Sagsnummer: | 200001004/2000 |
Dato: | 31-07-2000 |
Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Lars Christiensen, Leif Nielsen, Søren Møller-Damgaard, Lene Staunsager |
Klageemne: | § 578 Personlig fordring - forældelse Tvangsauktion - omkostninger |
Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578. |
Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Realkreditinstitutter |
Klageren indgik i maj 1990 aftale om salg af sin ejerlejlighed til en nominel pris på 409.000 kr., hvoraf klageren skulle refundere køberen 23.800 kr. til istandsættelsesarbejder. Den offentlige vurdering af lejligheden var i 1990 på 470.000 kr. Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1991 lejligheden på tvangsauktion for et bud på 215.000 kr. Instituttets fordring var inkl. foranstående lån på tvangsauktionen opgjort til i alt 356.032 kr., som fordeltes med 315.430 kr. i kolonne 2 og 40.601 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 7. juli 1991 ejendommen, bl.a. med optagelse af nyt ejerskiftelån. I august 1995 gjorde instituttet en personlig fordring på 141.032 kr. gældende over for klageren. Hertil skulle tillægges 9 pct. rente fra auktionsdagen.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring af den aktuelle størrelse gældende mod ham, dels som følge af en for lav videresalgspris, dels som følge af forældelse. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at det oplyste gav grundlag for en nedsættelse af den personlige fordring, jf. rpl. § 578. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at instituttet havde krav på et beløb i den krævede størrelsesorden, og at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Efter flertallets opfattelse havde instituttet ikke gennem oplysninger om budets anvendelse til forlods dækning af restancer m.v. i h.t. fast praksis og til kreditors valgret med hensyn til fordelingen af budet, ført det fornødne bevis for, at ingen del af kravet var forældet. Hertil måtte ifølge flertallet kræves fremlæggelse af egentlige regnskabsbilag eller bogføringsmateriale, der klart og utvetydigt viste, at ingen del af beløbet bestod af renter og bidrag. Mindretallet fandt, at der ikke generelt kunne stilles store krav til bevisets styrke, hvis instituttet blev pålagt bevisbyrden for budets anvendelse. Instituttet havde efter mindretallets opfattelse godtgjort, at budet forlods var anvendt til dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelt den 3. august 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Klageren har taget bekræftende til genmæle i retss