Omkostninger.
| Sagsnummer: | 102 /1992 |
| Dato: | 25-06-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Gert Bo Gram, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
|
| Ledetekst: | Omkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I september 1989 satte klageren sin ejerlejlighed til salg og købte, forinden ejerlejligheden var solgt, en andelsbolig for 165.000 kr. Til finansiering af købet af andelsboligen ydede indklagedes Hjørring afdeling den 28. september 1989 klageren et lån på 175.000 kr. Klageren, der var opsagt fra sit job til fratræden 1. juni 1991, ville i denne forbindelse modtage en fratrædelsesgodtgørelse på 100.000 kr., der skulle beskattes som særlig indkomst.
Den 27. september 1990 blev der afholdt et møde i afdelingen med klageren og hans fraskilte ægtefælle vedrørende klagerens økonomiske situation, hvor det drøftedes, hvorledes hans gæld til indklagede kunne afvikles på længere sigt. Ejerlejligheden blev solgt 1. januar 1991.
I maj 1991 fik klageren udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen på 100.000 kr.
Ved skrivelse af 19. august 1991 til afdelingen meddelte klageren, at han på grund af arbejdsløshed ikke var i stand til at forrente sin gæld på ca. 254.000 kr., men at han kunne tilbyde 130.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Beløbet udgjorde et beregnet provenu af to kapitalpensionsordninger, som kunne udbetales i 1994. Samtidig meddelte klageren:
"Endvidere vil jeg få udbetalt 100.000 i fratrædelsesgodtgørelse fra min tidligere arbejdsgiver ...".
Afdelingen afslog klagerens tilbud, hvorefter der den 12. september 1991 blev afholdt et møde i afdelingen med klageren og klagerens fraskilte ægtefælle. På mødet opstilledes to modeller for afvikling af engagementet; klageren udbad sig betænkningstid, men da han ikke den 4. oktober 1991 havde meldt tilbage, anmodede afdelingen klageren om at meddele, hvorledes afviklingen af engagementet ville finde sted. Den 9. oktober 1991 meddelte klageren, at han stadig ikke så sig i stand til at afvikle engagementet. Den 11. oktober 1991 begærede indklagedes advokat udlægsforretning for 103.422,10 kr.
Efter at indklagede var blevet bekendt med, at klageren havde fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen i maj 1991, og at hele godtgørelsen var forbrugt, indgav indklagede ved sin advokat den 14. november 1991 konkursbegæring mod klageren. Den 21. november 1991 afholdtes møde i skifteretten, og sagen blev udsat på afgivelse af processkrifter fra parterne.
Efter at der havde været afholdt møde mellem parterne, tilbød indklagede i skrivelse af 11. december 1991 til klagerens advokat, at gælden, der pr. 31. december 1991 ville andrage 277.000 kr., kunne samles på et lån, der pr. 31. december 1991 skulle nedbringes med 100.000 kr. Restbeløbet skulle afvikles med en månedlig ydelse svarende til værdien af rentefradraget beregnet til 1.000 kr. pr. måned første gang den 1. januar 1992. Pr. 1. august 1994 skulle der betales et ekstraordinært afdrag på 130.000 kr. fra klagerens pensionskonti, og den månedlige ydelse skulle fra den 1. september 1994 nedsættes til 450 kr. Lånet skulle indfries senest den 1. juni 1998. Som sikkerhed for lånet skulle afgives selvskyldnerkautionserklæring af kautionister, som indklagede kunne acceptere. Med indklagedes skrivelse af 11. december 1991 fremsendtes et beregnet likviditetsforløb for lånets afvikling, hvor restgælden var opgjort ultimo 1991 med renter. Efter at indklagede og klagerens advokat havde brevvekslet vedrørende fortolkningen af denne aftale fremsendte advokaten ved skrivelse af 31. januar 1992 en check på 160.000 kr. Det var i skrivelsen anført: "Pengene fremsendes under forudsætning af, at [klagerens] gæld til banken herefter afvikles i overensstemmelse med bankens skrivelse af 11. december 1991".
Den 6. februar 1992 fremsendte afdelingen meddelelse til klageren om, at man samme dag havde debiteret hans konto i afdelingen for 8.947,50 kr. til dækning af advokatomkostninger.
Ved skrivelse af 10. februar 1992 til afdelingen meddelte klagerens advokat, at indklagede ikke var berettiget til at hæve beløbet på klagerens konto, da det ikke var aftalt, at klageren skulle betale fakturaen til indklagedes advokat. Klagerens advokat tog endvidere forbehold om at kræve de fremsendte 100.000 kr. tilbage, da afviklingen ikke kunne ske i overensstemmelse med indklagedes skrivelse af 11. december 1991, ligesom kautionisten skulle kautionere for yderligere 8.997,50 kr.
Ved skrivelse af 10. februar 1992 til advokaten meddelte indklagede, at det fremgik af det underskrevne lånedokument, at indklagede kunne forlange, at klageren dækkede advokatomkostninger, jf. herved også indklagedes almindelige forretningsbetingelsers pkt. 7, hvorefter indklagede kan kræve at få dækket omkostninger til juridisk bistand til inkassationer m.m.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at tilbageføre 8.947,50 kr. til klagerens lån, subsidiært bør anerkende, at klageren alene hæfter for inkassoomkostninger på 3.422,10 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at indklagede ikke er berettiget til at hæve beløbet på klagerens konto uden forudgående godkendelse, og at indklagede aldrig i de lange drøftelser, der har været, har krævet, at klageren skulle betale indklagedes advokatomkostninger. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at det i indklagedes udlægsbegæring af 11. oktober 1991 til fogedretten i Hjørring anførtes, at de takstmæssige inkassoomkostninger inklusiv moms var 3.422,10 kr., hvorfor indklagede ikke efterfølgende kan hæve beløbet.
Indklagede har anført, at det er almindelig kendt, at omkostninger i forbindelse med inkassation af et krav skal bæres af den skyldner, der er årsag til inkassosagen. Det fremgår endvidere af lånekontraktens pkt. 5, at indklagede kan forlange inkassoomkostninger dækket. Ligeledes fremgår det af den til klageren udleverede pjece: "Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder", at indklagede kan forlange dækning for udgifter til juridisk bistand til inkassationer m.v. Det er indklagedes opfattelse, at en inkassosag kunne være undgået, såfremt klageren fra starten havde medvirket konstruktivt til gennemførelse af en frivillig aftale f.eks. ved opfyldelse af det den 7. september 1990 aftalte om afvikling af engagementet. Klageren medvirkede imidlertid ikke loyalt til en afklaring af mellemværendet med indklagede. Klageren undlod bl.a. at oplyse, at han i maj måned 1991 i strid med indgåede aftaler havde fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen. Klageren har derimod i sit brev den 20. august 1991 3 måneder efter denne udbetaling meddelt, at han havde udsigt til fratrædelsensgodtgørelsen. Formålet med konkursbegæringen var dels at få undersøgt muligheden for omstødelse af beløbet hidrørende fra fratrædelsesgodtgørelsen, og dels for at få friværdien i andelsboligen inddraget. Konkursbegæringen var derfor ligesom udlægsforretningen et nødvendigt skridt i sagen, hvorfor indklagede er berettiget til at opkræve samtlige advokatomkostninger og ikke kun takstmæssige inkassoomkostninger svarende til 3.422,10 kr., idet inkassosagen og konkursbegæringen samt efterfølgende forhandlinger nøje hænger sammen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at indklagede i forbindelse med de drøftelser, der gik forud for fremsendelsen af indklagedes skrivelse af 11. december 1991, ikke oplyste klageren om, at indklagedes advokatomkostninger tillige skulle betales af klageren, og i indklagedes skrivelse og det medsendte likviditetsforløb for lånets afvikling er heller intet nævnt herom. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at indklagede ikke har været berettiget til at debitere beløbet på klagerens lån.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger kreditere klagerens lå med 8.947,50 kr. med valør 6. februar 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.