Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Stempelrefusion ved optagelse af realkreditlån til indfrielse af tidligere realkreditlån, stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3.

Sagsnummer: 259 /1994
Dato: 14-11-1994
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne: Stempel - mistet afgift
Ledetekst: Stempelrefusion ved optagelse af realkreditlån til indfrielse af tidligere realkreditlån, stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I august/september 1993 solgte klageren sin villa. Ved handlen skulle hjemtages et realkreditlån på 494.000 kr. Beløbet skulle anvendes til indfrielse af to realkreditlån i Realkredit Danmark med en obligationsrestgæld på henholdsvis ca. 128.000 kr. og 219.000 kr. Af slutsedlen fremgik, at køber var berettiget til at lade realkreditlånet optage i realkreditselskabet R ejet af indklagede 1.

Klageren henvendte sig til sit eget pengeinstitut, indklagede 2, som ifølge slutsedlen skulle hjemtage ejerskiftelånet.

R tilbød herefter ved lånetilbud af 16. september 1993 det ønskede lån. I tilbuddets specifikation af sælgers stiftelsesomkostninger var oplyst 4.940 kr. til stiftelsesprovision, stempelafgift 7.410 kr., og tinglysningsafgift 700 kr.

Efter at klageren havde afgivet skriftlig samtykke om købers benyttelse af det tilbudte ejerskiftelån, fremsendte indklagede 1 ejerskiftelånspantebrevet til indklagede 2. Af pantebrevets forside fremgik, at stempel udgjorde 8.110 kr. Pantebrevet bar ikke påtegning om størrelsen af overført restgæld fra indfriet realkreditlån med henblik på nedsættelse af det beregnede stempel.

Indklagede 2 fremsendte pantebrevet til tinglysning, idet pantebrevet samtidig blev stemplet med ialt 8.110 kr.

I februar 1994 anmodede indklagede 2 Ringkøbing Statsamt om godtgørelse af stempel vedrørende de indfriede kreditforeningslån. Ved skrivelse af 7. april 1994 afslog statsamtet anmodningen under henvisning til, at det i § 6 i bekendtgørelse nr. 539 af 30. juni 1993 var bestemt, at stempelfrihed efter stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, er betinget af, at der senest ved dokumentets indlevering til tinglysning er påført en opgørelse af det stempelpligtige beløb.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at godtgøre den mistede stempelrefusion opgjort til 5.223 kr. samt mistet refusion af indskud på det nye realkreditlån på 2.470 kr.

Begge de indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det af slutsedlen fremgår, at købernes ønske om at optage ejerskiftelånet gennem R ikke må formindske hans provenu ved handlen. Ved begge indklagedes ekspedition af låneomlægningen er begået fejl, således at han ikke har fået stempelrefusion. Hertil kommer, at han ikke har fået refusion af halvdelen af stiftelsesprovisionen til R.

Indklagede 1 har anført, at det var indklagede 2, som forestod omprioriteringen af ejendommen, herunder ekspeditionen af dokumenter til tinglysning. Indklagede 1 har ikke modtaget oplysninger om de lån, som skulle indfries, og har ikke haft mulighed for at forsyne ejerskiftelånspantebrevet med stempelpåtegning om indfriede lån. Med hensyn til spørgsmålet om refusion af stiftelsesprovision af ejerskiftelånet er denne beregnet med den på det aktuelle tidspunkt gældende sats; der er ikke på noget tidspunkt givet klageren tilsagn om en reduktion, ligesom klageren har accepteret låneoptagelsen med kendskab til stiftelsesprovisionens størrelse. Klagerens henvisning til bemærkningen i slutsedlen har ikke betydning i forhold til indklagede, med hvem provenuspørgsmålet ikke har været drøftet. Hertil kommer, at der i klagerens endelige provenuopgørelse, som ikke er fremlagt i sagen, må antages at være en besparelse på 3.476 kr., som var afsat til hjemtagelsesomkostning til låneformidler i det fremlagte salgsbudget, men et sådant beløb er ikke aktuel ved det af R ydede lån.

Indklagede 2 har anført, at man modtog ejerskiftelånspantebrevet fra indklagede 1 forsynet med stempelpåtegning om, at stemplet ialt udgjorde 8.110 kr. Indklagede 2 måtte herefter gå ud fra, at R havde beregnet stempelbeløbet korrekt; ansvaret for fejlen bør derfor påhvile R. Denne indklagede finder endvidere ikke at kunne pålægges ansvaret for manglende refusion af indskud.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af sagen, at indklagede 2 forestod omprioriteringen, herunder hjemtagelse af nyt ejerskiftelån samt indfrielse af tidligere realkreditlån. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at denne indklagede måtte have pligt til at sikre sig, at ejerskiftelånspantebrevet var stemplet korrekt. Dette er ikke sket, og denne indklagede bør derfor refundere klageren det mistede stempelbeløb som opgjort i klagerens påstand.

Med hensyn til klagerens påstand om manglende refusion af stiftelsesprovision finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge nogen af de indklagede at betale dette beløb. Det bemærkes i denne forbindelse, at Ankenævnet ikke har mulighed for at tage stilling, om klageren kan gøre kravet gældende overfor køberne af ejendommen.

Som følge af det anførte

Indklagede 2 bør inden fire uger betale 5.223 kr. til klageren. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.