Lån ydet til udrustning af båd til chartervirksomhed, anvendelse af salgsprovenu, tvist om ejerforhold mellem klager og et af denne ejet selskab under konkurs.
| Sagsnummer: | 31/1997 |
| Dato: | 17-04-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Lån ydet til udrustning af båd til chartervirksomhed, anvendelse af salgsprovenu, tvist om ejerforhold mellem klager og et af denne ejet selskab under konkurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 26. januar 1997 påstod klageren indklagede tilpligtet at betale 144.234 kr. med tillæg af renter fra den 4. august 1993.
For så vidt angår 19.100 kr. vedrørte kravet forhold i forbindelse med tvangssalg af en båd den 4. august 1993. Indklagede havde delvist finansieret båden ved ydelse af en erhvervskredit på 1 mio. kr. og havde til sikkerhed herfor håndpant i et ejerpantebrev på 1 mio. kr. Klagerens krav for så vidt angår 125.134 kr. vedrørte indklagedes dispositioner over salgsprovenuet, herunder rentetab som følge af, at salgsprovenuet på ca. 1.360.000 kr. i perioden fra salget til den 2. december 1994 var blevet indsat på en sikringskonto i stedet for klagerens kassekredit.
Klageren anførte bl.a., at han i 1991/92 via en udenlandsk investor fik finansieret båden ved lån ydet til ham personligt. Båden blev fremstillet af et aktieselskab, i hvilket han var direktør og hovedaktionær. Da det i forbindelse med en bådudstilling i januar 1992 ikke lykkedes at sælge båden, blev det med den udenlandske investor aftalt at udruste denne som charterbåd til fem års fast charter samtidig med, at båden kunne lejes af aktieselskabet til kommende bådudstillinger. Til finansiering heraf ydede indklagede den 16. marts 1992 klageren en kassekredit på 1 mio. kr. mod løsørepant i båden på samme beløb og transport i bådens indtægter. Den 4. november 1992 gik aktieselskabet konkurs. På grundlag af en fejlagtig postering i et halvårsregnskab for aktieselskabet, som var udarbejdet til internt brug, blev han af kurator tvunget til at underskrive et løsøreejerpantebrev på 1 mio. kr. i båden til aktieselskabet under konkurs. Dette var i strid med de faktiske forhold, idet han alene var ejer af båden, som var finansieret ved personlige lån til ham. Båden blev sat til salg, og den 3. marts 1993 opsagde indklagede kreditten til indfrielse. Det lykkedes ham at sælge båden for 385.000 DEM den 14. juni 1993. Indklagede og konkursboet modsatte sig handelen, som herefter blev annulleret. På foranledning af konkursboet og indklagede blev båden den 4. august 1993 solgt til samme kunde for 10.000 DEM under den pris, som han oprindelig havde solgt den til. I stedet for at indsætte salgsprovenuet på kassekreditten blev dette placeret på en sikringskonto hos indklagede. Den 4. oktober 1993 overførte indklagede 183.110,83 kr. af provenuet til konkursboets konto.
Det fremgår, at der bestod tvist mellem konkursboet og klageren om ejerforholdet til båden, og at klageren stillede krav om udbetaling af de 183.110,83 kr. af salgsprovenuet, som boet havde modtaget fra indklagede.
Primo 1996 indgik klageren forlig med konkursboet, hvorefter boet til fuld og endelig afgørelse udbetalte 75.000 kr. til klageren.
Primo 1997 rejste klageren krav over for indklagede om betaling af 125.133 kr. med tillæg af renter fra 18. august 1993. Beløbet blev opgjort på grundlag af salgsprovenuet på 1.360.244 kr. med fradrag af saldoen på kassekreditten pr. 18. august 1993 på 1.052.000 kr. og med fradrag af beløbet på 183.111 kr., som var blevet overført til konkursboet.
Ved skrivelse af 13. januar 1997 afviste indklagede klagerens krav, hvorefter sagen blev indbragt for Ankenævnet.
Ankenævnets sekretariat afviste ved skrivelse af 31. januar 1997 klagen med henvisning til, at denne angik et erhvervsmæssigt engagement.
Denne afgørelse har klageren begæret indbragt for Ankenævnet. Klageren har anført, at han fra den 17. november 1992 modtog dagpenge som arbejdsledig frem til den 29. november 1996, hvor han overgik til efterløn. Klagen vedrører dispositioner foretaget af indklagede i perioden 4. august 1993 til 2. februar 1996, hvor han var arbejdsledig og således ikke erhvervsdrivende på nogen måde. Lånet på 1 mio. kr. blev ydet som et privat lån til ham personligt og ikke som et lån til aktieselskabet. Klagen vedrører derfor ham personligt og ikke virksomheden. Klagen vedrører primært indklagedes placering af salgsprovenuet på en sikringskonto frem for på kassekreditten, således at en friværdi på 125.134 kr. i løbet af 16 måneder blev "spist op" af renteforskellen på de to konti. Klagen adskiller sig således ikke fra klager vedrørende private kundeforhold.
Indklagede har anført, at engagementet må anses for erhvervsmæssigt. Ved lånets etablering var der indgået aftale om chartring af båden. Klagerens aktieselskab skulle endvidere leje båden til udstillingsformål. Båden har således ikke skulle benyttes privat, men kun rent kommercielt. Det var klart, at det ikke var klagerens privatøkonomi, der skulle bidrage til afvikling af kreditten, der havde en løbetid på fem år.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes kredit til klageren blev ydet som en erhvervskredit med henblik på udrustning af båden til chartervirksomhed. Båden var blevet fremstillet af et aktieselskab, i hvilket klageren var direktør og hovedaktionær, og der opstod efter selskabets konkurs tvist om ejerforholdet til båden, hvilket må antages at være baggrunden for, at indklagede foreløbig indsatte salgsprovenuet på en sikringskonto. Ankenævnet finder herefter, at klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold og ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Det tiltrædes derfor, at klagen falder uden for nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.