 1991 på i alt godt 40.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut, med hvem hun i de følgende år indgik forskellige betalingsaftaler vedrørende restancerne. Klagerens advokat fremsendte i oktober 1994 en beregning til hende af afviklingen af restancerne. Beregningen var foretaget ud fra den forudsætning, at terminsydelserne fra 1.9.1991 var betalt rettidigt, samt at der ikke skulle betales renters rente. Der var ikke i beregningen taget højde for inkassoomkostninger eller gebyrer, og advokaten havde fordelt de indbetalte afdrag ligeligt på de to terminsrestancer. Advokaten bemærkede, at hvis afdragsordningen havde været administreret som forudsat i beregningen, var der pr. 1.7.1994 indbetalt næsten 7.000 kr. for meget. Dette beløb skulle reguleres for inkassoomkostninger og gebyrer. Klagerens advokat meddelte i oktober 1994 instituttet, at klageren fandt, at det oprindeligt var aftalt, at der månedligt skulle indbetales et beløb dels til løbende dækning af de ordinære terminer dels til afdrag på opståede restancer vedrørende marts og juni termin 1991. Klageren havde i perioden 1.8.1991 til 1.7.1994 indbetalt 54.000 kr. til terminsrestancerne, og instituttet havde over for klageren oplyst, at de samlede restancer pr. 1.9.1994 udgjorde ca. 51.000 kr. Instituttet accepterede i juni 1995 et af klagerens advokat fremsat forligsforslag, hvorefter klageren skulle indbetale 10.000 kr. til fuld og endelig afvikling af mellemværendet. Det omhandlede lån blev indfriet pr. 2. september 1996, og der blev i den forbindelse fremsendt en indfrielsesnota til klageren med specifikation af indfrielsesbeløbet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle fremkomme med en opgørelse, der viste, hvor meget instituttet havde afskrevet ved indgåelsen af forliget, samt at instituttet skulle dække hendes udgifter til advokatbistand. Instituttet påstod frifindelse, for så vidt angår advokatsalæret.

Instituttet udarbejdede til brug for klagesagen en opgørelse over mellem-værendet med klageren for perioden 1.1.1992 - 31.8.1996, hvoraf det beløb fremgik, som instituttet havde afskrevet.

Nævnet fandt, at klageren allerede som følge af det mellem parterne indgåede forlig, var afskåret fra at kræve advokatudgifterne afholdt af instituttet. Instituttet havde fremlagt en betalingsoversigt med angivelse af, hvor meget der var afskrevet på engagementet med klageren, og havde dermed opfyldt klagerens krav i den anledning. Instituttet havde endvidere fremlagt indfrielsesnotaen med tilhørende specifikation, som ikke gav Nævnet anledning til bemærkninger. Nævnet frifandt derfor instituttet.