Afgørelse

Afdragsfrihed.

Klageren optog i 2004 et kortrentelån F1 i euro hos det indklagede realkreditinstitut. Af lånetilbuddet og pantebrevet fremgik det, at lånet var afdragsfrit indtil 1. januar 2009, hvorefter lånet skulle afdrages som annuitetslån, indtil lånet var færdigamortiseret. Instituttet gav i december 2008 afslag til klageren på en af ham ansøgt tillægsbelåning. Afslaget var blandt andet begrundet i klagerens økonomiske forhold, herunder at terminsydelserne ikke var blevet betalt rettidigt. Klageren protesterede over afslaget og henstillede til, at instituttet revurderede låneansøgningen. Den 2. januar 2009 sendte instituttet meddelelse om rentetilpasning til klageren. Det fremgik heraf, at der i ydelserne indgik afdrag på lånet. Den 6. januar 2009 gentog instituttet sit afslag på lån. Den 13. februar 2009 fremsendte instituttet en terminsopkrævning til klageren vedrørende marts terminen 2009, som klageren returnerede påført en håndskreven bemærkning om, at han havde bedt om afdragsfrit lån. Den 20. februar 2009 tilbagesendte instituttet terminsopkrævningen til klageren og henviste på ny til, at instituttet ikke ønskede at tilbyde yderligere lån i ejendommen. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at det af klageren i 2004 optagene lån skulle være afdragsfrit i en længere periode end frem til 2009, subsidiært at instituttet havde pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke rettidigt at informere ham om ophøret/afslaget på forlængelse af afdragsfrihed. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af lånetilbuddet og pantebrevet fremgik, at lånet var afdragsfrit indtil 2009, og at klageren således ikke havde et kontraktmæssigt krav på en længere periode med afdragsfrihed. Nævnet fandt det ikke mod instituttets benægtelse bevist, at klageren i november 2008 havde anmodet om en forlængelse af afdragsfriheden. Derimod havde klageren søgt om tillægsbelåning, hvilket var blevet afslået. Med disse bemærkninger og idet instituttets afslag på tillægsbelåning og fortsat afdragsfrihed var kredit- og lånepolitiske overvejelser, som Nævnet generelt ikke finder at kunne efterprøve, frifandt Nævnet instituttet.