Afgørelse

Gebyr for VP-overførsel

Klagerne havde i deres ejendom to lån til det indklagede realkreditinstitut. I juli 2002 fremsendte instituttet, efter anmodning fra klagernes pengeinstitut, to lånetilbud. Lånetilbudene var vedlagt ”LånGuiden”, som ifølge lånetilbudene udgjorde en del af disse. Af låneguiden fremgik det, at låntagere med obligationslån havde mulighed for at få obligationerne overført til et depot i Værdipapircentralen efter indbetaling af alle ekspeditionsomkostninger og gebyrer, herunder for obligationsoverførsel. Af låneguidens prisoversigt fremgik, at gebyret for obligationsoverførsel udgjorde 750 kr. pr. overførsel. I august anmodede klagernes pengeinstitut instituttet om udbetaling af de tilbudte lån ved overførsel af obligationerne til Værdipapircentralen, og instituttet fremsendte efterfølgende låneafregninger på de to nye lån, hvoraf fremgik, at der var beregnet gebyr for overførsel til depot på to gange 750 kr. Klagernes pengeinstitut afviste i september 2002 de krævede gebyrer for VP-overførsel under henvisning til, dels at gebyret ikke var tydeligt nok beskrevet i lånetilbudet, dels at prisen var alt for høj. Pengeinstituttet henviste til, at det tilsvarende gebyr i de fleste pengeinstitutter var på 200 kr., og at det i klagernes pengeinstitut var gratis. Realkreditinstituttet fastholdt de krævede gebyrer.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at gebyrerne ikke kunne anses for aftalt og derfor ikke skulle betales, subsidiært at gebyrerne var urimeligt høje og skulle nedsættes. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at LånGuiden var en del af lånetilbudene. Nævnet lagde til grund, at klagerne havde modtaget LånGuiden, og fandt, at gebyrerne på 750 kr. således måtte anses for omfattet af parternes aftale. Flertallet fandt det betænkeligt ud fra en rimelighedsvurdering at tilsidesætte det aftalte vilkår om gebyrbetaling og at nedsætte den aftalte gebyrstørrelse og stemte derfor for at frifinde instituttet. Efter mindretallets opfattelse bør et gebyr til enhver tid afspejle den reelle omkostning for den ydelse, som gebyret vedrører. Mindretallet fandt ikke, at der var den fornødne sammenhæng imellem gebyrets størrelse og det arbejde og de udgifter, der var forbundet med en VP-overførsel, og stemte derfor for at nedsætte gebyret. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev som følge heraf frifundet.