Afgørelse

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens kaution for et af indklagede ydet lån.

Sagens omstændigheder.

Ved særskilt kautionserklæring underskrevet af klageren den 7. oktober 1988 erklærede klageren at indestå som selvskyldnerkautionist for et lån på 105.000 kr. med variabel rente oprindelig 15% p.a. ydet til en debitor af en sparekasse, med hvem indklagede senere er fusioneret. Klagerens kautionsforpligtelse kunne ikke overstige 105.000 kr.

Af gældsbrev vedrørende lånet på 105.000 kr. fremgår, at to lån med en restgæld på 71.563,32 kr. blev indfriet i samme forbindelse. Lånet, hvis løbetid var beregnet til 5 år, skulle afvikles med 2.500 kr. månedligt første gang den 30. november 1988.

Til sikkerhed for lånet kautionerede foruden klageren en yderligere kautionist.

Ved tillæg til gældsbrevet af 6. december 1988 accepterede begge kautionister, at lånets ydelse blev nedsat til 1.655 kr. månedligt. Det fremgik, at løbetiden herved ville blive forlænget til ca. 10 år. Restgælden var p.t. 102.500 kr.

Ved tillæg til gældsbrevet af 28. oktober 1989 gav begge kautionister tilladelse "til udskydelse med betaling af ydelsen på nærværende lån for tiden 30/6-89 til 31/3-90, hvorved løbetiden forlænges tilsvarende."

Under sagen er fremlagt kontoudtog for tiden efter den 16. november 1990. Det fremgår, at lånets ydelse betaltes regelmæssigt frem til 1. marts 1996, hvor restgælden var 97.719,39 kr. Betalingen af lånets ydelse skete indtil dette tidspunkt ved overførsel fra debitors budgetkonto, hvortil der månedligt overførtes 1.000-2.000 kr. Budgetkontoens saldo var pr. 4. marts 1996 6.307,99 kr. (negativ).

Ved gældsbrev af 21. marts 1996 blev lånet forhøjet til 105.876,76 kr. Forhøjelsen udgjorde 7.237,40 kr., hvoraf 6.637,40 kr. overførtes til budgetkontoen, medens 600 kr. udgjorde gebyr for forhøjelsen. Lånet skulle fra den 1. april 1996 afvikles med 1.500 kr. månedligt. Efter overførslen af de 6.637,40 kr. til budgetkontoen udgik denne.

Klageren underskrev den 22. marts 1996 kautionserklæring vedrørende lånet med angivelse af hovedstolen på 105.876,76 kr.

Lånet blev herefter afviklet regelmæssigt til udgangen af marts 1997, hvor restgælden var på 102.648,12 kr. Ydelserne pr. 1. april og 1. maj 1997 betaltes henholdsvis 18. april og 6. juni 1997; herefter ophørte indbetalingerne.

Den 19. december 1997 underskrev debitor nyt gældsbrev vedrørende lånet med en hovedstol på 106.173,32 kr. og med en rentesats på for tiden 12,25% p.a. Kontonummeret var anført som ... 392-2. Med hensyn til sikkerhed henvistes til særskilt kautionserklæring. Lånet skulle fortsat afvikles med 1.500 kr. månedligt. Klageren havde den 11. samme måned underskrevet kautionserklæring, hvori det bl.a. er anført:

"Til sikkerhed for opfyldelse af forpligtelser af enhver art, som

[debitor]

nu har eller senere måtte få,

over for [indklagede] .....

Indestår undertegnede som selvskyldnerkautionister:

[klageren]

[den anden kautionist]

.....

Kautionisterne kautionerer for ethvert krav vedrørende nedenstående konto.

Konto ... 392-2, maksimum udgør d.d. 106.173,32 kr.

Bankens tilgodehavende udgør d.d. 106.617,32 kr.

FORHØJELSEN PÅ KR. 10.056,00 ER ANVENDT TIL INDFRIELSE

AF RESTANCEN PÅ LÅNET SAMT STEMPLING AF DOKUMENT"

Indklagede har anført, at låneforhøjelsen først blev etableret den 4. februar 1998, efter at medkautionisten havde underskrevet kautionserklæring 21. januar 1998. Af kontoudtog for lånet fremgår:

I september 1998 overgik lånet til inkasso med en restgæld på 119.599,58 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. januar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter i henhold til kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han finder det uforståeligt, at lånets restgæld trods betaling af ydelser på 126.000 kr. fortsat er over 115.000 kr. Han stiller sig endvidere uforstående over for, at det ikke har været muligt at fremskaffe kontoudtog fra lånets etablering og indtil 1990. I forbindelse med underskrivelse af kautionserklæringen i marts 1996 blev han ikke bekendt med, at der var tale om en forhøjelse af lånet. Han forstår heller ikke baggrunden for forhøjelsen i december 1997. Af debitors indbetaling i marts 1996 på 2.000 kr. til budgetkontoen er alene overført 1.655 kr. til lånet og 345 kr. er således ikke anvendt til afvikling af gælden. Med hensyn til lånets renteberegning har han mistanke om, at der er blevet pålagt strafrenter, særligt henset til at lånets restgæld ikke er nedbragt.

Indklagede har anført, at det ikke har været praktisk muligt at fremskaffe kontoudtog fra 1988 til 1990. Gældens nuværende størrelse kan tilskrives den vekslende afvikling samt forhøjelsen af lånet. Klageren har underskrevet oprindeligt kautionsdokument samt kautionsdokumenter i forbindelse med de gennemførte forhøjelser. Med hensyn til indbetalingen på 2.000 kr. i marts 1996 skete denne til budgetkontoen; af beløbet overførtes 1.655 kr. til lånet, hvorfor de resterende 345 kr. forblev på budgetkontoen. Med hensyn til renter bemærkes, at rentesatser og rentetilskrivningen udtømmende fremgår af kontoudtog.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren underskrev den 11. december 1997 et kautionsdokument, hvoraf fremgik, at han som selvskyldnerkautionist kautionerede for det lån, som debitor optog den 19. december 1997. Det var udtrykkeligt anført i kautionsdokumentet, at der var tale om en forhøjelse af det bestående lån på 10.056 kr., der var anvendt til indfrielse af lånerestancer og stempelafgift.

Det lægges herefter til grund, at klageren, da han underskrev dokumentet, var bekendt med og accepterede det nye kautionssikrede låns størrelse og baggrunden for låneforhøjelsen.

Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at klageren ikke skulle være bundet af sin underskrift på kautionsdokumentet.

Som følge af det anførte