Rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.
| Sagsnummer: | 11/1999 |
| Dato: | 07-07-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
|
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan gøre et ansvar gældende over for indklagede i anledning af, at klagerens ejendom i 1986 blev prioriteret med et inkonvertibelt obligationslån 11% frem for et konvertibelt obligationslån.
Sagens omstændigheder.
Den 5. februar 1986 hjemtog indklagede et 11% obligationslån i BRFkredit på 510.000 kr. i klagerens nyopførte ejendom. Lånet, der var inkonvertibelt, blev afregnet til kurs 109,75.
Af pantebrevets forside fremgår under punktet "Betalingstidspunkter og opsigelse" bl.a.:
"LÅNET KAN KUN INDFRIES VED INDLEVERING AF OBLIGATIONER."
På side 2 i pantebrevet er bl.a. anført:
"Enhver hel- eller delvis ekstraordinær indfrielse af pantebrevet foretages, enten ved aflevering til BRF af en til restgælden svarende andel af de i anledning af lånet udstedte obligationer, der modtages til pålydende værdi, eller - med 6 måneders varsel til en termin - med det kontante beløb, der kræves til indløsning af det til grund liggende obligationsbeløb til pari."
Klageren har oplyst, at han i forbindelse med, at han i 1997 ønskede at sælge ejendommen, konstaterede, at lånet kun kunne indfries til overkurs.
Af årsopgørelsen fra BRFkredit for 1997 fremgår en lånerestgæld på 455.652 kr. og en skattekursværdi på 656.139 kr., svarende til kurs 144.
Parternes påstande.
Den 8. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 200.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med opførelsen af ejendommen indhentede tilbudet på lånet hos BRFkredit. Indklagede mente, at lånet var fordelagtigt, men undlod at oplyse, at der var tale om et inkonvertibelt lån og konsekvenserne heraf. Såfremt han havde været bekendt hermed, ville han have valgt et konvertibelt lån. Da han i 1997 blev opmærksom på problemet, var han ikke bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet. Han er nu reelt stavnsbundet, idet han ved et salg af ejendommen skal betale en overkurs på ca. 200.000 kr. Indklagede har som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen pådraget sig erstatningsansvar herfor.
Indklagede til støtte for afvisningspåstanden anført, at man nu ca. 13 år efter låneoptagelsen ikke er i besiddelse af dokumentation vedrørende forløbet, og at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det var almindelig procedure at rådgive om konsekvenserne af inkonvertible lån, og at det må lægges til grund, at rådgivning også har fundet sted i denne sag. Det må påhvile klageren at godtgøre, at han ikke blev oplyst om, at lånet var inkonvertibelt, hvilket fremgår af lånedokumentet. Ifølge retspraksis kan et pengeinstitut ikke drages til ansvar for ikke at have oplyst om et låns inkonvertibilitet, når det fremgår af lånedokumenterne, at lånet er inkonvertibelt, og lånet optages til overkurs. I 1986 fokuserede man i forbindelse med låneoptagelser mest på ydelsen, som var lavest på inkonvertible lån. Klageren må bære risikoen for, at markedet har udviklet sig anderledes end forventet på lånetidspunktet. Subsidiært gøres det gældende, at klageren ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre et eventuelt krav gældende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af pantebrevet til BRFkredit fremgår, at lånet kun kan indfries ved indlevering af obligationer. Når endvidere henses til, at lånet blev udbetalt til overkurs, finder Ankenævnet, at klageren burde have været klar over, at pantebrevet var undergivet særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære, at det alene kunne indfries til overkurs. Selv om indklagede ikke måtte have drøftet de særlige indfrielsesvilkår med klageren, findes der herefter ikke at være grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.