Spørgsmål om ansvar for manglende kurssikring ved indfrielse af realkreditlån.
| Sagsnummer: | 540 /2010 |
| Dato: | 07-10-2011 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Søren Geckler, Kjeld Gosvig Jensen, Niels Bolt Jørgensen og Karin Ladegaard |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for manglende kurssikring ved indfrielse af realkreditlån. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Danske Bank har ydet rådgivning om kurssikring i forbindelse med klagerens indfrielse af realkreditlån i forlængelse af boligsalg.
Sagens omstændigheder.
Klageren var i 2010 kunde i Danske Bank.
Den 23. april 2010 solgte klageren sin andelslejlighed med overtagelsesdag den 1. juli 2010.
Klagerens ejendomsmægler havde udarbejdet salgsprovenuberegning den 22. april 2010, hvor indfrielseskursen på klagerens realkreditlån er angivet til 95,05 pr. 14. april 2010. Af beregningen fremgår:
"….
Beløb, som indgår i de ovennævnte beregninger til penge- eller realkreditinstitut for ydelser ved indfrielse af eksisterende lån og/eller hjemtagelse af ejerskiftelån, er et skønnet beløb. Sælger gøres opmærksom på, at der kan opstå en forskel mellem det skønnede beløb og det aktuelle beløb.
…."
Den 4. maj 2010 modtog banken en anmodning fra ejendomsmægleren om at oprette skødedeponeringskonto i klagerens navn.
Ultimo maj 2010 tog klageren telefonisk kontakt til banken. Under samtalen blev der aftalt møde den 2. juni 2010.
Banken har anført, at klageren på mødet den 2. juni 2010 blev rådgivet om de finansielle forhold ved salg af fast ejendom, herunder om muligheden for kurssikring af indfrielsen af realkreditlån. Banken har videre anført, at klageren fravalgte kurssikring, da den tilbudte kurs var tæt på 100.
Banken har oplyst, at kursen på klagerens realkreditlån den 2. juni 2010 var 98,802.
Den 2. juni 2010 underskrev klageren en indfrielsesaftale med banken, hvoraf fremgår:
"…
Prioriteter til indfrielse
Jeg ønsker, at følgende prioriteter indfris med renter til betalingsdagen og aflyses i tingbogen. Danske Bank foretager en eventuel opsigelse på mine vegne (ved transport til debitor, se under bemærkninger).
Hovedstol | … | Indfrielsestidspunkt | … |
536.000,00 DKK | … | 01.07.2010 | … |
For prioriteten er aftalt indfrielsesmetode C: Indfrielse ved køb af obligationer eller pari-straks.
Kurssikring (markeret ved [x])
[] | Der er indgået terminshandel, jævnfør separat fondsordre. |
|
Jeg/vi kan senere foretage kurssikring af lånet, når/hvis jeg/vi måtte ønske dette. Det gælder dog ikke, hvis banken på mine/vores vegne allerede har handlet obligationerne eller lånet er opsagt, og fristen for at trække opsigelsen tilbage er udløbet. Jeg/vi er bekendt med, at banken ikke påtager sig nogen forpligtelse til at rette henvendelse til os om kurs- og renteudviklingen på obligationsmarkedet. |
Indfrielsesmetoder:
A Opsigelse og indfrielse pr. termin | D Indfrielse af privat pantebrev, jævnfør tilbudskurs. | |
B Straksindfrielse mod betaling af differencerente. | E Anden instruktion, se under punktet bemærkninger. | |
C Indfrielse ved køb af obligationer eller pari-straks. |
Accept af Danske Bank som handelssted for obligationshandler
Jeg accepterer, at hvis mit realkreditlån bliver indfriet med obligationer, købt af Danske Bank, vil obligationshandlen og en eventuel fastkursaftale blive gennemført med Danske Bank som handelssted og modpart. Obligationshandlen sker derfor ikke på en reguleret markedsplads som fx NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Handlen gennemføres i overensstemmelse med Danske Banks ordreudførelsespolitik, som her gengives i relevant uddrag, og som er gengivet i sin helhed på bankens hjemmeside.
"Når du beder Danske Bank om at handle værdipapirer, tager vi alle rimelige skridt for at opnå det efter omstændighederne bedst mulige resultat for dig – det kalder banken "best execution". Prisfastsættelsen på obligationer bygger på beregningsmodeller for rentestrukturer og –udvikling. Via internationale og almindeligt anvendte informationssystemer har Danske Bank adgang til oplysninger om priser fra de væsentligste prisstillere."
…"
Med handelsdato den 24. juni 2010 købte banken på klagerens vegne obligationer til indfrielse af realkreditlånet til kurs 99,10.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hendes kurstab på ca. 19.776 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun solgte sin andelslejlighed i april 2010, hvorefter ejendomsmægleren den 4. maj 2010 gav banken besked om, at den skulle indfri hendes realkreditlån.
Hun havde et møde med banken, men synes ikke at der var nogen rådgivning om indfrielsen.
Hun kan se at lånet er indfriet til kurs 100, men ifølge ejendomsmæglerens opgørelse ved handlen var kursen 95,05.
Banken burde have rådgivet hende om kurssikring.
Danske Bank har anført, at klageren var den nærmeste til at rette henvendelse til banken i forbindelse med salget af hendes lejlighed.
Det gjorde hun først ca. 1 måned efter salget.
Den kurs, som ejendomsmægleren har anvendt i provenuberegningen, er pr. 14. april 2010.
På det tidspunkt, hvor banken holdt møde med klageren, var kursen steget til 98,802.
Klageren blev på mødet oplyst om muligheden for kurssikring, hvilket hun fravalgte på grund af, at den kurs, hun ville kunne kurssikre til, var tæt på 100.
Det er ikke korrekt, at realkreditlånet blev indfriet til kurs 100. Det blev indfriet ved køb af obligationer til kurs 99,10.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at det kan bebrejdes Danske Bank, at den ikke i forlængelse af modtagelsen af brev af 4. maj 2010 fra klagerens ejendomsmægler tog kontakt til klageren og rådgav hende om indfrielse af sit realkreditlån.
Banken har anført, at den rådgav klageren om kurssikring på mødet den 2. juni 2010, mens klageren har anført, at hun ikke synes, at hun er blevet rådgivet om kurssikring. Uanset om spørgsmålet om kurssikring blev berørt på mødet eller ej, finder Ankenævnet ikke, at det er sandsynligt, at klageren på dette tidspunkt i forløbet ønskede at foretage kurssikring af indfrielsen. Ankenævnet lægger i den forbindelse til grund, at kurssikring på dette tidspunkt kun kunne ske til en kurs tæt på 100.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.