Afgørelse

Tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalt beløb.

Klagerne solgte og købte i 2003 fast ejendom. Handlerne indebar, at der skulle foretages indfrielse af lån i den solgte ejendom samt afgives garanti og optages lån i den nye ejendom. Ekspeditionerne blev forestået af det indklagede realkreditinstitut i henhold til dels en indfrielsesaftale på det gamle lån og en tinglysningsaftale på det nye lån. Der blev i den forbindelse oprettet en række forskellige konti hos realkreditinstituttet respektive det med dette koncernforbundne pengeinstitut, nemlig en sælgerkonto, en køberkonto, en deponeringskonto samt en afregningskonto. Realkreditinstituttet afsluttede den 30. marts 2004 sagen over for klagerne og udbetalte i forlængelse heraf et provenu på knap 167.000 kr. til klagerne. Den 24. september 2004 meddelte realkreditinstituttet klagerne, at de i forbindelse med deres ejendomskøb og salg i foråret 2004 havde fået udbetalt 55.477 kr. for meget, idet differencen fra deres køb ikke var blevet modregnet i overskuddet af deres salg. Realkreditinstituttet bad klagerne – hvis det var muligt for dem – at indbetale beløbet kontant. Alternativt tilbød realkreditinstituttet at oprette et realkreditlån omkostningsfrit for klagerne.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne fremsætte krav om tilbagebetaling af beløbet på 55.477 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet i Nævnet fastslog, at den, der med urette modtager et beløb fra en anden, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagebetale beløbet til den pågældende, og at dette udgangspunkt kun kan fraviges under særlige omstændigheder. Flertallet fandt ikke, at de af mindretallet anførte omstændigheder var tilstrækkelige til at fravige udgangspunktet. Flertallet fandt dog, at realkreditinstituttet, der som den professionelle part var nærmest til at sikre en korrekt udbetaling og opdage den skete fejl, burde tilbyde klagerne en lempelig afviklingsordning. Mindretallet fandt - uanset beløbets størrelse - ikke, at realkreditinstituttet kunne kræve dette tilbagebetalt af klagerne. Mindretallet lagde i den forbindelse vægt på, at fejlen ikke var åbenlys, at realkreditinstituttet var den nærmeste til at opdage fejlen, at der gik næsten 5 måneder, før realkreditinstituttet blev opmærksom på fejlen, og yderligere 1 måned før realkreditinstituttet rettede henvendelse til klagerne, og at klagerne på dette tidspunkt havde indrettet sig på, at afregningen var korrekt. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.