Afgørelse

Rente.

Sagsnummer:	273 /1992
Dato:	18-11-1992
Ankenævn:	Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:	Udlån - løbetid
Ledetekst:	Rente.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

ed gældsbrev underskrevet af klageren den 22. januar 1987 ydede Hellerup Bank klageren et boliglån på 86.500 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.050 kr., første gang den 1. marts 1987. Af gældsbrevet fremgik:

"Renter og provision efter de af banken til enhver tid fastsatte satser og terminer tilskrives kontoen, og hvis lånet derved overskrides, skal beløbet straks indbetales."

Hverken lånets rente eller løbetid fremgik af gældsbrevet.

I et brev af 22. januar 1987 til klageren fra Hellerup Bank blev rentesatsen på lånet angivet til "p.t. 12% p.a.", idet klageren fik tilsagn om, at lånets rente skulle være ½% under den til enhver tid gældende rentesats på boliglån.

I 1988 i forbindelse med Hellerup Banks fusion med Andelsbanken, der senere er fusioneret med indklagede, ændredes lånets renteberegning, idet renten blev opdelt i rente og provision, således at provisionen beregnedes af højeste kvartalsdebet. Den samlede sats var identisk med den oprindelige rentesats. Indklagede har beregnet merudgiften for klageren ved denne omlægning til 40 kr. årligt i perioden 1989-92 og har tilbudt at godtgøre klageren 160 kr. og i øvrigt at overføre lånet til ren renteberegning igen.

Klageren har oplyst, at der for lånet aftaltes en løbetid på 15 år, mens indklagede har anført, at man ved etableringen alene tilsigtede en løbetid på 15 år, idet en månedlig ydelse på 1.050 kr. og en forrentning på 12% p.a. svarer til en løbetid på 15 år.

Af kontoudskrifter fremlagt under sagens behandling fremgår, at lånets restgæld har udviklet sig således:

31. december 1987 85.663,63 kr.

31. december 1988 83.935,72 kr.

31. december 1989 84.732,79 kr.

31. december 1990 84.484,06 kr.

31. december 1991 83.304,00 kr.

Det fremgår af kontoudtogene, at lånets ydelse har været uændret på 1.050 kr. månedligt.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være fuldt afviklet ved betaling af 1.050 kr. månedligt over ialt 15 år regnet fra lånets etableringstidspunkt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det med indklagede mundtligt blev aftalt, at løbetiden skulle være 15 år. Da der er tale om et annuitetslån, må renten nødvendigvis være konstant. Indklagede har ikke tidligere bestridt den aftalte løbetid, idet hun i 1990 blev kontaktet af indklagede, som foreslog en forhøjelse af den månedlige ydelse til 3.000 kr. med henblik på at få restløbetiden nedbragt til 5 år. Klageren gjorde da opmærksom på, at der var tale om et 15-årigt lån, hvorefter indklagede gav afkald på ændring af ydelsen. Klageren er ikke på noget tidspunkt blevet opmærksom på, at lånets løbetid skulle være blevet forlænget. Klageren finder ikke, at hun ved den tilbudte kompensation på 160 kr. vil modtage fuld godtgørelse for den ikke-hjemlede omlægning af lånets renteberegning.

Indklagede har anført, at den citerede bestemmelse i gældsbrevet medfører, at lånets rente er variabel, og at indklagede i forbindelse med en rentetilskrivning kan forlange ydelsen reguleret, hvis den stipulerede restgæld overskrides. Der er ikke for lånet aftalt hverken fast ydelse eller fast løbetid, men alene forudsat en løbetid sigtende på 15 år. Da der er aftalt en variabel rente, vil en forhøjelse af renten med uændret ydelse føre til en forlænget løbetid. Det er fast praksis kun at kræve ydelser reguleret, hvis den stipulerede afvikling sættes i stå i en længere periode, og på baggrund af denne praksis henvendte indklagede sig til klageren i 1990. En imødekommelse af klagerens krav vil medføre en nedskrivning af lånets restgæld, som ikke modsvarer et tab hos klageren, som har fået en øget likviditet ved den for lave månedlige ydelse. Klageren har således ikke lidt noget økonomisk tab.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ikke godtgjort, at indklagede mundtligt har tilsikret klageren en løbetid på 15 år, og det må derfor lægges til grund, at indklagede ved lånets etablering alene - korrekt - har tilkendegivet klageren, at løbetiden ved uændret rente og ydelse ville være 15 år. Det fremgår af gældsbrevet af 22. januar 1987 og af indklagedes skrivelse af samme dato, at lånets rente er variabel, og klageren måtte indse, at en renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen ville medføre en forlængelse af løbetiden. Hertil kommer, at klageren ved modtagelsen af kontoudtogene kunne konstatere, at lånet ikke blev nedbragt i nævneværdigt omfang. Klagerens påstand kan herefter ikke tages til følge.

Det må lægges til grund, at klageren ved det af indklagede fremsatte tilbud vil modtage fuld kompensation for omlægningen fra en ren rentesats til en sats bestående af rente og provision.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.