Indsigelse mod kautions gyldighed begrundet i at kautionist ikke forstod dansk.
| Sagsnummer: | 458/1996 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautions gyldighed begrundet i at kautionist ikke forstod dansk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er født engelsk statsborger, kom i juni måned 1986 til Danmark og blev i juni 1987 dansk gift.
Klagerens daværende ægtefælle anmodede i juni 1988 et pengeinstitut, med hvem indklagede senere fusionerede, om et lån på 755.000 kr. til brug for finansiering af en båd, der skulle indkøbes som led i et bortchartringsarrangement. Ved skrivelse af 24. juni 1988 afslog indklagede at yde den ønskede finansiering, men anførte, at man i stedet kunne tilbyde finansiering på grundlag af "den samlede husstandsindkomst, hvorved Deres hustru skal hæfte enten som meddebitor eller selvskyldnerkautionist". Til brug herfor ønskede indklagede slutopgørelse/selvangivelse for klageren fremsendt.
Klagerens ægtefælle fremsendte kopi af klagerens årsopgørelse for 1986. Af denne fremgår, at klageren i 1986 havde en A-indkomst på 68.219 kr. Under fradrag er udgift til befordring/hjem/arbejde anført med 3.935 kr. Ægtefællen anførte på årsopgørelsen, at klageren var "britisk og ankom til DK den 22/6/86. Den 18/7/86 fik hun job som sekretær." På klagerens selvangivelse for 1987 er anført 152.579 kr. under "Løn, dagpenge, pension m.v." og 5.313 kr. vedrørende befordring.
Klageren har oplyst, at hun fra juli 1986 til 20. juli 1987 havde arbejde på et kontor, hvor hovedsproget var engelsk.
Indklagede bevilgede det ønskede lån til ægtefællen og fremsendte den 8. juli 1988 forskellige dokumenter til underskrift, herunder kautionsbevis til underskrift af klageren.
Under sagen er fremlagt kopi af et kautionsbevis, der fremtræder som underskrevet af klageren den 19. juli 1988; to personer har underskrevet til vitterlighed. Ifølge kautionsbeviset indestår klageren som kautionist for skadesløs betaling af ethvert beløb, som ægtefællen måtte være eller blive indklagede skyldig vedrørende "alt mellemværende mellem [indklagede]" begrænset til 750.000 kr.
Klageren har oplyst, at charterprojektet kuldsejlede et halvt år efter opstart, hvorved lånet til indklagede blev misligholdt.
Indklagede har oplyst, at klagerens kautionsforpligtelse blev gjort gældende den 21. maj 1992, og at mellemværendet på grund af misligholdelse har henstået uden automatisk rentetilskrivning siden den 20. marts 1993.
Den 1. september 1995 blev klageren separeret.
Ved skrivelse af 21. maj 1996 anmodede indklagede gennem sin advokat klageren om at indfri kautionsforpligtelsen på 755.000 kr., idet indklagede opgjorde sit samlede krav mod den tidligere ægtefælle i størrelsesordenen 1.100.000 kr. inklusiv renter fra 20. marts 1993.
Klageren har den 22. november 1996 gennem sin advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter i henhold til det underskrevne kautionsbevis.
Under sagens forberedelse for Ankenævnet har klageren anmodet indklagede om, at korrespondancen for Ankenævnet oversættes til engelsk uden udgift for hende. Dette har indklagede afslået, hvorefter klageren har fremsendt en på engelsk affattet skrivelse, dateret den 25. marts 1997.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning under henvisning til, at klagerens skrivelse af 25. marts 1997 er affattet på engelsk. Subsidiært har indklagede påstået frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke i forbindelse med underskrift af kautionsbeviset, hvilket hun ikke erindrer, blev gjort bekendt med, hvad hun kautionerede for. Indklagede foretog sig intet for at sætte sig i forbindelse med hende herunder sikre sig, at hun forstod, hvad det var hun underskrev, og hvilken betydning det kunne få for hende. Indklagede ulejligede sig end ikke med at formå hende til at underskrive dokumenterne hos indklagede til trods for, at man var bekendt med, at hun var englænder, netop ankommet til Danmark og ikke forstod indholdet af det på dansk formulerede kautionsbevis. Hun finder, at der må påhvile indklagede en almindelig pligt til at sikre sig, at en kautionist forstår indholdet og konsekvenserne af en kaution, ligesom der må påhvile indklagede en særlig agtpågivenhed, når man er bekendt med, at kautionisten har vanskeligt ved at forstå indholdet af en kaution. Hun finder, at risikoen for, at hun ikke forstod, hvad hun underskrev, eller konsekvenserne heraf bør påhvile indklagede. Hertil kommer, at det ikke har været afgørende for indklagede for lånets ydelse, at hun underskrev kautionserklæringen, idet hun på tidspunktet for underskrivelse var arbejdsløs med et nyfødt barn. Hun blev ikke før indklagedes skrivelse af 21. maj 1996 kontaktet, selv om lånet havde været misligholdt gennem flere år. Indklagede har således tilsidesat bank- og sparekasselovens § 41. Hun er herved blevet afskåret fra at træffe de foranstaltninger, som hun kunne have fundet nødvendige herunder søge reduceret omkostninger og rentetilskrivninger, som er sket uden hendes vidende. Hun finder ikke grundlag for, at indklagedes afvisningspåstand bør tages til følge. Såfremt der måtte være behov herfor, kan hendes bemærkninger i skrivelsen af 25. marts 1997 oversættes til dansk.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstand anført, at afvisning bør ske, da klagerens skrivelse til Ankenævnet er affattet på engelsk.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det på intet tidspunkt blev oplyst over for indklagede, at klageren ikke forstod og talte dansk. I forbindelse med lånets bevilling oplyste ægtefællen, at klageren havde arbejde som sekretær og arbejdet de to seneste år, forinden klager underskrev kautionsdokumentet. Indklagede modtog i denne forbindelse kopi af klagerens selvangivelse fra 1987 og årsopgørelse for 1986. Indklagede var derfor i god tro med hensyn til oplysningen om, at klager havde været i arbejde i Danmark de to seneste år. Det blev ikke oplyst, at ansættelsesforholdet skulle være ophørt.
Indklagede har ikke tilsidesat underretningspligten efter bank- og sparekasseloven § 41, idet der har været rettet talrige henvendelser til klagerens tidligere ægtefælle på deres fælles adresse. En eventuel tilsidesættelse har i hvert fald ikke forringet klagerens mulighed for at gøre regres mod ægtefællen.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at klagerens skrivelse af 25. marts 1997 ikke er affattet på dansk, kan føre til en afvisning af sagens behandling for Ankenævnet. Såfremt Ankenævnet ikke så sig i stand til fuldt ud at forstå skrivelsens indhold, måtte konsekvensen alene være, at Ankenævnet måtte se bort fra skrivelsen ved sagens behandling. Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.
Det er ubestridt af klageren, at det fremlagte kautionsbevis er underskrevet af hende. Det er ikke godtgjort, at klageren ved underskrivelsen af kautionsbeviset af 19. juli 1988 ikke forstod erklæringens karakter, og at indklagede vidste eller burde vide dette. Det bemærkes herved, at klageren under de foreliggende omstændigheder, hvor kautionsbeviset ikke blev underskrevet hos indklagede, selv har påtaget sig risikoen ved at underskrive et dokument, hvis indhold hun muligt ikke forstod til fulde.
For Ankenævnet foreligger der ikke nogen henvendelse fra indklagede til klageren forud for indklagedes advokats skrivelse af 21. maj 1996, og da det fremgår, at klagerens tidligere ægtefælles engagement havde været misligholdt fra et tidspunkt, der må ligge forud for den 20. marts 1993, hvor den automatiske rentetilskrivning ophørte, lægger Ankenævnet til grund, at indklagede ikke har iagttaget pligten i bank- og sparekasselovens § 41 til at underrette klageren som kautionist om misligholdelsen inden 6 måneder efter forfaldsdagen.
Henset til det lange tidsrum fra misligholdelsen til underretningen til klageren finder Ankenævnet ikke at kunne udelukke, at klagerens mulighed for regres mod låntageren ville have været større, hvis underretning om misligholdelse var blevet givet på et tidligere tidspunkt. En nærmere bevisførelse herom i form af parts- og vidneforklaringer findes imidlertid ikke at kunne finde sted ved Ankenævnet, men må i stedet ske ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen, jf. § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge for så vidt angår spørgsmålet om klagerens underskrift af kautionserklæringen. Ankenævnet kan i øvrigt ikke behandle klagen.