Rådgivning. Hjemtagelse af kreditforeningslån, løbetid.
| Sagsnummer: | 453/1990 |
| Dato: | 28-08-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Rådgivning. Hjemtagelse af kreditforeningslån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. maj 1974 ydede indklagede et byggelån på 125.000 kr. med sikkerhed i klagerens mors landbrugsejendom, som klageren og moderen drev i fællesskab. På låneopgørelse af 29. november 1974 stilet til klageren var anført:
"Lånet skal ved byggeriets afslutning afløses af lån i kreditforeningen eller et 10-årigt lån i [indklagede]."
Efter byggeriets afslutning i 1975 hjemtoges via indklagede et 20-årigt kreditforeningslån på 200.000 kr. Lånet var et kontantlån, og provenuet blev anvendt til indfrielse af restgælden på det af indklagede ydede byggelån, medens restprovenuet på ca. 75.000 kr. blev udbetalt klageren.
I skrivelse af 18. august 1990 til indklagede anførte klageren, at indklagede i forbindelse med optagelsen af kreditforeningslånet i 1975 havde oplyst klageren om, at et 20-årigt kreditforeningslån ville være tilbagebetalt efter 15-16 år, hvorfor det ikke kunne betale sig for klageren kun at optage et 10-årigt lån som først ønsket af klageren. Da det efterfølgende havde vist sig, at denne oplysning ikke var korrekt, burde indklagede godtgøre det tab, klageren havde lidt som følge af, at lånet først var afviklet efter 20 år.
I skrivelse af 21. august 1990 til klageren meddelte indklagede, at man ikke fandt, at klageren var blevet dårligt rådgivet på rådgivningstidspunktet, hvorfor man ikke anså sig for ansvarlig for, at kreditforeningslånet ikke var afviklet som forudsat af klageren.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren den gæld, der nu resterer på kreditforeningslånet.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning under henvisning til, at byggelånet og kreditforeningslånet er optaget af klagerens nu afdøde mor og ikke af klageren. Subsidiært har indklagede påstået frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han siden begyndelsen af 1950'erne har drevet den omhandlede landbrugsejendom sammen med sine nu afdøde forældre. Beslutningen om optagelse af byggelånet fandt sted i samråd med klagerens da 85 år gamle mor, og klageren forestod selv henvendelsen til indklagede. Klageren er enebarn og har efterfølgende arvet landbrugsejendommen, og på baggrund heraf finder klageren, at han er berettiget til at klage over den af indklagede i 1974 ydede rådgivning, til trods for at kreditforeningslånet formelt blev ydet moderen. I forbindelse med at klageren og klagerens mor optog byggelånet hos indklagede i 1974, aftaltes det, at lånet efter ombygningen skulle konverteres til et 10-årigt kreditforeningslån eller et 10-årigt lån hos indklagede, således at lånet ville være afviklet, inden klageren, der da var 45 år, gik på pension. Klageren drøftede dette med indklagedes medarbejder, og indklagede var således bekendt med klagerens ønske om, at lånet skulle være afviklet, inden han blev 60 år. Indklagedes medarbejder rådede imidlertid klageren til at optage et 20-årigt kreditforeningslån, idet medarbejderen oplyste, at et sådant lån rent faktisk ville være afviklet efter ca. 15 ar. Da det efterfølgende har vist sig, at denne oplysning ikke var korrekt, har klageren været afskåret fra at gå på delpension som 60 årig i 1990.
Indklagede har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at det ikke er klageren, men klagerens mor, der i 1975 optog et 20-årigt kreditforeningslån. Klageren overtog først ejendommen 1. juli 1977, og indklagede finder således ikke, at klageren er rette klager.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren på intet tidspunkt tilkendegav, at det var en forudsætning, at lånet var indfriet i 1990. På tidspunktet for lånets optagelse kunne et lån med fordel indfries inden de 20 år var forløbet, til en restgæld, som var forholdsvis lavere end på optagelsestidspunktet, idet reservefondsmidlerne da var så store, at de kunne dække op til et par års ydelser på et lån. Hertil kom, at renteniveauet på kreditforeningslån helt frem til begyndelsen af 1980'erne var så højt, at klageren med fordel kunne indfri sit lån med et forholdsmæssigt lavere beløb end den oprindelige hovedstol. Indklagede har således rådgivet korrekt ud fra de af klageren givne oplysninger sammenholdt med låneforholdene på markedet i 1975. Klageren har endvidere udvist en retsfortabende passivitet ved først at reagere 15 ar efter, at rådgivningen er sket. Klageren har gennem mange år kunnet se konsekvenserne og burde have handlet derefter, men klageren har ikke efter lånets optagelse anmodet indklagede om rådgivning vedrørende sine økonomiske forhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Selvom klageren i 1975, da det omhandlede kreditforeningslån blev optaget, formelt ikke var ejer af landbrugsejendommen, findes klageren, der senere har arvet ejendommen, at måtte betragtes som rette klager.
Det findes ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har begået ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klageren i forbindelse med optagelsen af det 20-årige kreditforeningslån.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.