Afgørelse

Spørgsmål om skønsmæssig nedsættelse af gæld samt opdeling heraf mellem forhenværende ægtefæller

Indledning

Denne sag vedrører klagernes krav om skønsmæssig nedsættelse af en gæld til Nordea Bank samt krav om opdeling af gælden mellem klagerne uden krydskaution.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er M og K, som var kunder i Nordea Bank, og som i dag er skilt.

I 2006 overtog M et selskab, S, som han indtil da havde drevet sammen med en partner. S, som også var kunde i Nordea Bank, havde på daværende tidspunkt en driftskredit [-305] i banken på 600.000 kr.

Banken har oplyst, at banken til sikkerhed for kreditten havde kaution fra klagerne på 600.000 kr., et ejerpantebrev i klagernes daværende ejendom på 100.000 kr., løs-øreejerpantebrev på 300.000 kr. i S’s goodwill, inventar og lejerettigheder samt virksomhedspant på 400.000 kr.

Banken har videre oplyst, at klagerne på tidspunktet for M’s overtagelse af S havde en fælles privat kredit [-365] i banken på 10.000 kr., som var i overtræk med 49.000 kr. Herudover havde klagerne hver en indlånskonto i banken [-466 og -579].

I december 2007 blev S’s kredit forhøjet til 700.000 kr. med en variabel rente på for tiden 9,00 % p.a.

Klagerne kautionerede begge for driftskreditten ved selvskyldnerkaution underskrevet den 20. december 2007.

Klagerne underskrev samtidig en pantsætningserklæring til banken, hvorved banken fik sikkerhed i et ejerpantebrev på 500.000 kr. i den daværende fælles ejendom.

Af S’s årsrapport for perioden 1. juli 2007 til 30. juni 2008, dateret 2. december 2008, fremgår blandt andet:

"…

DEN UAFHÆNGIGE REVISORS PÅTEGNING

Forbehold

Årsrapporten er aflagt med fortsat drift for øje. Som omtalt i afsnit 3 i ledelsesberetningen har ledelsens pengeinstitut givet tilsagn om fortsat finansiering inden for de gældende rammer indtil udgangen af maj måned 2009 under forudsætning af, at der i tiden indtil da realiseres et tilfredsstillende, positivt resultat i selskabet. Ledelsen overvejer for tiden forskellige planer med henblik på at sikre virksomhedens fortsatte drift, men indtil nu er der ikke forelagt konkrete handlingsplaner med budgetter m.m. Forholdene indebærer, at der er betydelig usikkerhed om virksomhedens evne til at fortsætte driften.

Vi er derfor ikke enig i ledelsens valg af at aflægge årsrapporten med fortsat drift for øje. Efter vor opfattelse burde årsrapporten aflægges efter realisationsprincippet, hvilket ville reducere årets resultat og egenkapital væsentligt.

...

LEDELSESBERETNING

…

Den forventede udvikling i de kommende år

…

Ledelsen anser det for sandsynligt, at selskabets indtjening herved kan forbedres, således at selskabets egenkapital kan retableres gennem selskabets egen indtjening i de kommende år, og årsrapporten for 2007/2008 aflægges i overensstemmelse hermed under forudsætning af fortsat drift.

…"

Ifølge det oplyste blev S’s gæld i 2009 overført til klagerne som kautionister og pantsættere i forbindelse med S’s driftsophør og efterfølgende opløsning i 2010.

Der blev i den forbindelse oprettet en ny fælles privat kredit [-996] i banken på 700.000 kr. til dækning af S’s gæld.

Klagernes hus blev sat til salg i 2010. Frem til huset blev solgt i maj 2011 blev kreditten på konto -996 forhøjet to gange med i alt 65.000 kr.

Provenuet fra salget af klagernes hus udgjorde efter betaling af realkreditgæld 341.140 kr., som den 25. november 2011 blev indbetalt til dækning af klagernes gæld til banken på den nye kredit -996. Kreditten blev derved nedskrevet til 456.011 kr.

Den 22. december 2011 skrev banken blandt andet følgende i et brev til M:

"…

Den 29. november 2011 var I begge til møde i banken med undertegnede og privatkundechef [P], om aftale/fordeling af det ovennævnte negative restprovenue fra jeres salg af ejendommen […] samt tidligere nedlukning af firmaet […].

Vi indgik en aftale om deling af kontoen med gensidig kaution, og den skulle være klar til underskrift den 08.12.11. Jfr. telefonkontakt med [K], ønsker hun ikke at underskrive aftalen, da der endnu er uafklaret forhold i jeres skilsmisse, og [M] har endnu ikke henvendt sig for underskrift på aftalen.

Såfremt der ikke inden den 06.01.12 er truffet en tilfredsstillende aftale med banken om afvikling af gælden, vil kreditten blive opsagt til fuld indfrielse. Samtidig skal vi gøre opmærksom på, at tilskrevne renter pr 31.12 på 17.160,90 kr. skal indbetales inden den 05.01.12. Se vedlagte proformaopgørelse.

…"

Den 18. februar 2012 overgik klagernes konti til retslig inkasso i banken. Klagernes fælles gæld til banken udgjorde på daværende tidspunkt 473.301 kr. for konto -966 og 1.888 kr. for konto -365. Herudover havde M en gæld til banken på 10.362 kr. [-466] og K en gæld på 234 kr. [-579].

Ved brev af 18. oktober 2012 til klagerne opgjorde bankens advokat bankens krav mod klagerne. Advokaten anmodede samtidig klagerne om at betale beløbet inden 10 dage eller kontakte advokaten vedrørende en afdragsordning, såfremt klagerne ikke ønskede sagen indbragt for retten.

Den 5. november 2012 indgav banken stævning mod klagerne til retten med følgende påstande:

"…

PÅSTAND 1:

De sagsøgte dømmes in solidum til at betale sagsøgeren kr. 538.288,46. Heraf forrentes kr. 475.189,99 fra 18.10.2012 til betaling sker med den til enhver tid gældende rentesats i henhold til sagsøgers almindelige rentebestemmelser, som de sagsøgte er gjort bekendt med. Renten udgør p.t. 20,50 % p.a. og tilskrives årligt hver den 31. december og tillægges hovedstolen.

PÅSTAND 2:

Sagsøgte 1 [K] dømmes yderligere at betale sagsøgeren kr. 265,12. Heraf forrentes kr. 234.07 fra 18.10.2012 til betaling sker med den til enhver tid gældende rentesats i henhold til sagsøgers almindelige rentebestemmelser, som de sagsøgte er gjort bekendt med. Renten udgør p.t. 20,50 % p.a. og tilskrives årligt hver den 31. december og tillægges hovedstolen.

PÅSTAND 3:

Sagsøgte 2 [M] dømmes yderligere til at betale sagsøgeren kr. 11.736,23. Heraf forrentes kr. 10.362,42 fra 18.10.2012 til betaling sker med den til enhver tid gældende rentesats i henhold til sagsøgers almindelige rentebestemmelser, som de sagsøgte er gjort bekendt med. Renten udgør p.t. 20,50 % p.a. og tilskrives årligt hver den 31. december og tillægges hovedstolen.

..."

I svarskrift af 13. december 2012 begærede klagerne sagen henvist til Pengeinstitutankenævnet, idet de anførte, at de skyldige beløb burde nedsættes som følge af mangelfuld rådgivning fra banken.

Parternes påstande

Den 8. februar 2013 har klageren M indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal anerkende, at restgælden bør nedsættes forholdsmæssigt og opdeles mellem ham og K, samt at banken skal indgå en realistisk afdragsordning med dem begge.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

KlagerenM har anført, at han vedkender sig gælden, men stiller spørgsmålstegn ved bankens håndtering af sagen, herunder om beløbets størrelse ville have været mindre, såfremt han og K havde modtaget ordentlig rådgivning fra banken.

Banken indvilligede i 2006 i, at han overtog S på betingelse af, at både han og K kautionerede og banken fik pant i huset, som på daværende tidspunkt blev vurderet til 2,4 mio. kr.

S havde allerede på det tidspunkt kørt med underskud i flere år. I årene fra 2006 til tvangsopløsningen af S i 2009 kæmpede han imod renteudgifter og faldende omsætning. Banken blev ved med at hæve renten i takt med, at banken påtog sig en større risiko.

Bankens rentestigninger var på sin vis logiske, men var samtidig formålsløse, da det blot forværrede hans økonomiske situation og dermed hans mulighed for at opfylde sine forpligtelser overfor banken.

Samtidig kæmpede han og K med at få privatøkonomien og familielivet til at hænge sammen, mens huspriserne også begyndte at falde. På trods af samlivets ophør var de nødsaget til fortsat at bo sammen i huset i over et år, før det blev solgt med et nedslag i prisen på 400.000 kr. i forhold til udbudsprisen.

Banken ville ikke dele lånet mellem dem på trods af samlivets ophør, men tilbød dem en urealistisk afdragsordning på 4.500 kr. om måneden i 21 år. Det kan ikke være rigtigt, at man skal hæfte solidarisk med en, som man ikke længere lever sammen med.

Han har været kunde i banken hele sit liv og har altid betalt hvad han skylder. Banken har således tjent godt på ham, men vil ikke samarbejde nu, hvor han har brug for hjælp.

Banken burde have rådgivet dem bedre, da de kunne se, at S havde kørt med underskud i flere år. Banken fokuserede kun på sikkerheden i huset.

Banken burde allerede ved hans overtagelse af S i 2006 have flyttet gælden over i privat regi, så de allerede på daværende tidspunkt kunne være påbegyndt en afvikling af gælden på mere favorable vilkår end nu.

Da huspriserne faldt, hævede banken i stedet renten til 20 %. Banken har således aldrig forsøgt at hjælpe dem, men kun handlet i egen interesse.

Nordea Bank har anført, at M’s overtagelse af S og den efterfølgende kreditudvidelse med 100.000 kr. vedrører erhvervsforhold, hvorfor denne del ikke bør behandles af Ankenævnet.

Det fremgik desuden af M’s ledelsesberetning i den fremlagte årsrapport dateret den 9. december 2008, at M på det tidspunkt anså det for sandsynligt, at S’s indtjening kunne forbedres, således at S’s egenkapital kunne retableres gennem S’s egen indtjening i de kommende år.

Forholdet er i øvrig forældet ligesom der foreligger passivitet.

For så vidt angår klagernes anbringende om, at banken burde have flyttet S’s lån over i privat regi, ved M’s overtagelse af S i 2006, har banken anført, at dette ikke er sædvanligt. Som udgangspunkt er det heller ikke en fordel at indfri sine private forpligtelser som kautionist og pantsætter, så længe den virksomhed, der er stillet sikkerhed for, drives med henblik på at opnå overskud.

For så vidt angår dette forhold foreligger der ligeledes både passivitet og forældelse.

Overførslen af S’s gæld til klagerne i 2009 skete på anbefaling fra S’s/klagernes revisor i forbindelse med S’s driftsophør og efterfølgende opløsning i 2010.

Den efterfølgende udvidelse af kreditrammen på klagernes konto -996 skete med henblik på at dække løbende omkostninger og undgå tvangsauktion.

Banken kan ikke pålægges at opdele gæld mellem flere solidarisk hæftende skyldnere. På mødet i banken den 29. november 2011 accepterede banken imidlertid en opdeling af gælden, hvis klagerne stillede sikkerhed for hinandens gæld i form af krydskaution, hvilket K afviste.

Da der ikke efterfølgende blev indgået en betalingsordning med klagerne, blev engagementet ophævet og sendt til inkasso. Klagernes rente blev på sædvanlig vis ændret til en misligholdelsesrente i forbindelse med inkassosagen.

Klagen indeholder ikke andre klagepunkter om en formueretlig tvist, som banken har mulighed for at besvare, og der ses ikke at være anført andre omstændigheder, som kan begrunde, at bankens krav mod klageren skal nedsættes eller bortfalde.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagernes låneoptagelse og kaution eller i den senere rådgivning af klagerne.

Det kan ikke pålægges banken at opdele gælden mellem klagerne uden sikkerhedsstillelse, ligesom Ankenævnet ikke kan pålægge banken en bestemt afviklings- eller akkordordning.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.