Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for omkostninger til lån, der blev indfriet knap fire måneder efter etableringen.

Sagsnummer: 126 /2005
Dato: 02-11-2005
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne: Udlån - stiftelsesomkostninger
Ledetekst: Krav om erstatning for omkostninger til lån, der blev indfriet knap fire måneder efter etableringen.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om en godtgørelse for omkostningerne ved etableringen af to lån, der blev indfriet efter knap fire måneder.

Sagens omstændigheder.

I februar 2004 blev der af Vejdirektoratet udarbejdet et "Forslag til tekniske bestemmelser i anledning af nedlæggelse af jernbane- og driftsoverkørsler" i klagerens lokalområde. Forslaget indebar ekspropriation af en del af klagerens og dennes daværende ægtefælles (H's) faste ejendom.

Klageren og H, der er kunder hos indklagede, besluttede i foråret 2004 at ophæve samlivet.

Ved en under sagen fremlagt udateret skrivelse informerede H indklagede om samlivsophævelsen. Klageren har anført, at skrivelsen blev sendt i begyndelsen af marts 2004. Af skrivelsen fremgår bl.a., at parret havde besluttet, at klageren skulle overtage ejendommen mod betaling af 400.000 kr. til H. Indklagede blev anmodet om at "hjælpe os med at ejerskifte ejendommen og yde det nødvendige lån" således, at forholdet kunne blive afviklet hurtigst muligt.

Den 26. marts 2004 udstedte Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne bekendtgørelse om afholdelse af en besigtigelsesforretning på bl.a. klagerens og H's ejendom den 5. maj 2004.

I juni 2004 anmodede klageren indklagede om en forhøjelse af sin kassekredit med 500.000 kr. til midlertidig finansiering af det beløb, som han skulle udrede til H.

Indklagede afslog at forhøje kreditten, men tilbød et boliglån på ca. 443.000 kr. Samtidig skulle et ejerpantebrev i ejendommen, der lå til sikkerhed for klagerens engagement, forhøjes med 200.000 kr. til 600.000 kr.

Den 8. juli 2004 ydede indklagede klageren to lån på henholdsvis 234.489,80 kr. og 208.571,43 kr. til variabel rente på henholdsvis 6 % p.a. og 8 % p.a. Løbetiden på begge lån var på ca. 20 år.

Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 600.000 kr. i klagerens ejendom.

Om baggrunden for, at der blev ydet to lån har indklagede anført, at kun ca. halvdelen af lånebeløbet kunne ydes med sikkerhed inden for 80 % af ejendomsværdien.

Stiftelsesomkostningerne på lånene var på i alt 13.061,23 kr. fordelt med 4.400 kr. til afgift, 800 kr. til ekspeditionsgebyr og 7.861,23 kr. til bevillingsprovision.

Den 14. september 2004 fremsendte Kommissarius 961.000 kr. i ekspropriationserstatning til indklagede under forudsætning af, at forholdet til panthaverne i ejendommen blev ordnet.

Indklagede har oplyst, at man påtog sig opgaven, og at to panthavere i klagerens ejendom accepterede at lade det eksproprierede grundstykke relaksere fra pantet uden nedbringelse af lånene med en forholdsmæssig del af erstatningsbeløbet.

Den 1. november 2004 blev ekspropriationserstatningen frigivet, og en del af beløbet blev anvendt til indfrielse af boliglånene.

Renteudgiften på boliglånene var i perioden 8. juli-1. november 2004 på i alt 9.736,52 kr.

Klageren overførte efterfølgende sit engagement til et andet pengeinstitut.

Parternes påstande.

Den 3. maj 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han anmodede om en forhøjelse af sin kassekredit med henblik på at betale, hvad han skyldte H. Der var tale om en midlertidig finansiering, indtil ekspropriationserstatningen blev udbetalt. Ved henvendelsen til indklagede medbragte han materialet fra Kommissarius om besigtigelsesforretningen. Indklagede afslog at forhøje kassekreditten, men tilbød et lån, hvilket han efter omstændighederne så sig nødsaget til at acceptere.

Etableringen af lånene medførte urimeligt høje omkostninger for finansieringen, der kun behøvedes i kort tid. Han føler sig dårligt behandlet og dårligt vejledt af indklagede. Han havde været kunde hos indklagede i flere år og havde dokumentation for den påtænkte ekspropriation.

Indklagede har anført, at klageren anmodede om et lån til finansiering af det beløb, han skulle udrede til H.

På baggrund af en kreditvurdering blev klageren bevilget de etablerede boliglån mod den forhøjede sikkerhed. Der var på dette tidspunkt ikke vished omkring ekspropriationsforretningens gennemførelse og vilkår.

Ved indfrielsen af lånene udtrykte klageren utilfredshed med, at finansieringen ikke var blevet ydet som et usikret bevilget overtræk, hvorved han kunne have sparet omkostninger. Rådgiveren tilkendegav heroverfor, at man på baggrund af en kreditvurdering ikke havde ønsket at bevilge finansieringen som en usikret kredit, og at man på daværende tidspunkt ikke havde kunnet gennemskue resultatet af en eventuel ekspropriation.

Indklagede træffer egenhændigt og på sagligt grundlag afgørelse om, på hvilke vilkår der tilbydes kreditter og lån. Klageren kunne have afslået indklagedes tilbud og søgt lånet andetsteds.

Uanset om det på lånetidspunktet havde været sikkert, at klagerens ejendom ville blive eksproprieret, var vilkårene og panthavernes holdning uvis. Der var således ikke sikkerhed for, at lånet kunne indfries med et eventuelt erstatningsbeløb.

Klageren har ikke lidt noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det beror på et pengeinstituts egen afgørelse, om det ønsker at imødekomme en ansøgning om ydelse af en finansiering, og på hvilke vilkår denne eventuelt kan ydes.

Ved sin underskrift på lånedokumenterne accepterede klageren indklagedes vilkår for at yde den finansiering, som var nødvendig for, at han kunne overtage sin og H's fælles ejendom som eneejer.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte vilkårene som urimelige.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.