Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Omkostningsbeløb.

Sagsnummer: 166/1992
Dato: 06-11-1992
Ankenævn: Frank Poulsen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Betalingsservice - tilmelding
Ledetekst: Omkostningsbeløb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 24. september 1990 indgik klageren, som er bosat i England, en aftale om girodataservice med indklagedes Nørreport Afdeling, der var hendes kontoførende afdeling. Det var i aftalen anført:

"Jeg indgår herved aftale om deltagelse i Girodataservice, som betyder, at jeg kan give [indklagede] besked om:

- at overføre beløb fra mine girokonti til kredit for mine konti i [indklagede] ved girering, straksgirering eller overførsel ved kasseudbetaling og/eller

- at overføre beløb fra mine konti i [indklagede] til kredit for mine postgirokonti ved girering eller straksgirering."

Klageren og indklagede har, efter at aftalen er indgået, korresponderet om, hvorvidt indklagede har overholdt den indgåede aftale, idet klageren har anført, at indklagede ikke som aftalt har sørget for betaling af klagerens terminsopkrævninger via postgirokontoen. Indklagede har ved skrivelse af 16. september 1991, efter at der er afholdt møde med klageren i indklagedes juridiske afdeling, godtgjort klageren en nettorente på 32,15 kr. vedrørende valideringsmæssigt overtræk.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede trods adskillige henvendelser har undladt at betale hendes kreditforeningstermin over hendes girokonto. Indklagede har en enkelt gang betalt terminen via budgetkontoen, hvorved denne kom i overtræk, og klageren blev debiteret for overtræksrenter. Indklagede har endvidere forsinket en overførsel af 10.000 kr. fra klagerens indlånskonto i afdelingen til klagerens girokonto.

Indklagede har anført, at de opståede problemer hovedsaglig skyldes, at klageren opfatter aftalen af 24. september 1990 således, at indklagede kan sørge for betaling af klagerens terminsopkrævninger via postgirokontoen. Afdelingen har imidlertid forsøgt at forklare klageren, at indklagede ikke kan foretage hævninger fra postgirokontoen. De 10.000 kr. vedrører et beløb, der skulle overføres til postgirokontoen, som indklagede ikke havde overført på grund af misforståelser i klagerens breve. Dette forhold er imidlertid berigtiget. Indklagede har endvidere godtgjort klageren 32,15 kr., der vedrører en negativ nettorente på klagerens budgetkonto.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af parternes aftale af 24. september 1990, at indklagede kan overføre beløb til og fra klagerens girokonti og klagerens konti hos indklagede, men indklagede har ikke mulighed for at foretage udbetalinger fra klagerens girokonto. Idet der ikke findes grundlag for at fastslå, at indklagede har udvist fejl i sin sagsbehandling, der har påført klkageren tab, kan der ikke som påstået tillægges klageren en godtgørelse på 2.000 kr.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.