Afslag på anmodning om akkord. Indsigelser mod opgørelse af krav.
| Sagsnummer: | 430 /2000 |
| Dato: | 28-05-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
|
| Ledetekst: | Afslag på anmodning om akkord. Indsigelser mod opgørelse af krav. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod et afviklingslån etableret i september 1990. Klagerens indsigelser vedrører bl.a. lånets rente samt indklagedes afslag på at indgå en akkordaftale.
Sagens omstændigheder.
Den 26. september 1990 underskrev klageren og dennes ægtefælle et gældsbrev til indklagede vedrørende en gæld på 484.639,31 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 7.000 kr.; renten var p.t. 16% p.a. Gældsbrevet blev etableret i forbindelse med, at klageren i 1990 måtte indstille sin private virksomhed.
Klageren har anført, at hans revisor dengang udtalte, at der tilsyneladende manglende 100.000 kr. i forbindelse med salget af hans faste ejendom og opgørelsen af gælden efter lukningen af firmaet. Dette afviste indklagede med, at det ville "være for dyrt og for besværligt at åbne arkiverne".
I 1996 indvilgede indklagede i at nedsætte renten på lånet til 10%. Rentenedsættelsen blev dog ikke gennemført. Indklagede har anført, at den manglende nedsættelse blev drøftet på et møde med klageren primo 1998. Resultatet blev, at renten som kompensation for den manglende nedsættelse ekstraordinært blev nedsat til 6,5%.
Af en låneindstilling af 22. april 1998 vedrørende klagerens engagement fremgår:
"Satsen på lånet blev pr. 20/1-98 nedsat til at følge laveste rente for boliglån p.t. 6,5%.
Dette skete på baggrund af at kunderne pr. 2/2-1996 skriftligt havde fået besked om at renten blev nedsat fra 13,25% til 10% p.a. Det var desværre ikke blevet ændret."
Den 1. juni 1998 underskrev klageren og ægtefællen nyt gældsbrev vedrørende mellemværendet. Gælden var nu nedbragt til 375.739,92 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.500 kr.; renten var p.t. 6,5% p.a.
Indklagede har anført, at det ved ydelsesnedsættelsen blev aftalt, at klagerens kapitalpension på ca. 60.000 kr. ved dennes udbetaling i 1999 skulle indgå på lånet. Endvidere skulle klagerens ægtefælles kapitalpension ved dennes udbetaling i år 2001 indgå på lånet.
Pr. 1. september 2000 blev klageren arbejdsløs.
På baggrund af en henvendelse fra klagerens søn om engagementet meddelte indklagede ved skrivelse af 3. oktober 2000, at lånets rente kunne nedsættes til Cibor 3, der p.t. var 5,635% p.a. Ydelsen skulle forblive uændret 3.500 kr. månedligt, og en restance på 7.402,03 kr. skulle indbetales straks. Når restgælden var nedbragt til 75.000 kr., var indklagede indstillet på at give saldokvittering. Alternativt kunne hele restgælden med fradrag af 75.000 kr. indbetales straks, i hvilken forbindelse klagerens ægtefælles pension eventuelt kunne anvendes.
Ved skrivelse af 10. oktober 2000 kommenterede klagerens søn på vegne sine forældre skrivelsen af 3. oktober 2000. Sønnen anførte bl.a., at gælden under hensyn til, at klageren var arbejdsløs, fremover ville blive afdraget "efter økonomisk formåen". Indklagede blev tilbudt 75.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.
Ved skrivelse af 26. oktober 2000 meddelte indklagede, at man ikke kunne acceptere det foreliggende tilbud. Indklagede opsagde samtidig gælden, der p.t. udgjorde ca. 281.000 kr. til fuld indfrielse. Sagen ville herefter blive overgivet til retslig inkasso.
Den 30. oktober 2000 indgav klageren begæring om gældssanering.
Under sagens forberedelse har klageren udarbejdet en tabel over lånets afvikling indeholdende oplysning om lånets rente og Nationalbankens diskonto. Klageren har anført, at han i enkelte tilfælde ikke har haft de præcise oplysninger, men har skønnet renten, således at restgælden pr. 1999 stemmer med de faktiske forhold:
Indbetalt Restgæld Rente Diskonto Difference
4846391991 98000 464181 16,0 9,3 6,71992 84000 449808 15,0 9,3 5,71993 84000 433280 15,0 8,3 6,71994 84000 414272 15,0 5,5 9,51995 84000 395975 15,9 5,2 10,71996 64000 385986 13,6 3,7 10,01997 60000 379715 13,9 3,5 10,41998 38000 367992 6,9 3,9 3,01999 96500 295411 6,5 3,2 3,3
Parternes påstande.
Klageren har den 30. oktober 2000 indbragt sagen for Ankenævnet. Af klageskemaet fremgår, at klageren ønsker "at opnå et realistisk forlig med [indklagede] så vi kan være gældfri senest 24-07-02, hvor min kone og jeg begge vil være efterlønnere".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han på tidspunktet for etableringen af det første gældsbrev var han handlingslammet. Spørgsmålet om gældssanering blev nævnt over for indklagede, der tog det unådigt op og meddelte, at dette ville føre til registrering i RKI.
Efter at han er blevet arbejdsløs, kan han og hans kone, der er pædagogvikar, se, at de aldrig opnår at blive gældfri. På baggrund heraf tilbød de indklagede 35.000 kr. samt ægtefællens kapitalpension, i alt 75.000 kr. Indklagede afviste efter to måneders betænkningstid og var da i stedet villig til at give et nedslag på 75.000 kr., men i øvrigt med fortsat afvikling som hidtil.
Han forventer at blive tvunget til at gå på efterløn og vil så modtage mindre end arbejdsløshedsunderstøttelsen.
Han stiller sig uforstående over for, at indklagede ikke vil indgå på en fornuftig afviklingsordning, så at de kan blive gældfri og få et fredeligt otium.
Indklagede bør undersøge og fremlægge dokumentation for afviklingen af deres hus i 1990, herunder afviklingen af en investeringsfond, hvor deres revisor mente, at der manglede 100.000 kr. Ved salg af nogle private pantebreve fik de at vide, at de skulle afvente et bedre tilbud fra indklagede, men indklagede kom efterfølgende med et dårligere kurstilbud end den medvirkende ejendomsmæglers tilbud. Indklagede var endvidere så længe om at svare, at ejendomsmæglerens kurstilbud faldt bort.
Indklagede bør endvidere redegøre for renteudviklingen på kontoen, idet denne ikke har været i overensstemmelse med udviklingen i Nationalbankens diskonto. Dette bør føre til en nedsættelse af restgælden til 100.000 kr.
Indklagede har anført, at indklagedes seneste tilbud set i relation til klagerens økonomi er rimeligt og fair. Hertil kommer, at man under forløbet har været imødekommende og løbende har tilpasset afviklingen af lånet til klagerens økonomiske formåen.
Hvis klageren for mere end 10 år siden mente, at der manglede 100.000 kr. i forbindelse med hussalget, kan det undre, at klageren ikke har reageret tidligere eller fulgt sagen op, uanset hvad indklagede måtte have meddelt. Indklagede finder i øvrigt ikke, at der skulle mangle 100.000 kr. som hævdet af klageren.
Det afvises, at indklagede skulle være skyld i en dårligere kurs i forbindelse med salg af private pantebreve.
Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at udarbejde de af klageren ønskede redegørelser, herunder fremskaffelse af bilag.
Forrentningen af lånet har fulgt udviklingen i det generelle renteniveau for blankolån. Man har på intet tidspunkt stillet klageren i udsigt, at renten skulle følge udviklingen i diskontoen slavisk.
Den manglende rentenedsættelse til 10%, der blev aftalt i 1996, blev i 1998 kompenseret ved en nedsættelse af renten til da 6,5%.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til en nedsættelse af det gældsbeløb, som klageren og dennes ægtefælle ved gældsbrevene af 26. september 1990 samt 1. juni 1998 erkendte at skylde indklagede. Det bemærkes herved, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der, som hævdet af ham, skulle mangle 100.000 kr. i forbindelse med gældens opgørelse.
For så vidt angår forrentningen af gælden bemærkes det, at den i 1996 manglende gennemførelse af den aftalte rentenedsættelse må anses for kompenseret ved den i 1998 foretagne nedsættelse til 6,5%, jf. herved indklagedes låneindstilling af 22. april 1998. Klageren og ægtefællen underskrev endvidere som foran anført gældsbrev af 1. juni 1998 og må derfor være afskåret fra at fremkomme med indsigelser mod en eventuelt manglende renteregulering eller fejlagtig regulering for så vidt angår tidsrummet forud herfor.
Ankenævnet har i øvrigt ikke mulighed for at pålægge indklagede en nedsættelse af klagerens gæld.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.