Afgørelse

Klage vedrørende kaution og pant for erhvervsengagement afvist.

Sagsnummer:	246 /2006
Dato:	29-03-2007
Ankenævn:	John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:	Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst:	Klage vedrørende kaution og pant for erhvervsengagement afvist.
Indklagede:	Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens kautions- og pantehæftelse for en virksomhed, som han udtrådte af i 2005.

Sagens omstændigheder.

Sammen med en tredjemand, T, drev klageren erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab.

Ved kreditkontrakt af 29. januar 2004 ydede indklagede selskabet en erhvervskredit på 500.000 kr. Kreditkontrakten blev underskrevet af klageren på selskabets vegne. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede kaution fra klageren, T, og deres respektive ægtefæller, som hver i sær underskrev kontrakten som selvskyldnerkautionister. Klageren underskrev endvidere en kautionserklæring om ubegrænset hæftelse for selskabets forpligtelser af enhver art over for indklagede.

Ved gældsbrev af 26. april 2005 ydede indklagede selskabet et lån på 400.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 8.100 kr., første gang den 1. maj 2005. Ydelserne skulle hæves på erhvervskreditten. Klageren underskrev gældsbrevet på selskabets vegne og som selvskyldnerkautionist. Klageren underskrev endvidere en ny separat kautionserklæring om ubegrænset hæftelse for selskabets forpligtelser af enhver art over for indklagede.

Klageren og dennes ægtefælle oprettede endvidere et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i deres faste ejendom. Ejerpantebrevet blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som selskabet "nu har eller senere måtte få" over for indklagede i henhold til "ethvert mellemværende".

Pr. den 1. september 2005 udtrådte klageren af virksomheden.

Ved skrivelse af 23. august 2005 til indklagede meddelte klageren og T, at de i forbindelse med klagerens udtræden havde aftalt, at kassekreditten fra og med den 1. september 2005 kun måtte benyttes til afvikling af indbetalinger og udbetalinger, som vedrørte tiden før denne dato. Det var deres opfattelse, at hovedparten af gælden på kontoen kunne indfries med indbetalingerne fra selskabets debitorer.

På en ekstraordinær generalforsamling i selskabet den 1. september 2005 fratrådte klageren som direktør i selskabet og T blev valgt til ny direktør. Endvidere skiftede selskabet navn.

Ved skrivelser af 25. november 2005 anmodede indklagede klageren og T samt deres respektive ægtefæller om at indfri engagementet, som var misligholdt.

Den 2. marts 2006 blev der afholdt et møde mellem parterne, som imidlertid ikke førte til en afklaring af mellemværendet.

Klageren mente at have et tilgodehavende på ca. 500.000 kr. hos T, som efter klagerens opfattelse også hæftede for gælden.

I maj 2006 gjorde klageren indsigelse imod, at ydelserne på erhvervslånet efter den 1. september 2005 var blevet hævet på erhvervskreditten.

Ved skrivelse af 3. juni 2006 anmodede klageren indklagede om at frafalde kautionen og pantesikkerheden, hvilket indklagede afslog ved skrivelse af 22. juni 2006.

Ved skrivelse af 14. september 2006 opsagde indklagede engagementet, som blev opgjort til 1.441.779,57 kr. fordelt med 287.114,60 kr. på lånet og 1.154.664,97 kr. på kreditten.

Parternes påstande.

Den 11. oktober 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kautionen og frigive ejerpantebrevet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, mere subsidiært afvisning, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han tvunget af omstændighederne blev nødsaget til at kautionere og at pantsætte ejerpantebrevet, idet lånet ellers ikke ville blive godkendt. Han var kun indirekte ejer af selskabet, der nu er under afvikling, idet han ejer 50 % via et holdingselskab.

T foretog en række ulovlige transaktioner til skade for ham. Indklagede har ved at acceptere disse været medvirkende hertil og bør som følge heraf frafalde sit krav.

I sommeren 2005 konstaterede han bl.a., at T ulovligt havde overført ca. 200.000 kr. til et ejendomsselskab, som er et søsterselskab, og derfra videreoverført beløbet til sig selv, idet han tidligere havde lagt penge ud for ejendomsselskabet. Trods kendskab til denne overførsel bevilgede indklagede T en ny kassekredit den 1. september 2005.

Indklagede fulgte ikke op på skrivelserne af 25. november 2005. Indklagede må herefter havde fortabt sin ret over for kautionisten, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 3.

Med virkning fra den 1. januar 2006 overdrog T uden hans viden selskabets aktiver til et selskab, som T selv kontrollerer. Indklagede var vidende om, at der herved skete en skævdeling af kreditorerne i det gamle selskab, da den oprindelige kassekredit ikke blev medtaget i forbindelse med handelen. Indklagede bekræftede dette på mødet den 2. marts 2006.

Hvis indklagede havde overholdt normal rykkerprocedure i henhold til lov om finansiel virksomhed § 48, ville T ikke have haft mulighed for at sælge dele af selskabet til sig selv med virkning fra den 1. januar 2006.

Han blev bekendt med overdragelsen i forbindelse med indkaldelsen til mødet den 2. marts 2006, hvor T blev pålagt at fremkomme med et delingsforslag, hvilket imidlertid ikke skete. Han udarbejdede derfor et delingsforslag på grundlag af selskabets balance og årsregnskab pr. den 30. juni 2005, som viste et tilgodehavende i hans favør på ca. 500.000 kr., og at gælden påhvilede T. Både indklagede og T fik forslaget tilsendt, men reagerede ikke herpå. Under et nyt møde i maj 2006 meddelte indklagede på trods af det fremsendte delingsforslag, at han skulle dække halvdelen af gælden.

Efter den 1. september 2005 fortsatte indklagede med at hæve låneydelserne på den opsagte kassekredit frem for den nyetablerede kassekredit, der skulle fungere som driftskonto for virksomheden efter hans udtræden.

Indklagede har ved sin långivning til T forringet hans mulighed for regres.

Han har ikke modtaget årsopgørelser vedrørende gælden, og han har haft svært ved at få udleveret kontoudskrifter.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren er bundet af sin hæftelse for selskabets engagement. På kautions- og pantsætningstidspunktet var klageren medejer af og direktør for selskabet. Det bestrides, at klageren blev tvunget til at kautionere, og at indklagede som anført af klageren indirekte skulle have været medvirkende til lovovertrædelser.

I efteråret 2005 blev man opmærksom på, at der var problemer mellem klageren og T, og at klageren fratrådte som direktør. Man ønskede ikke at blande sig i det indbyrdes forhold mellem klageren og T, men havde alene en interesse i, at selskabets engagement blev afviklet.

Kautionsforpligtelserne blev gjort gældende i november 2005, hvor man skønnede, at der ikke var vilje til at finde en løsning på, hvorledes engagementet skulle afvikles. Engagementet var misligholdt men blev ikke opsagt.

Efterfølgende blev der indledt en dialog, som imidlertid ikke førte til en løsning, hvorfor engagementet blev opsagt den 14. september 2006.

I forbindelse med opsigelsen fik klageren tilsendt en kontooversigt.

Det bestrides, at man på mødet den 2. marts 2006 pålagde T at lave et delingsforslag. Klageren og T blev opfordret til indbyrdes at finde frem til et løsningsforslag.

Til støtte for påstanden om afvisning, jf. vedtægternes § 7, har indklagede anført, at en stillingtagen til klagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7. Til støtte for påstanden om afvisning, jf. vedtægternes § 2, stk. 3, har indklagede anført, at der er tale om en klage fra en erhvervsdrivende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår klagerens kaution og panthæftelse for indklagedes engagement med et anpartsselskab, som klageren var direktør for og efter det oplyste via et holdingselskab var (og muligvis fortsat er) medejer af, og gennem hvilket han drev erhvervsmæssig virksomhed. Ankenævnet finder herefter, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold og ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold. Klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 2 og 3 i nævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.