Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Arvings indsigelse mod afdødes samlevers hævninger på indlånskonti

Sagsnummer: 286/2016
Dato: 14-03-2017
Ankenævn: Arvings indsigelse mod afdødes samlevers hævninger på indlånskonti
Klageemne: Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Betalingsformidling - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Arvings indsigelse mod afdødes samlevers hævninger på indlånskonti
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse mod hævninger i 2014 og 2015 foretaget af klagerens nu afdøde mors samlever.

Sagens omstændigheder

Klagerens mor H, der var kunde i Danske Bank, afgik ved døden den 14. februar 2015. Klageren er enearving. H var ugift samlevende med M.

H havde tre indlånskonti i banken:

  • Konto -668
  • Konto -843
  • Konto -572, hvortil der var knyttet et Visa/Dankort.

Der er fremlagt kontoudtog for de tre konti for perioden 2014-15.

H overlod Visa/Dankortet og den tilhørende pinkode til M.

Af kontoudtog for konto -572 fremgår, at H’s pension gik ind på denne konto, og at der blev betalt faste regninger såsom husleje, varme og telefon fra kontoen.

Den 24. juni 2014 blev der overført 20.000 kr. ”ifølge aftale” fra konto -668 til konto -572, der herefter havde en saldo på 21.306,63 kr. Banken har oplyst, at M foranledigede overførslen. Saldoen på konto -668 var efter overførslen 82.369,12 kr.

Den 12. januar 2015 blev der overført 20.000 kr. fra konto -843 til konto -572, der herefter havde en saldo på 28.375,39 kr. Af posteringsteksten fremgik, at overførslen skete på foranledning af M. Saldoen på konto -843 var efter overførslen 57.549,19 kr.

Ved automatudbetalinger blev der på konto -572 bl.a. hævet 40.000 kr. med 10.000 kr. pr. gang henholdsvis den 16. juli 2014, 29. december 2014, 13. januar 2015 og 10. februar 2015. Banken har oplyst, at hævningerne blev foretaget med H’s Visa/Dankort i den kontoførende afdeling.

Klageren har gjort indsigelse mod M’s overførsel af i alt 40.000 kr. fra konto -668 og konto -843 til konto -572 og efterfølgende hævninger af beløbet fra denne konto.

Banken har oplyst, at den månedligt sendte kontoudskrifter vedrørende konto -572 til H.

Parternes påstande

Den 6. september 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hende 40.000 kr. med tillæg af renter i henhold til renteloven.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at H ikke havde givet M fuldmagt til at disponere over de konti, fra hvilke der skete overførsler. Overførslerne er derfor ikke sket med frigørende virkning for banken. Banken har påført H og klageren et tab.

H blev i juni 2014 udskrevet fra hospitalet med en cancerdiagnose. Sygdommen var uhelbredelig. Fra det tidspunkt var hun stærkt svækket og sengeliggende. Hun havde hjemmehjælp 4-5 gange dagligt til alle gøremål.

M fik udelukkende adgang til konto -572 med henblik på at kunne købe dagligdags fornødenheder.

Konto -668 og konto -843 var opsparingskonti, og der havde ikke været hævninger på disse konti i en årrække. Hævningerne skete fra det tidspunkt, hvor H blev alvorligt syg. H var ikke i stand til at gennemgå kontoudskrifter, og hun har næppe kigget på sine opsparingskonti.

Danske Bank  har anført, at overførslerne på i alt 40.000 kr. er sket mellem konti tilhørende H.

H legitimerede M til at disponere på konto -572 ved at overlade sit Visa/Dankort med tilhørende pinkode til ham. H har ikke gjort indsigelse mod de fire hævninger à 10.000 kr., der er foretaget på hendes konto -572, og som er hævet over en periode på cirka syv måneder. H hæftede i øvrigt for udbetalingerne som, at hun overlod sit Visa/Dankort med tilhørende pinkode til M.

M kontaktede i forbindelse med overførslerne den 24. juni 2014 og den 12. januar 2015 den kontoførende afdeling og bad om at få overført beløbene. M har oplyst til afdelingen, at overførslerne og hævningerne skete til dækning af parrets fælles udgifter.

Overførslerne var således ikke tabsgivende for H.

Banken gennemførte overførslerne på baggrund af det mangeårige kendskab til parret, herunder at parret havde været samlevende gennem en længere årrække. Afdelingen havde i øvrigt ingen grund til at betvivle, at M varetog H’s interesser.

Klageren har ikke ført bevis for, at hævningerne ikke er sket som led i en aftale mellem H og M.

Klageren er derfor i forhold til banken den nærmeste til at bære, at hun er blevet skuffet i sin forventning til størrelsen af arven efter hendes mor.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens nu afdøde mor H, var samlevende med M. H, der var syg, overlod sit Visa/Dankort og den tilhørende pinkode til konto -572 til M.

Overførslerne på to gange 20.000 kr. den 24. juni 2014 fra konto -668 henholdsvis den 12. januar 2015 fra konto -843 skete efter anmodning fra M, der ikke havde fuldmagt til at disponere over H’s konti. Det var M, der foranledigede beløbene overført til konto -572. Beløbene blev efterfølgende hævet fra konto -572, hvortil M havde adgang med H’s Visa/Dankort.

Banken har oplyst, at den gennemførte overførslerne på baggrund af et mangeårigt kendskab til H og M, herunder at parret havde været samlevende gennem en længere årrække. Afdelingen havde ingen grund til at betvivle, at M varetog H’s interesser.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at en afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt overførslerne på i alt 40.000 kr. samt de efterfølgende hævninger skete med frigørende virkning for banken, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage