Spørgsmål om nedsættelse af gæld på grund af mangelfuld rådgivning og spørgsmål om gældens størrelse.
| Sagsnummer: | 1032 /2009 |
| Dato: | 31-01-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Karin Duerlund og Bent Olufsen. |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
Rådgivning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om nedsættelse af gæld på grund af mangelfuld rådgivning og spørgsmål om gældens størrelse. |
| Indklagede: | EBH Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om EBH Bank har pådraget sig et ansvar på grund af, at banken ikke gav klageren den rådgivning og vejledning, som han forventede. Desuden vedrører sagen opgørelsen af klagerens gæld.
Sagens omstændigheder.
Den 28. marts 2007 indgik klageren og EBH Bank en lønkreditaftale (-883) med en kreditramme på 50.000 kr.
Den 2. maj 2007 pantsatte klageren sin bil til banken via et ejerpantebrev stort kr. 75.000 til sikkerhed for ethvert krav banken måtte have mod ham.
Den 25. oktober 2007 underskrev han et gældsbrev (-465) på 167.979,62 kr. Gældsbrevet var en forhøjelse af et eksisterende lån med 50.000 kr. Det er ikke oplyst, hvornår det oprindelige låneforhold blev etableret.
Efter lønindbetalingen den 31. oktober 2008 standsede klageren sine lønindbetalinger til lønkreditten (-883), da han havde hørt rygter om, at banken ville gå konkurs. Der blev herefter ikke overført penge til klagerens budgetkonto (-265), der efter en fast overførsel pr. 31. oktober 2008 havde en saldo på minus 4.754,14 kr.
Ved brev af 6. januar 2009 meddelte banken, at man på grund af manglende dækning på klagerens budgetkonto havde tilbageført to låneydelser, og at lån (-465) derfor var i restance med 7.000 kr. Saldoen på budgetkontoen var efter tilbageførslerne ca. minus 20.000 kr. Af brevet fremgår i øvrigt:
"….
Du bedes inddække restancen på lånet inden tirsdag den 20. januar 2009.
Er restancen ikke inddækket inden overstående frist, vil dit engagement med EBH Bank A/S blive opsagt til fuld indfrielse.
Vi har gentagne gange forgæves forsøgt at komme i kontakt med dig. Du bedes derfor kontakte os angående dit samlede engagement med banken.
…"
Den 2. februar 2009 opsagde banken klagerens engagement, der blev opgjort som følger:
Budgetkonto nr. (-265): | 19.349,83 kr. |
Lønkonto nr. (-883): | 53.104,37 kr. |
Lån nr. (-465): | 155.007,92 kr. |
I alt | 227.462,12 kr. |
Kravet blev taget til inkasso ved brev af 29. april 2009 fra bankens advokat.
Bankens advokat valgte herefter at søge lånet (-465) inddrevet via fogedretten. Efter det oplyste foretog bankens advokat ikke på dette tidspunkt yderligere inddrivelsesskridt vedrørende de øvrige gældsposter.
Ved brev af 12. oktober 2009 fra fogedretten blev kravet under fogedsagen opgjort til 174.648,57 kr. Brevet er ikke fremlagt under sagen.
Ved brev af 16. oktober 2009 til banken accepterede klageren gældens størrelse i henhold til fogedrettens brev og oplyste, at han havde ansøgt om gældssanering. Klageren gav videre udtryk for, at han ønskede en afdragsordning med banken.
Af udskrift af retsbogen fra fogedretten i Aalborg af 21. januar 2010 fremgår, at fundamentet for fordringen er:
"et af skyldneren oprettet gældsbrev af 25. oktober 2007 kombineret med et ejerpantebrev stort 75.000 kr., oprettet den 25. april 2007 med pant i en Mercedes-Benz E 300 D, reg. nr. [ ] samt en håndpantsætningserklæring af 2. maj 2007 vedrørende ejerpantebrevet….."
Den 18. februar 2010 indleverede bankens advokat stævning mod klageren for det skyldige beløb vedrørende lønkreditaftalen (-883) og budgetkontoen (-265). Påstanden lød på betaling af 72.454,20 kr.
Den 21. september 2010 blev sagen af retten henvist til behandling hos Pengeinstitutankenævnet, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. september 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således,
at EBH Bank skal anerkende, at klagerens gæld kan opgøres til 174.648,57 kr.,
at EBH Bank på grund af mangelfuld rådgivning skal eftergive halvdelen af gælden, 87.324,29 kr. og
at EBH Bank skal anerkende, at den ikke er berettiget til at indberette klageren til RKI eller andet debitor-register.
EBH Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at EBH Bank lovede ham at give råd og vejledning i forbindelse med sit transportfirma, da han skiftede bank.
Banken var fuldt bekendt med hans dårlige økonomi, og havde stillet ham i udsigt, at alt skulle blive ordnet, og at hans indtjening sagtens kunne dække hans udgifter.
Det var umuligt for ham, at få kontakt til den rådgiver, som banken ville stille til rådighed.
Han var blevet lovet månedlige kontoudtog, men modtog kun kontoudtog en gang om året, hvilket gjorde det svært at følge med.
Banken flyttede uberettiget penge fra en konto til en anden uden at orientere ham.
I bankens inkassobreve er størrelsen af hans gæld opgjort forskelligt. Det må være bindende for banken, at den under fogedsagen kun har opgjort gælden til 174.648, 57 kr. Fogedretten har således fastslået, at hans gæld kun udgjorde det nævnte beløb.
Det kan ikke være korrekt, når banken anfører, at den har modregnet i et beløb, der stod på hans nemkonto i banken efter den 16. februar 2009, da banken havde opsagt hans engagement pr. 16. februar 2009. Det må være fordi banken uberettiget har flyttet kontoen tilbage.
Baggrunden for, at han flyttede sine konti væk fra banken var, at der var rygter om, at banken ville gå konkurs.
EBH Bank har anført, at banken var berettiget til at opsige klagerens engagement, da han var i restance med betalingerne til lånet og havde stoppet lønoverførslerne til lønkreditten.
Fogedsagen vedrørte alene gælden i henhold til låneaftalen og ikke overtrækket på budgetkontoen eller gælden i henhold til lønkreditaftalen.
Der er således ikke tale om nogen forøgelse af bankens krav.
Klageren har ikke fremført nogle konkrete, dokumenterede klagepunkter.
EBH Bank har ikke flyttet klagerens nemkonto.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er ikke under sagen anført omstændigheder, der godtgør, at EBH Bank har afvist ønsker fra klageren om konkret rådgivning, eller på anden måde har undladt at efterkomme løfter over for klageren om bistand vedrørende hans økonomiske forhold.
Ankenævnet lægger til grund, at opsigelsen af klagerens engagement skyldtes manglende betalinger af aftalte afdrag, som uanset EBH Banks økonomiske situation udgjorde misligholdelse af klagerens forpligtelser i henhold til kreditaftalerne.
Det fremgår af udskrift af retsbogen fra fogedretten i Aalborg, at fogedsagen vedrørte gældsbrevet af 25. oktober 2007. Det er ikke godtgjort, at fogedretten har behandlet klagerens gæld i henhold til lønkreditaftalen og budgetkontoen. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte EBH Banks opgørelse af sit krav mod klageren.
Ankenævnet bemærker, at en eventuel klage over registrering i RKI kan indgives til Datatilsynet.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.