Afgørelse

Omkostninger ved annullation af låneaftale m.v.

Klageren, der er pensionist, ejer en ejendom, som var ubehæftet bortset fra et ejerpantebrev og et skadesløsbrev. Efter henvendelse fra klageren udarbejdede det indklagede realkreditinstitut i november 1999 et lånetilbud til klageren på et 30-årigt 7 pct. obligationslån på 200.000 kr. Samme dag udarbejdede instituttet en prioriterings- og tinglysningsaftale, som efter det oplyste blev underskrevet af klageren den 29. november 1999 på et møde med instituttet. Samtidig hermed indgik klageren en fastkursaftale om afvikling af lånet den 16. december 1999. Den 2. december 1999 fremsendte instituttet pantebrevet for det nye lån til tinglysning. Klageren bad den 5. december 1999 instituttet om at standse sagsbehandlingen, idet han ved en nøjere gennemgang af sin økonomi havde konkluderet, at han ikke kunne gennemføre låneaftalen. Den 7. december krævede instituttet klageren for betaling af 8.096 kr. til dækning af gebyr for misligholdelse af fastkursaftalen, gebyr for annullation af tinglysningsaftalen samt udlæg til tinglysning. Klagerens to døtre anmodede herefter instituttet om at afslutte lånesagen uden omkostninger, da klageren var alderdomssvækket og ude af stand til at styre sin økonomi. Instituttet afviste at frafalde kravet under henvisning til, at klageren ikke var umyndiggjort, og til at instituttet ikke havde haft grund til at nære tvivl om klagerens evne til at handle fornuftsmæssigt. Efterfølgende korrespondance mellem klagerens døtre og instituttet førte ikke til en afklaring af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at kræve misligholdelsesomkostninger på 8.096 kr. dækket af ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at en afgørelse af, om klageren havde manglet evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46, stk. 1, nødvendiggjorde en bevisførelse af et sådant omfang, at sagen var uegnet til nævnsbehandling. Nævnet fandt endvidere, at vurderingen af indholdet af de samtaler, der fandt sted mellem parterne nødvendiggjorde en bevisførelse, der ikke kunne finde sted ved Nævnet. Nævnet afviste derfor sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. nævnsvedtægternes
§ 7.