Afgørelse

Indsigelse om for lav forrentning af indeståender på indekskonti

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om for lav forrentning af indeståenderne på hans og hans ægtefælles indekskonti i Spar Nord Bank.

Sagens omstændigheder

Ved aftale af 4. december 1967 oprettede klageren seks indekskontrakter i den daværende Sparekassen Nordjylland, nu Spar Nord Bank. Af aftalen fremgår blandt andet:

"…

Ved aftale af 29. december 1970 oprettede klagerens ægtefælle, H, seks indekskontrakter. Ifølge aftalen var højeste indlånsrente for tiden 9 % p.a. og overrenten for tiden ¼ % p.a.

I 1977 blev indekskontiene overført til et andet pengeinstitut. I 1998 blev kontiene tilbageført til Spar Nord Bank.

Den 1. juli 2010 begyndte udbetalingerne fra klagerens indekskonto.

Den 28. februar 2013 indgav klageren en klage over Spar Nord Bank til Ankenævnet med påstand om, at banken skulle yde en rentekompensation.

Rentesatsen på klagerens indekskonto var da 0,875 %, mens rentesatsen på indlån med tre måneders opsigelse var 0,125 %.

Spar Nord Bank har til brug for sagen udarbejdet en oversigt, der for perioden 1999- 2012 blandt andet viser størrelsen af indeståendet på klagerens indekskonto samt bankens rentesats på indekskonti sammenholdt med rentesatsen på indlån med tre måneders opsigelse. Rentesatsen på indekskonti er såkaldte trapperenter, idet rentesatsen varierer efter indeståendets størrelse. Ifølge oversigten har indeståendet på klagerens indekskonto bortset fra perioden 27. januar 2010 - 6. juli 2011 været forrentet med en rentesats der mindst svarer til renten på tre måneders opsigelse, med et tillæg på 0,5 %-point.

Banken ydede klageren og H en rentekompensation for perioden 27. januar 2010 - 6. juli 2011 på henholdsvis 627,83 kr. og 209,25 kr., som blev indsat på de respektive indekskonti den 13. april 2013. Banken har oplyst, at man ved en fejl beregnede rentekompensationerne til for store beløb, men at man ikke ønsker beløbene tilbageført.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om yderligere rente på indekskontiene.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke har opfyldt sin pligt ifølge aftalerne til at forrente kontiene med højeste indlånsrente og for hans vedkommende en overrente på ½ %.

De af banken betalte rentekompensationer er utilstrækkelige.

Den aktuelle rentesats er urimeligt lav.

Han har ikke mulighed for at vide, hvilken rentesats der reelt er bankens højeste indlånsrente. Han er heller ikke i stand til at kontrollere bankens beregning af rentekompensationen. Banken bør yde en rentekompensation for perioden 1967-1998.

Spar Nord Bank har anført, at klageren og H efter rentekorrektionen for 2010-2011 har opnået den forrentning, som de ifølge indeksaftalerne var berettiget til.

Banken højeste indlånsrente uden særvilkår er kontoen med tre måneders opsigelse.

Banken har ikke mulighed for at opgøre renten tilbage til 1967.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og dennes ægtefælle, H, oprettede i henholdsvis 1967 og 1970 hver seks indekskontrakter i den daværende Sparekassen Nordjylland, nu Spar Nord Bank. I perioden 1977-1998 var indekskontiene overført til et andet pengeinstitut. Indekskontiene skulle forrentes med "højeste indlånsrente" og en variabel overrente.

Rentesatsen på klagerens indekskonto er for tiden 0,825 %.

Banken har under sagen fremlagt en oversigt med renteoplysninger m.v. for perioden 1999-2012. På den baggrund har banken ydet en rentekompensation, hvorved klageren og H er blevet stillet således, at rentesatsen på deres indekskonti i hele perioden mindst har svaret til bankens rentesats for indlån med tre måneders opsigelse med tillæg af overrente.

Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges banken, at opgøre renten tilbage til 1967.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Christian Bremer og Peter Stig Hansen - udtaler:

Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Vi finder herefter, at det må lægges til grund, at indeståendet på klagerens og H´s indekskonti i overensstemmelse med aftalerne er blevet forrentet med bankens højeste indlånsrente med tillæg af en overrente.

Klageren kan derfor ikke få medhold i påstanden om yderligere rente.

Vi bemærker, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af forholdene i en klage.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Vi finder, at udtrykket "højeste indlånsrente" naturligt må forstås som den højeste rente pengeinstituttet tilbyder kunder med opsparing.

Vi lægger til grund, at banken siden indgåelsen af indeksaftalerne har udviklet og udbudt indlånsprodukter med rentesatser, der overstiger rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Ved til stadighed at have fastholdt en forrentning med rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår på klagerens og H’s indekskonti, finder vi, at banken ikke har levet op til aftalen om "højeste indlånsrente".

Vi finder derfor, at forrentningen på klagerens og H’s indekskonti skal tilrettes i overensstemmelse med ovenstående.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.