Rådgivning om omlægning af obligationsbeholdning til livrente i forbindelse med overgang til efterløn.
| Sagsnummer: | 366/2001 |
| Dato: | 14-02-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Forsikring - tegning af livrente |
| Ledetekst: | Rådgivning om omlægning af obligationsbeholdning til livrente i forbindelse med overgang til efterløn. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar over for klageren i forbindelse med en omlægning af dennes obligationsbeholdning til en livrente.
Sagens omstændigheder.
I august 1997 udarbejdede indklagede nogle "alderdomsbudgetter" for klageren og dennes ægtefælle M, idet klageren overvejede at overgå til efterløn i forbindelse med, at hun fyldte 60 år i januar 1999.
Klageren havde bl.a. en kapitalpensionsordning og et frit obligationsdepot, der tilsammen kunne anvendes til at imødegå indtjeningsnedgangen ved overgang til efterløn.
Ved udarbejdelsen af budgetterne var det forudsat, at kapitalpensionen skulle udbetales ved 60 år, og provenuet forbruges over 10 år. Obligationsbeholdningen skulle bevares, men renterne skulle indgå i budgettet. I beregningerne blev det fejlagtigt lagt til grund, at ægtefællernes kapitalindkomst var positiv.
I begyndelsen af 1999 blev finansieringen af klagerens overgang til efterløn på ny drøftet. Indklagede anbefalede, at kapitalpensionen blev bibeholdt, og at obligationsdepotet blev omlagt til en livrente.
Ved skrivelse af 4. marts 1999 anførte indklagede bl.a.:
"[Indklagedes medarbejder] har på ny gennemgået det budget, der blev lavet sidste år.
Der er en væsentlig forskel fra tidligere beregninger, nemlig beskatningen af [klagerens] renter fra det frie depot. Som følge af Pinsepakken bliver renter lagt oven i jeres samlede kapitalindkomst.
Det har fået [indklagedes medarbejder] til at foreslå en livrenteordning. Et tilbud vedlægges. Det skal sammenholdes med et følgende forslag:
- | [klageren] "spiser" af det frie depot først - alternativt omlægger dette til en livrente. Begrundelsen er primært skattemæssig.Ved ophævelsen af en kapitalpension skal betales 40% i afgift. Dette er uændret, men realrenteafgiften p.t. 35% ændres til en fast sats på 26%. |
Forskellen på de skattemæssige virkninger ved brug af frie midler og en livrente har jeg forsøgt at belyse med to tegninger. De frie midler har et renteafkast, der falder efterhånden som kapitalen bruges. Der betales skat af renteafkast:
…
Renteafkastet af en livrente opspares som bonus og forhøjer de årlige udbetalinger:
…
Der er fordele ved en livrente, og man kan sikre at man ikke taber penge.
Der er skattemæssige ulemper ved at opgøre kapitalpensionen nu og investere i obligationer, der løbende sælges."
Under et møde, der blev afholdt den 12. marts 1999, blev der indgået aftale om salg af klagerens obligationsbeholdning, der bestod af 7% obligationer 2029. Provenuet af salget samt 95.000 kr., der vedrørte udtrukne obligationer, i alt 450.000 kr., skulle indskydes på en ophørende livrente med ægtefællepension og garanti i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede. Udbetalingerne fra livrenten skulle begynde den 1. maj 1999.
Ved skrivelse af 27. december 2000 rettede klageren og M via deres revisor henvendelse til indklagede om etableringen af livrenten. Det var revisorens opfattelse, at indklagede i forbindelse hermed havde ydet dårlig rådgivning. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Der er efter vores mening 2 væsentlige forhold, som er slået fejl i forbindelse med Deres afdelings rådgivning af [klageren], nemlig:
1. | At det bedre ville have kunne betale sig for [klageren], at reinvestere eventuelle udtræk af obligationerne og dermed få et afkast af obligationer, som i [klagerens] tilfælde kun ville blive beskattet med ca. 36% (1999), ca. 34% (2000) og ca. 32% (2001 og fremover). Dette som følge af at [klageren] har en temmelig høj negativ kapitalindkomst. |
[Klageren] kunne så i stedet for udbetalingen fra ratepensionen, løbende have beholdt kr. 45.000 af eventuelle udtræk om året, såfremt det måtte være nødvendigt - alternativt have solgt nogle af obligationerne, såfremt det årlige udtræk ikke var stort nok. | |
2. | At det nettoafkast, som der opnås ved tegning af livrenten, bliver ført op som personlig indkomst, hvormed ægtefællen [M] mister muligheden for at udnytte ægtefællens bundfradrag på mellemskatten for denne del. |
Herudover vil vi da også nævne, det forhold, at arvingerne stilles væsentligt ringere, såfremt det ulyksalige skulle ske, at [klageren og M] skulle gå hen og dø, hvilket vi selvfølgelig er klar over er en del af risikoen ved at tegne en livrente, men det er normalt i det tilfælde, at det er en fordel for de personer, som tegner livrenten."
Ved skrivelse af 11. januar 2001 afviste indklagede, at der var ydet dårlig rådgivning. De af revisoren nævnte "to væsentlige forhold" var indgået i rådgivningen, men andre pensions- og investeringsmæssige fordele havde været afgørende for indklagedes anbefaling. Der var bl.a. lagt vægt på at eliminere så mange risici som muligt, fordi midlerne skulle anvendes til at leve for i en 10-års periode. Med baggrund i den lave beskatning af renter af pensionsmidler blev klageren rådet til at bruge de frie midler over en 10-årig periode. Det løste likviditetsbehovet og gav samtidig mulighed for at udskyde udbetalingen af kapitalpensionen til det 70. år dog således, at kapitalpensionen når som helst kunne ophæves, hvis der skulle opstå et behov for kontanter. Da der var stor udtrækning på obligationerne, skulle der aktuelt geninvesteres/omlægges til 6% obligationer, såfremt obligationsbeholdningen skulle bibeholdes. En rentestigning på 1% point ville medføre et kurstab på 15%, mens et rentefald på 1% point ville medføre en ny konverteringsbølge med udtrækninger og lavere genplaceringsrente som følge. Udbetalingsprognosen for livrenten blev baseret på et forsigtigt skøn af den fremtidige rente fra år 2000 på 4,5%. Rentesatsen var i 1999 8% og i år 2000 5,8% de første 10 måneder og 8% de sidste 2 måneder. De høje rentesatser medfører en forøget bonus. Der blev endvidere bl.a. lagt vægt på, at der ikke skulle bruges kræfter og tid på at tage stilling til løbende salg og omlægninger, at der var sikkerhed for, at pengene ville række i de aftalte 10 år, og at alle omkostninger var indregnet og betalt.
Ved skrivelse af 3. april 2001 fra revisoren fastholdt klageren sit krav. Revisoren fremhævede bl.a., at der på omlægningstidspunktet havde været en restbeholdning på 348.000 kr. 7% obligationer, og at man skulle helt ned på en rente på 3% før "livrenteprognosen" ville kunne matche "obligationsprognosen". Grundlaget for indklagedes rådgivning var alderdomsbudgetterne, som imidlertid var forkerte, idet såvel klageren som M ikke havde en positiv, men en negativ kapitalindkomst. Klagerens kapitalindkomst ville således ikke blive beskattet med topskat. Netop det forhold, at renterne bliver tillagt kapitalindkomsten var ifølge indklagedes skrivelse af 4. marts 1999 en "væsentlig forskel", som dannede grundlag for anbefalingen af livrenten. Rådgivningen blev således ydet på et forkert grundlag, selv om indklagede havde alle klagerens papirer til rådighed.
Ved skrivelse af 7. maj 2001 fastholdt indklagede, at der var ydet en god rådgivning baseret på en forudsætning om, at der var tale om klagerens midler, og at værdiernes bonitet skulle sikres. Budgetterne blev baseret på klagerens og M's oplysninger om aktuelle og kommende indtægtsforhold, og ved efterfølgende møder var klageren og M blevet forespurgt, hvorvidt der var ændringer, hvilket ikke havde været tilfældet. M oplyste, at han skattemæssigt anvendte virksomhedsordningen. Da man ikke var bekendt med M's regnskab, havde man ikke mulighed for at kontrollere forudsætningerne. Uanset disse omstændigheder var det fornuftigt at udskyde udbetalingen af kapitalpensionen og bruge af de frie midler i stedet, at investere i kapitalpensionen ud fra en langsigtet investeringshorisont i lange obligationer med høj risiko via puljeordning, og at investere de frie midler, som løbende skulle forbruges, med en lav risiko via livrente.
Ved skrivelse af 7. august 2001 fastholdt klageren, at indklagede havde pådraget sig ansvar for hendes tab som følge af mangelfuld rådgivning. Indklagede var ansvarlig for, at budgetterne var fejlagtige, idet der kunne være udarbejdet korrekte budgetter alene på grundlag af de udleverede årsopgørelser. Klagerens efterfølgende oplysning om, at der ikke var sket ændringer, var korrekt. På grundlag af de i 2001 kendte skatteregler, en obligationsprognose baseret på en rente på 6% og en maximal livrenteprognose blev tabet for perioden 1999-2009 beregnet til minimum 30.517 kr. efter skat. 30.414 kr. af tabet kunne henføres til 1999 - 2000.
Parternes påstande.
Den 17. oktober 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 30.517 kr. med tillæg af en passende forrentning for perioden 1999 - 2009 samt 23.750 kr. til dækning af omkostninger til revisorbistand.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 24.159 kr. .
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det beror på indklagedes fejl, at rådgivningen blev ydet på grundlag af et fejlagtige budgetter og dermed under forkerte forudsætninger. Hun har lidt et betydeligt tab ved at følge indklagedes anbefaling om at oprette en livrente frem for at beholde 7% obligationerne og geninvestere i 6% obligationer. Indklagede bør som følge af den mangelfulde rådgivning erstatte tabet.
Hun har ikke større økonomisk indsigt og har således ikke fremsat ønske om mindst mulig kurs- og udtrækningsrisiko.
Såfremt omlægningen, herunder skatteforholdene, var blevet gennemgået så detaljeret, som indklagede giver det udseende af, burde fejlen i budgetterne være blevet opdaget.
Tabsopgørelsen må baseres på en forrentning af de frie midler på 6%. Indklagede bør endvidere godtgøre hende omkostningerne til revisor på 23.750 kr.
Indklagede har anført, at klageren og M på mødet den 12. marts 1999 var enige i såvel forudsætningerne som beregningerne. Klageren oplyste, at hun ønskede mindst mulig kurs- og udtrækningsrisiko.
Tegningen af livrenten fremstod på daværende tidspunkt som den mest fordelagtige. Det bedste alternativ var en løbende geninvestering i 10-årige 4% obligationer, som gav det bedste afkast efter skat set i forhold til udtrækningsrisikoen.
Såfremt klageren havde valgt alternativet, ville hun have opnået en samlet økonomisk fordel på 24.159 kr.
I betragtning af investeringshorisonten og de involverede værdier må en sådan difference betragtes som bagatelagtig og kan derfor ikke danne grundlag for et erstatningsansvar. Til trods herfor tilbydes klageren kulancemæssigt dette beløb.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det kan efter det foreliggende og på nuværende tidspunkt ikke fastslås, at klageren som følge af omlægningen af sine obligationsmidler til en livrente har lidt et tab, der overstiger det af indklagede tilbudte beløb på 24.159 kr.
Ankenævnet finder det herefter ikke fornødent at tage stilling til, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med etableringen af livrenten.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes omkostninger til revisorbistand forud for klagesagens rejsning. Det følger af § 16, stk. 1., i Ankenævnets vedtægter, at det ikke kan pålægges indklagede at godtgøre sagsomkostninger i forbindelse med klagesagens behandling.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.