Indsigelse mod rådgivning om investering.
| Sagsnummer: | 231/1997 |
| Dato: | 18-02-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning om investering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er født i november 1971, solgte i januar 1994 via indklagede nominelt 252.000 kr. 7,5% Skibskreditobligationer 1996 til kurs 104,25. Samtidig købte klageren nominelt 392.000 kr. 6% Nykredit 3C 2026 til kurs 92,55 samt 103 stk. investeringsbeviser Danske Invest Nye Markeder til kurs 191,75.
Den 21. juli 1994 solgte klageren investeringsbeviserne til kurs 145,75 og 20 stk. Den Danske Bank aktier til kurs 352. Det samlede provenu ved salget på 22.062 kr. blev anvendt til inddækning af overtræk på klagerens kassekredit hos indklagede.
Den 23. januar 1996 solgte klageren beholdningen af Nykreditobligationer til kurs 83,925. Beholdningen var siden januar 1994 reduceret med udtrækninger på 12.000 kr. og 2 salg på i alt nominelt 16.000 kr.
Den 21. marts 1996 beregnede en statsautoriseret revisor klagerens samlede kurstab ved investeringen i Nykreditobligationerne og investeringsbeviserne til i alt 40.090 kr.
Den 16. juni 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede siden 1989, hvor hun fyldte 18 år, har rådgivet hende om investering af hendes formue, som hun har modtaget ved arv. I forbindelse med at hun i 1994 skulle geninvestere en beholdning statsobligationer med udløb samme år, anbefalede indklagede salg af skibsobligationerne og geninvestering i 6% Nykredit obligationer 2026 og for en mindre del af formuen investeringsbeviser i Danske Invest Nye Markeder. Henset til hendes alder, og at indklagede var bekendt med, at hun ønskede at anvende formuen til delvis finansiering af uddannelse og køb af bolig, er det hendes opfattelse, at indklagede har pådraget sig ansvar ved at anbefale investering i langsigtede papirer. Indklagede har endvidere forsømt at tilgodese behovet for en spredning af risikoen. Da kursen på obligationerne efter at have været faldet til 72 i januar 1996 var steget til 83,925 og ifølge pressen ikke forventedes at stige mere, turde hun ikke andet end at realisere beholdningen. Det var hendes opfattelse, at investeringen først ville have genvundet sin værdi ved obligationernes udløb år 2026, og hun er uforstående over for, at indklagede nu under klagesagen har oplyst, at investeringens varighed statistisk beregnes til ca. 10 år. Under et møde i marts 1996 erkendte afdelingens bestyrer et ansvar for investeringen og gav udtryk for, at obligationerne var blevet solgt på det rigtige tidspunkt. For så vidt angår kurstabet på investeringsbeviserne har klageren anført, at salget blev gennemført på indklagedes forlangende. Indklagede, der var bekendt med hendes likviditetsbehov, burde have forlænget kassekreditten, indtil investeringsbeviserne kunne afhændes uden tab.
Indklagede har anført, at klageren ønskede at bevare kapitalen i videst muligt omfang og samtidig opnå en sikker investering med et stabilt højt afkast. Indklagede var ikke bekendt med klagerens planer om køb af bolig, ligesom det heller ikke var på tale, at kapitalen skulle være til rådighed. Investeringen havde en statistisk varighed på 10 år på grund af løbende udtrækninger. Klageren kunne derfor forvente den investerede kapital tilbagebetalt til pari inden for dette tidsrum. Der var således tale om en sikker investering, som var af overskuelig varighed med et højt afkast, og som samtidig sikrede kapitalens bevarelse i videst muligt omfang. Det forhold, at klageren i januar 1996 valgte at sælge obligationerne med kurstab til følge, kan ikke bebrejdes indklagede. Det bestrides, at afdelingens bestyrer har erkendt et ansvar for kurstabet. Det er indklagedes klare opfattelse, at salget i juli 1994 til inddækning af kassekreditten skete i enighed med klageren. I betragtning af klagerens indtægtsforhold var det ikke rentabelt eller hensigtsmæssigt at have den pågældende gældspost, som var opstået efter erhvervelsen af de pågældende værdipapirer.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes investering i 30-årige realkreditobligationer i januar 1994. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i efteråret 1994 på utilbørlig måde har presset klageren til at realisere en del af værdipapirerne til nedbringelse af sin kassekredit.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.