Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier i november 2006 og køb i forbindelse med kampagne i 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
| Sagsnummer: | 174/2014 |
| Dato: | 12-01-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Inge Kramer, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier i november 2006 og køb i forbindelse med kampagne i 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier i november 2006 og køb i forbindelse med kampagne i 2007. Forligstilbud ikke accepteret inden frist.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Roskilde Bank. Finansiel Stabilitet har fremlagt en oversigt, hvoraf fremgår, at klageren ved udgangen af 2001 havde 5 stk. Roskilde Bank aktier. Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde klageren 25 stk. Roskilde Bank aktier. I september 2005 købte klageren yderligere 60 stk. Roskilde Bank aktier. Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 havde klageren 170 stk. Roskilde Bank aktier.
Klageren modtog efter det oplyste et kampagnebrev fra Roskilde Bank i forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i august-september 2006.
I en e-mail til banken af 17. august 2006 anførte klageren:
”… Som aftalt sender vi en tilbagemelding på vores køb af aktier. Vi venter et par uger, og ser om aktien falder lidt mere til under de 1200. Vi vender tilbage til dig. Indtil da, står de kr. 420.000, som vi vil sætte i aktier på vores konto. …”
Beløbet på de 420.000 kr. udgjorde efter det oplyste provenuet på et lån, som klageren havde optaget i banken. I en e-mail til klageren af samme dag svarede banken, at den ikke forventede, at kursen kom under 1.200 i den næste måned ”med baggrund i det flotte halvårsregnskab”, og at den afventede at høre nærmere fra klageren. Banken bekræftede endvidere, at beløbet på 420.000 kr. var ”gået ind på kontoen så de står klar.”
I en e-mail til banken af 24. august 2006 svarede klageren:
”Du har sikkert ret, men vi tager chancen. … Vil du ligge det ind til kurs 1200, hvor vi køber for i alt kr. 420.000, hvis den skulle ramme igen. Hvor længe ligger de og venter, inden ovenstående udløber.”
I en e-mail til klageren af samme dag svarede banken:
”Det skal I være opmærksomme på hvis I opretter en limit-ordre:
- Limitordren er gældende en måned. …
- Handlen kan ske via mange små handler alt efter hvor mange styk vi kan få købt til jer ad gangen. Vi ved jo ikke hvor mange handler der skal til for at få for 420.000 til jer. …
Samtidig skal jeg bede jer bekræfte at I er blevet informeret om at der er tale om en høj risiko når I sætter alle jeres penge i ét enkelt papir.”
Den 20. november 2006 efter aktiesplittet i forholdet 1:2 købte klageren 620 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 653, svarende til en kursværdi på 404.860 kr., der blev finansieret ved låneprovenuet.
Klageren modtog efter det oplyste et kampagnebrev fra Roskilde Bank i forbindelse med en emission i banken i marts-april 2007.
Den 19. marts 2007 tegnede klageren 79 stk. aktier i Roskilde Bank til 300 for i alt 23.700 kr.
Den 20. maj 2008 underskrev klageren en investeringsprofil, hvoraf bl.a. fremgik, at hans risikoprofil var mellem (risikotal 5 på en skala fra 1 til 10), at han havde erfaring med og kendskab til aktier og tegningsretter, at hans tidshorisont var to år, og at hans nettoformue var mellem 0 og 1 mio. kr. Endvidere fremgik:
”Jeg er blevet oplyst om at jeg ud fra en investeringsmæssig betragtning har forholdsmæssig mange Roskilde Bank aktier, men jeg ønsker ikke at sælge dem, eller dele heraf. Jeg vender selv tilbage til banken når/hvis jeg senere ønsker at nedbringe/sælge beholdningen.”
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning vedrørende købet den 20. november 2006. Klageren blev tilbudt, men accepterede ikke erstatning i henhold til forliget for aktietegningen i marts 2007.
Parternes påstande
Den 20. maj 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for hans tab ved investeringerne i Roskilde Bank aktier i november 2006 og i marts 2007.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han den 17. august 2006 indgik en limiteret handel om køb af aktier og overførte 420.000 kr. til brug for købet. Aftalen var bindende, blev indgået den 17. august 2006 og var dermed indenfor den i forliget nævnte periode. Det kan ikke tilskrives hans forhold, at handlen først blev gennemført i november 2006.
Han havde ikke likvide midler og havde ikke kendskab til investeringer. Efter anbefaling fra banken blev købet finansieret ved et lån i banken med sikkerhed i hans og hans ægtefælles bolig. Lånet var optaget, og låneprovenuet var overført og klar til købet i august 2006.
Aftalen blev indgået på grundlag af bankens kampagnebrev, en efterfølgende aggressiv telefonisk markedsføring fra hans rådgiver i banken samt rådgivning via e-mail. I e-mail af 17. august 2006 fremhævede banken ”det flotte halvårsregnskab.”
Det påhviler herefter Finansiel Stabilitet at godtgøre, at han modtog en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Finansiel Stabilitet har ikke løftet denne bevisbyrde.
Banken handlede ansvarspådragende ved at anbefale ham at investere hele det lånte beløb i bankens egne aktier.
Banken handlede ansvarspådragende ved ikke at udarbejde en forudgående investeringsprofil for ham. Den fremlagte investeringsprofil blev udarbejdet i maj 2008 kort før bankens kollaps og på et tidspunkt, hvor det må havde stået banken klart, at den var i vanskeligheder. Banken forsøgte tilsyneladende at reparere på den mangelfulde rådgivning.
Der henvises til Ankenævnets afgørelser nr. 21/2011, 148/2014, 692/2010 og 151/2014. I sidstnævnte afgørelse fandt Ankenævnet, at den omstændighed, at klageren havde skrevet under på, at aktier normalt kræver høj risiko, og at han kendte og var indforstået med risikoen, ikke udgjorde et bevis for, at Roskilde Bank havde givet kunden en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at købet i november 2006 blev foretaget uden for perioden omfattet af forliget. Klageren accepterede ikke forligstilbuddet vedrørende købet i marts 2007. Det påhviler herefter klageren - både vedrørende købet i november 2006 og købet i marts 2007 - at godtgøre, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, herunder at han modtog individuel utilstrækkelig rådgivning, og at dette medførte et påregneligt tab. Klageren har ikke løftet bevisbyrden.
Klageren har ikke dokumenteret eller redegjort for forløbet omkring hans køb af Roskilde Bank aktier, herunder hvori den ansvarspådragende rådgivning for de to køb bestod.
Klageren ønskede at beholde sine Roskilde Bank aktier, selvom han var blevet vejledt om, at han ud fra en investeringsmæssig betragtning havde forholdsmæssigt mange Roskilde Bank aktier. Klageren blev konkret gjort opmærksom på, at der var tale om høj risiko ved investering i et enkelt papir, jf. bankens mail af 24. august 2006. Klageren var derfor fuldt vidende om risikoen og fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper både ved købet i november 2006 og i marts 2007. Klageren valgte trods risikoen kun at investere i ét værdipapir.
Klageren havde været aktionær i banken siden 2001 og måtte være bekendt med risikoen ved at investere i aktier. Klageren havde rig lejlighed til at sælge aktierne, hvis han ikke ønskede at acceptere risikoen ved at investere i aktier.
Af investeringsprofilen fremgår, at klageren havde mellem risikovillighed og erfaring med aktier og tegningsretter. Investering i bankaktier var i 2006 kategoriseret som mellem risiko.
Der blev ikke indgået en juridisk bindende aftale om køb af aktier i august 2006. Klageren gav den 24. august 2006 udtryk for, at han ønskede en limiteret ordre. Banken oprettede ikke en limit-ordre, jf. også formuleringen i bankens e-mail af 24. august 2006 ”hvis I opretter en limit-ordre”. En limiteret ordre kan annulleres, hvorfor et aktiekøb på grundlag af en limiteret ordre først er endeligt, når ordren er gennemført. En limiteret ordre er gældende én måned, jf. bankens mail af 24. august 2006. Ordren blev gennemført næsten tre måneder senere. Det må derfor have formodningen imod sig, at købet skete på baggrund af en opfordring fra Roskilde Bank om at købe aktier. Oplysningen om, at ordren kunne gennemføres via mange små handler, var alene en serviceoplysning til klageren.
Der var ikke krav om udarbejdelse af investeringsprofil forud for ikrafttræden af MiFID-direktivet den 1. november 2007.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører investering i Roskilde Bank aktier den 20. november 2006 og den 19. marts 2007.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtligt rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Køb af aktier i 2006
Klagerens køb af Roskilde Bank aktier den 20. november 2006 skete i perioden mellem de to aktiesalgskampagner. Ankenævnet lægger til grund, at klageren modtog et kampagnebrev i august 2006. I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægger Ankenævnet endvidere til grund, at klageren efter anbefaling fra banken optog et lån i banken til brug for køb af Roskilde Bank aktier, og at låneprovenuet var til rådighed den 17. august 2006 eller før. Klageren korresponderede derefter med banken om evt. oprettelse af en limitordre. Ankenævnet finder efter det foreliggende, at det må lægges til grund, at klagerens beslutning om investering fandt sted på baggrund af kampagnebrevet og bankens rådgivning i kampagneperioden, og at aktierne blev købt på Roskilde Banks initiativ. Ankenævnet finder, at når aktierne er købt på Roskilde Banks initiativ i den periode, der er omfattet af forliget eller i tidsmæssig tilknytning hertil, er der en formodning for, at købet er sket på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.
Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke, at den omstændighed, at banken i e-mail af 24. august 2006 fremhævede, at investering ét værdipapir indebar en høj risiko, eller at det var anført i den efterfølgende investeringsprofil, at klageren havde ”forholdsmæssig mange Roskilde Bank aktier”, udgør et sådant, tilstrækkeligt bevis. Da Finansiel Stabilitet herefter ikke har løftet sin bevisbyrde, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.
Et medlem – Morten Bruun Pedersen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk.1, er tillagt to stemmer – udtaler:
Jeg lægger ved vurderingen af Finansiel Stabilitets erstatningsansvar endvidere vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtrådte reglerne om god skik, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 46.
Alle medlemmer udtaler:
Vi finder, at Finansiel Stabilitet skal betale en erstatning til klageren vedrørende købet den 20. november 2006. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
Køb af aktier i 2007
I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at aktiekøbet i marts 2007 fandt sted på baggrund af et kampagnebrev som banken sendte til ham.
Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.
Den omstændighed, at Finansiel Stabilitet ikke rettidigt har modtaget klagerens accept af tilbuddet om erstatning i medfør af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, kan ikke føre til et andet resultat.
Ankenævnet finder, at erstatningen skal fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet vedrørende købet den 19. marts 2007.
Ankenævnets afgørelse
Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren for aktiekøbene i november 2006 og i marts 2007, hvorved han stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.